ANNONCE

Maglemosevej 15-47, Charlottenlund. Tegnet af Mogens Lassen, opført 1943. Vist i Arkitekten 04/1945.
Kritisk klumme

Nathan Romero Muelas

Arkitekt MAA

Jo mere subtilt og diskret et arkitektonisk værk er – med få og nænsomme kunstneriske virkemidler – jo mere sårbart er det. 

Nogle bygninger udfordrer os næppe, men en dag stopper vi op for at nyde noget, som man kunne kalde nærvær eller karakter, i mangel af bedre ord. Vi smiler taknemmeligt, mens vi tager et billede med vores mobiltelefon.

På Maglemosevej 15-47 i Charlottenlund finder vi et ensemble af rækkehuse, der tilhører denne sjældne type af bygninger. Sjældnere måske i dag – denne blanding af diskretion og raffinement – end da de blev bygget i 1940erne.

De 21 huse langs Maglemosevej er samlet i seks bygningsblokke, og hver blok, bestående af tre huse, rykker sig 2,5 meter frem eller tilbage i forhold til den næste. En bugtende række hen ad den lange lige gade.

Det første, der vækker vores nysgerrighed, er husenes tvetydige grænser. Der er faktisk ingen fysisk adskillelse, men én fælles forhave, den ærkeamerikanske front lawn, et sted at samles med sine naboer, modsat den private baghave. Forhaven kunne frit have nået fortovet, hvis den høje hæk, der er rejst i de senere år, ellers ville tillade det. Kun de karakteristiske klare bånd malet over murstenen, som minder os om modernistiske pakhuse og lignende konstruktioner med blotlagt struktur, afslører, hvortil grænserne går for hvert enkelt hus. 

Den glæde, jeg har følt ved at kigge på disse huse, er i de senere år blevet til angst. Der er en særlig detalje, vidnesbyrd om en æra og dens forhåbninger om modernitet, som efter min mening peger på husenes arkitekt, Mogens Lassen, nemlig den bølgende betonbaldakin over indgangsdøren. Dette mesterlige ‘næsten ingenting’, legende og abstrakt, erstattes hus efter hus, år efter år, af et mørkt trævedhæng, en lille klodset kube med eget ovenlysvindue.

Væk er den nådige baldakin. At pladsen vundet i dette nye vindfang er minimal, at fordøren nu er faretruende tæt på det sidste trin, og at køkkenvinduerne er dømt til mørke, er åbenbart lige meget for de nuværende ejere. Og jeg vil ikke her gå ind i det åbenlyse esoteriske spørgsmål om proportioner, som de synes ude af stand til at se. Den tilføjede sorte kube forpligter trappen til at rykke frem mod gaden, hvorved den skærer forhaven op, den som skulle have været åben, fælles og sammenhængende. Måske tror man, at gentagelse af nonsens, eller nonsens begået i fællesskab, er mindre nonsens. Det er det ikke.

De mørke kuber er sejrrigt gået frem. På det seneste har kun ét enkelt hus, Maglemosevej 32, stået imod og er forblevet tro mod Lassens design. Som den lille landsby i Asterix, belejret af hele Romerriget. Lige dér pinliggøres ‘vindfang-sammensværgelsen’ af det sidste hus med dets modige nøgne sandhed. 

Nogle gange har jeg under mine gåture tænkt på at banke på denne sidste dør og smelte sammen i et solidarisk kram med ejerne for at fortælle dem, at de ikke er alene, at deres stædighed har en kæmpe eksemplarisk værdi. Men ak! For sent: Ude af stand til at modstå presset fra det mørke broderskab blev modstandshuset solgt forleden. Opmålinger til en sidste sort kube/kiste i gaden er ved at blive foretaget. Slagsmålet har været ulige: Dissidenter har ikke en chance i fællesskabets varme favn.

Kritisk klumme

Nathan Romero Muelas

Arkitekt MAA

Arkitektens klummer

Klummerne skrives af et redaktionelt udvalgt panel af skribenter. Klummisterne vælger selv emne, og indholdet står for deres egen regning. Red.

Oversættelse

Oversat fra spansk af Mette Skov.

Udgivelse

Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 03/2023.

Berigtigelse - Vindfang

Det var Mogens Lassen selv, der tegnede vindfang til rækkehusene på Maglemosevej! I sin kritiske klumme i Arkitekten 3/2023 skriver arkitekt MAA Nathan Romero Muelas negativt om vindfangene, som blandt andet tager livet af de smukke betonbaldakiner. Hvad de tydeligvis også gør.

Arkitekt MAA Jan Knudsen gør opmærksom på følgende:
”En ejer af et af rækkehusene anmodede i 1960 Mogens Lassen om at tegne et vindfang til sit rækkehus. Flere af vindfangene er i øvrigt forsynet med en ovenlyskuppel, en væsentlig detalje Mogens Lassen lagde afstand til. Efter arkitektens opfattelse gav lyset fra ovenlyskuplen et sært aftegnet og grimt lys på facade”.

Jan Knudsen har i sin henvendelse til redaktionen vedlagt kopi af byggesagen fra hvilken vedlagte illustration i bunden af artiklen stammer.

ANNONCE

Maglemosevej 15-47, Charlottenlund. Tegnet af Mogens Lassen, opført 1943. Vist i Arkitekten 04/1945.
Foto: Nathan Romero Muelas
maglemosevej mogens lassen tegning fra byggesagsarkiv
Vindfang til Maglemosevej 21 tegnet af Mogens Lassen. Tegning fra byggesagen, 1962.