Kritisk klumme: Sæt en anden plade på!

Jeg er født og opvokset i 8000 Aarhus C og har muligvis haft flere adresser i byen, før jeg som 28-årig flyttede til København, end andre vil få på et helt liv. Jeg lærte at cykle i Lundingsgade, passede min kanin på Skolemarken ved Skt. Anna Gades Skole og slæbte min første brandert hjem i Vestergade. Hvis jeg lukker øjnene, kan jeg uden problemer fremkalde lugten fra oliefabrikken og genkalde mig mågernes skrig på havnen i min barndoms by. 

I de seneste årtier har Aarhus oplevet en rivende befolkningstilvækst, og mange nye bydele skyder frem i de områder, der har været under industriel afvikling de senere år. Både i Nordhavnen, Sydhavnen, banegraven bag Banegården og på godsbane­arealerne skyder nye bydele frem og opfylder behovet for nye boliger, erhverv, service og andet. Den udvikling stiller nye krav til udformningen af byen, således at byen fortsætter med at være en oplevelse for de mennesker, der bor der.

Som barn i midtbyen i Aarhus husker jeg smutvejen over muren fra Lundingsgade og gennem hasselnøddetræerne, før jeg pludselig stod på Skolemarken. Jeg husker MC Fedtmuleklubbens store skilt i Ole Rømers Gade, gemmestederne på Børnenes Jord i Thunøgade og tyggegummiautomaten foran vinbutikken i M.P. Bruuns Gade. Jeg oplevede byen som en by på børnenes præmisser. En by på byens præmisser. Der var ting, man kunne falde over, og ting, man kunne gå ind i. Der var steder, der lugtede, områder, der forvirrede, og lys, der blændede. En visuel musik, der dannede fortællingen om selve byen.

Byens visuelle musik er i mange af de nye byområder blevet karakterløse gentagelser, hvor man virkelig skal stramme sig an for at få en reel oplevelse ud af det. Men hvor blev de af? Reklameskiltene, smutvejene, det uforudsigelige. Det, vi selv kunne indtage og forme over tid, er blevet til planlagte oplevelser, hvor uforudsigeligheden ikke engang kan overraske en femårig.

Som børn trådte vi selv vores stier, men nu er det, som om alle stierne allerede er trådt, planlagt ned til mindste detalje og lagt ud som en rød løber gennem byens rum. For vi skulle nødig få en oplevelse med på vejen eller endnu værre: slå os. Alt er planlagt og tilrettelagt for både børn og voksne, og man kan spørge sig selv, hvor man snart kan søge hen for at opleve det uplanlagte. Og er det overhovedet muligt at planlægge det uplanlagte?

Nuvel. Som barn oplever vi byen anderledes, vi registrerer detaljer, lyde og lugte på en anden måde, men alligevel frygter jeg, at flere af de nye byområder i Aarhus og de bygninger, der skyder op, med tiden blot vil styrte ned i en ensartet bunke af form uden fortælling.

Når jeg besøger Aarhus i dag, er det med børn på bagsædet og en lunken rest færgekaffe på forsædet. Molslinjen er, i det der, for alle, blev verdens længste vinter, flyttet ind på den nye færgeterminal på Østhavnen i Aarhus, hvor der førhen blev lagt til kaj ved det tidligere Nordhavnen – i dag Aarhus Ø. Der, hvor jeg og mine medstuderende fra Arkitektskolen søgte hen, når projektet eller kæresterne blev for frustrerende. Et sted i byen med et kæmpe potentiale, men også et sted, hvor man bliver lidt træt, allerede inden man rigtig er ankommet til byen.

Det samme gør sig sikkert gældende i mange andre byer. Det er ikke nødvendigvis Aarhus, den er gal med. Mine erindringer smuldrer og bliver sikkert også mere romantiseret, jo flere fødselsdage jeg holder, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at byens noder har ændret sig og er blevet en monoton ballade, som ingen rigtig har lyst til at sætte på repeat. Det kunne være rart, hvis de voksne turde sætte en anden plade på.