Kritisk klumme: Uden for fællesskabets varme

Jo mere subtilt og diskret et arkitektonisk værk er – med få og nænsomme kunstneriske virkemidler – jo mere sårbart er det. 

Nogle bygninger udfordrer os næppe, men en dag stopper vi op for at nyde noget, som man kunne kalde nærvær eller karakter, i mangel af bedre ord. Vi smiler taknemmeligt, mens vi tager et billede med vores mobiltelefon.

På Maglemosevej 15-47 i Charlottenlund finder vi et ensemble af rækkehuse, der tilhører denne sjældne type af bygninger. Sjældnere måske i dag – denne blanding af diskretion og raffinement – end da de blev bygget i 1940erne.

De 21 huse langs Maglemosevej er samlet i seks bygningsblokke, og hver blok, bestående af tre huse, rykker sig 2,5 meter frem eller tilbage i forhold til den næste. En bugtende række hen ad den lange lige gade.

Det første, der vækker vores nysgerrighed, er husenes tvetydige grænser. Der er faktisk ingen fysisk adskillelse, men én fælles forhave, den ærkeamerikanske front lawn, et sted at samles med sine naboer, modsat den private baghave. Forhaven kunne frit have nået fortovet, hvis den høje hæk, der er rejst i de senere år, ellers ville tillade det. Kun de karakteristiske klare bånd malet over murstenen, som minder os om modernistiske pakhuse og lignende konstruktioner med blotlagt struktur, afslører, hvortil grænserne går for hvert enkelt hus. 

Den glæde, jeg har følt ved at kigge på disse huse, er i de senere år blevet til angst. Der er en særlig detalje, vidnesbyrd om en æra og dens forhåbninger om modernitet, som efter min mening peger på husenes arkitekt, Mogens Lassen, nemlig den bølgende betonbaldakin over indgangsdøren. Dette mesterlige ‘næsten ingenting’, legende og abstrakt, erstattes hus efter hus, år efter år, af et mørkt trævedhæng, en lille klodset kube med eget ovenlysvindue.

Væk er den nådige baldakin. At pladsen vundet i dette nye vindfang er minimal, at fordøren nu er faretruende tæt på det sidste trin, og at køkkenvinduerne er dømt til mørke, er åbenbart lige meget for de nuværende ejere. Og jeg vil ikke her gå ind i det åbenlyse esoteriske spørgsmål om proportioner, som de synes ude af stand til at se. Den tilføjede sorte kube forpligter trappen til at rykke frem mod gaden, hvorved den skærer forhaven op, den som skulle have været åben, fælles og sammenhængende. Måske tror man, at gentagelse af nonsens, eller nonsens begået i fællesskab, er mindre nonsens. Det er det ikke.

De mørke kuber er sejrrigt gået frem. På det seneste har kun ét enkelt hus, Maglemosevej 32, stået imod og er forblevet tro mod Lassens design. Som den lille landsby i Asterix, belejret af hele Romerriget. Lige dér pinliggøres ‘vindfang-sammensværgelsen’ af det sidste hus med dets modige nøgne sandhed. 

Nogle gange har jeg under mine gåture tænkt på at banke på denne sidste dør og smelte sammen i et solidarisk kram med ejerne for at fortælle dem, at de ikke er alene, at deres stædighed har en kæmpe eksemplarisk værdi. Men ak! For sent: Ude af stand til at modstå presset fra det mørke broderskab blev modstandshuset solgt forleden. Opmålinger til en sidste sort kube/kiste i gaden er ved at blive foretaget. Slagsmålet har været ulige: Dissidenter har ikke en chance i fællesskabets varme favn.