ANNONCE
Kulturmiljøer – udvikling eller afvikling?
Med teater, popcorn, radiobiler og karrusel er Orla Frøsnapperland et nyt bud på Frilandsmuseets ønske om at blive en publikumsbasker.
Sara Ettrup
Arkitekt MAA, ansat hos Vandkunsten og underviser på Det Kongelige Akademi.
Vores kulturmiljøer har trange kår for tiden; der bliver revet ned, solgt fra og i sidste ende solgt ud.
Det er der ikke noget nyt i, og eksempelsamlingen af kulturarv med ændrede vilkår og muligheder ser ikke ud til at blive tyndere. Slagtergårdene og miljøet omkring Astrid Noacks atelier er revet ned til fordel for moderne metervareboliger. I det forgange år lukkede Brede Værk (se Arkitekten 10/18), og Rådvad Knivfabrik blev solgt af Freja Ejendomme. Forskellige ejerforhold, forskellige typologier, forskellige interesser. Fælles for dem er, at de repræsenterer helt unikke miljøer, der gennem deres funktionelle arkitektur, uderum og nære landskab er vidnesbyrd om vores samfund, vores kultur, vores udviklingshistorie. Vidnesbyrd, der med deres særlige stemning kan berige vores omgivelser, transformeres til andet, fortættes, udbygges og derved potentielt skabe nye unikke miljøer, fremfor at blive revet ned eller ombygget til ukendelighed. Ved at værne om dem tvinges vi til at forholde os til historiens tilstedeværelse og udfordres naturligt som bygherrer og rådgivere i vores fysiske svar på, hvordan man arbejder i og med eksisterende og særlige rammer. Ideelt set, men det kræver noget. Der er heldigvis mange fine eksempler på lykkelige transformationer. Maltfabrikken i Ebeltoft har i de seneste år gennemgået en massiv omgang og tegner sig yderst lovende både æstetisk, funktionelt og strukturelt som et nyt mødested mellem mennesker, aktiviteter, fagligheder og forskellige tiders byggeskik og arkitektur.
Andre kulturmiljøer er til gengæld så unikke og vigtige for vores arv, at den transformation, der naturligt vil ske, når ejerskabet går fra statslige til private hænder, efter min mening er yderst diskutabel. Selvom der formentlig er tilknyttet alverdens lovgivning og bevaringsplaner til salgene, tror jeg på sigt, at netop den helhed, der er kendetegnende for kulturmiljøerne, vil være vanskelig at opretholde. Helheden ligger, i denne type bebyggelser, ikke kun i selve arkitekturen, men i de mellemliggende rumligheder og mødet med omverdenen. Nye ejerforhold og personlige præferencer vil ændre bebyggelserne markant fra at være vores alle sammens til at blive et deres. Fra offentlige til private rum. Jeg begriber ikke, at vi ikke politisk prioriterer, at staten fortsat varetager, vedligeholder og vitaliserer disse helt særlige kulturmiljøer på alles vegne? Brede Værk er historien om industrialiseringen og kimen til vores moderne verden samlet i helt unikke rammer, der gennem bygningernes funktioner skildrer samtidens vilkår. At udstillingen og værket ikke var nok besøgt, tror jeg handler om uforudsigelige åbningstider og ikke nok markedsføring. Og selvfølgelig koster det, men er vi ikke rige nok til at værne om og bruge vores kultur? Jeg håber inderligt, at Værket bliver på statens hænder, og at Tornerosesøvnen reduceres til en lur.
Der er faktisk et sted, hvor kulturmiljøer kommer på pension eller rettere får evigt liv til glæde for os i nutiden og dem i fremtiden. På Frilandsmuseet står omkring 100 bygninger, der sirligt gennem 120 år er blevet pakket ned i kasser med numre på hver enkelt bygningsdel for at blive genopført på det byggedes evige jagtmarker. Frilandsmuseet blev på initiativ af Bernhard Olsen tilbage i slutningen af 1800-tallet grundlagt med visionen om at samle landets byggede og groede landbokultur fra øst til vest og nord til syd. På 12 tønder land ved Brede samler man fortsat udvalgte bygninger fra landets egne og placerer dem i deres nye landskab. Konceptet, at fjerne et sted fra dets rødder for at kunne bevare, er på mange måder en absurd konstruktion fuld af diskrepanser. Bygningerne tages ud af deres landskabelige og byggede kontekst for at dumpe ned på ukendt jord. Men pensionisternes ‘nye’ kontekst udvælges nøje, så den fremmede topografi bedst muligt understøtter den oprindelige egns, ofte af naturen dikterede, byggeskik. Læsøgården ligger eksempelvis i det åbne hedelandskab, Hallandsgården i den kuperede ådal, og Pottemagernes hus indgår i den mere bytypologiske og fortættede del af museet, hvor de forskellige husmandssteder og gårde er groet sammen i en ny og efterhånden lige så forankret sammenhæng.
Der føjer sig hele tiden nyt til Frilandsmuseet – Andelsbyen med købmandsbutik og forsamlingshus beskriver endnu et kapitel i vores udviklingshistorie. Måske ender den indfødte højskole, der i dag bruges til materiel, med at blive indlemmet i fællesskabet som en oplagt fortællerstemme.
‘Omprioriteringsbidraget’ fra 2016, hvor statslige kultur- og uddannelsesinstitutioner skal spare 2% om året, har sat sine spor. Det ses tydeligt i den manglende pleje af haveanlæggene, der understøtter bygningernes landing og har hjulpet dem med at slå rødder. De historiske haver har dybest set lige så stor betydning som de bebyggelser, de danner sokkel for, for formidlingen af den pågældende samtids skik og brug og ikke mindst for oplevelsen af stedet. Læser man på museets hjemmeside, er der detaljerede beskrivelser af havernes forskellige sammensætning af træer, blomster, planter, rum og funktioner, alt efter hvilket hus de hører til. Desværre går det groede forfald hurtigt, og de før så sirligt plejede buksbomhække, staudebede, urtehaver og grusstier gror til i ukrudt.
Frilandsmuseets sidst ankomne tiltag har ikke sin oprindelse i den byggede kulturarv, men i den litterære. Ole Lund Kirkegaards univers er samlet i “Orla Frøsnapperbyen” hvor Stationsbyen og mere flygtige kulisser danner ramme om løjerne. Med teater, popcorn, radiobiler og karrusel er det et nyt bud på museets kulturformidling og ønske om at blive publikumsbasker med referencer til “Astrid Lindgrens Verden”. At dømme efter havernes tilstand, er det her museet prioriterer sine midler i kampen for overlevelse. Selvom Frøsnapperen umiddelbart virker som en temmelig ‘ene og alene stork’ i museets ellers velintegrerede og gennemarbejdede kulturmiljøer, er det måske et wise move…
Især hvis candyfloss-strategien er, at det, der bliver tjent på karrusellen, kommer den gyngende kulturarv til gode i sidste ende. Og i bedste fald Brede Værks genopstandelse…
Sara Ettrup
Arkitekt MAA, ansat hos Vandkunsten og underviser på Det Kongelige Akademi.
ANNONCE