Kritisk klumme: Håndsarbejdets frelse

For ikke mange år siden prædikede Globaliserings- og Innovationsrådet, erhvervslivets spidser, politiske topfolk, fagforeningsledere, økonomiske overvismænd og offentlige meningsdannere, at Danmark skulle leve af viden og tankekraft. Alting handlede om videns- og kreativitetsøkonomi. Snarere end at leve af bacon-, industri- og containerskibsproduktion skulle vi leve af systemeksport, gode ideer og innovativ, konkurrencedygtig tænkning. Der var dømt Mandag Morgen hele ugen. Ånden skulle principielt sættes fri, men helst også fortættes i produkter og patenter. Ikke uden grund blev der skrevet digre værker om kapitalismens nye ånd og den kognitive kapitalisme, der gjorde sit for at forfine og vareliggøre de menneskelige ideer.  

I dag, 15 år senere, er der sket et dramatisk retorisk og politisk skifte. Nu tales håndværket og de tekniske uddannelser op, og gymnasiet og de videregående uddannelser tilsvarende ned. Teori er elitært, fremmedgørende og unødvendigt, og praksiserfaringer er gud og guf for den, der smører sin madpakke selv. Humaniora skal slankes, og halvdelen af landets kandidatuddannelser kan se frem til at blive forkortet fra to til et år. En aftagerhonorerende, servil og kostprisminimerende erhvervsretning af hele det nationale uddannelsessystem fra vugge til krukke gennemsættes med pincet, understøttet af fremtidskalkulerende regneark. Riget fattes penge, og det skal ikke være det rene sjov at gå på arbejde. Nationalpopulismen og fremmedhadet vælter frem. Valg vindes på tryghedspakker, konsensusfedtspil på midten og et farvel til globaliserede visioner. I den store verden erstatter protektionistiske tiltag frihandelsapostlenes drømmerier, og ikke langt mod øst fører Putins Rusland en skændig angrebskrig mod Ukraine.

For ca. 225 år siden greb den tyske lyriker Novalis* pennen og skrev: “Die Philosophie ist eigentlich Heimweh, ein Trieb, überall zu Hause zu sein”. Jena-romantikeren, der stræbte efter at kunne føle sig hjemme overalt, fandt ro i filosofien, der blev talt frem som hjemvéens udfrielse og negation. I dag er der ikke ret mange, der får lov til, endsige ønsker, at læse filosofi og meget få, der føler sig hjemme – eller længes efter at kunne høre til, leve og virke – overalt. Kosmopolitisk grænseindifferens parret med en suveræn kosmologisk-eksistentiel hjemhørenhed ligner desværre mest af alt frit fantasteri. Dertil kommer, at det langt snarere er videnskabelige gennembrud, evidensbaserede løsninger, teknisk effektivitet og billiggørelse, der satses på, end fundamental og filosofisk tænkning og skønånders digtekunst. 

Forjættende drømme om åndens frihed er blevet afløst af manifeste og anmassende besyngelser af håndsarbejdets frelse. Vi lever med andre ord i en uhørt fordummende samtid. Ikke fordi der er noget galt med at tale det gedigne håndværk, respekten for naturgrundlaget og kroppens erfaringer frem; men fordi det er torskedumt at stille det hele op som et spørgsmål om enten krop eller ånd, praksis eller teori, folkelighed eller elite. Dertil kommer, at det er forfærdende og urovækkende at fundere nærmere over, hvor kortåndet og troløs den ideologiske og politiske styrings- og planlægningslogik i bund og grund tillader sig at være.

* Novalis (1772-1801), pseudonym for Georg Philipp Friedrich Leopold Freiherr von Hardenberg. Citatet stammer fra Novalis: Fragmente. Erste, vollständig geordnete Ausgabe, udgivet af Ernst Kamnitzer, Dresden 1929. Bruchstücke philosophischer Enzyklopädistik.