Kritisk klumme: Tilbage i hulens og staldens varme

Før nedlukningen var jeg på KADK-biblioteket og bladrede gennem nyankomne arkitekturudgivelser. Efter et stykke tid blev jeg grebet af tvivl. Var jeg fejlagtigt havnet i sektionen for ‘vernakulær arkitektur’? Meget af det, jeg så, lignede noget fra Frilandsmuseets katalog.

En af sideeffekterne ved bæredygtighedens indtog i arkitekturen har været arkitekters og akademikeres genopdagelse af de traditionelle, mere ‘naturlige’, mindre CO₂-belastende byggeteknikker. Stampet ler, bindingsværk, stråtage, tangtage etc. fylder udstillinger og publikationer.

Italo Calvino satte lethed først i sin posthume bog Six Memos for the Next Millennium fra 1998. Men her, i det efterfølgende årtusinde, ser tingene tunge ud. Middelalderbondehuset swinger igen, eller swinger stadig. Misforstå mig ikke: Jeg elsker den danske bondegård, med dens bindingsværk, stråtag og det hele, lige så meget som alle andre. Men hvis dette er ‘The Shape of Things to Come’,[1] så synes jeg, det ligger i den tunge ende af charmerende.

Vores atmosfære har for meget CO₂, og vores fag er blevet mere puritansk. Intet nyt her, arkitekturen synger indimellem en Mea culpa fyldt med nostalgi efter renere, mere uskyldige tider. Denne reformistiske iver er en længsel efter et præindustrielt Arcadia, efter Abbed Laugiers hytte,[2] efter den danske bondegård. Ud over en forsoning med miljøsynderne ønsker vi at genlære alt. Fra begyndelsen. Ligesom uskyldige, ædle vilde vil vi genstarte med træ og ler og genlære vores forfædres byggeskik, gå distancen igen fra f.eks. forspændt beton til lersten. Sidste gang det skete, i 1970erne, var Bruno Zevi hurtig til at diagnosticere arkæismen som et tillidstab til den teknologiske fremgang.[3]

Der er ingen tvivl om, at nutidens tektoniske nostalgi har mange positive aspekter. Et åbenlyst, men vigtigt aspekt er, at traditionelt byggeri per se var godt byggeri, konstant forbedret af ændrede behov og tidens gang.

Men stadigvæk, som skeptiker, synes jeg ikke, det er forhastet at pege på nogle faresignaler:

Efter min mening bør traditionen være vores daglige brød, men det skal fordøjes. Jeg forstår godt Valéry, når han i sine notesbøger skriver: “Jeg kan ikke lide de primitive i ikke-primitive tider, deres kunstige afmagt.”[4]

Jeg bemærker også en forsømmelse af arkitekturens helhed. Et element (væg, tag, søjle), en detalje, et materiale er nok til at definere og tage pladsen for hele bygningen, udstillingen eller den akademiske afhandling. Med denne tektoniske ‘autisme’ kan det typologiske, kontekstuelle, arkitekturens egen historie, komme til at fremstå sekundært.

Direkte relateret hertil er fristelsen til specialisering. For hvis vi mister helheden af syne, kommer specialisterne marcherende ind, det være sig ingeniører eller apostlene af en given teknik (som f.eks. stampet ler).

Denne nye arkæisme kan tilmed fjerne os yderligere fra arkitekturen som kunstart. Eftersom traditionel arkitektur var anonym, ‘arkitektur uden arkitekter’, betyder nutidens primitivisme måske, at der ikke længere er plads til auteuren. Vi, ‘folket’, gør det sammen, og arkitekturen bliver da til en folkelig indsats, som nogle politikere og arkitekturorganisationer gerne vil have det.

Jeg aner nationalismens spøgelse. En insisteren på det meget lokale, ‘vores eget’, det være sig en teknik eller et materiale, er et defensivt første øjeblik i den nationalistiske trosbekendelse.

Jeg har allerede spottet nogle tegnestuer med ordene Archaic, Local, Folk, Rural i deres navn. Hvorfor ikke Neanderthalensis? Vi er langt fra den universelle, galaktiske klang af Superstudio eller Archigram. Æoner fra. Vi er hjemme igen. Tilbage i hulen og staldens varme.