Kunsten Aalborg

Alvar Aalto vandt sammen med sin hustru, Elissa, og den danske arkitekt Jean-Jacques Baruël konkurrencen om opførelsen af Nordjyllands Kunstmuseum i 1958. Baruël havde som nyuddannet arkitekt arbejdet en årrække (1948-54) som nær medarbejder hos Aalto i Helsinki, men var, til læremesterens fortrydelse, taget tilbage til Danmark for at arbejde som selvstændig arkitekt. Men Baruël foreslog Alvar Aalto, at de sammen skulle deltage i konkurrencen om Nordjyllands Kunstmuseum.

Aalto havde masser af ideer til projektet, men kunne ikke afse tid til at tage til Danmark, så Baruël tog i stedet til Helsinki nogle dage, hvor de sammen med Elissa Aalto skitserede på projektets hovedanslag. Hun og Baruël færdiggjorde senere konkurrenceprojektet i København (Göran Schildt: Alvar Aalto: The Mature Years). Med 144 indkomne forslag var det den hidtil største nordiske arkitektkonkurrence, og kvaliteten var ifølge den ene af konkurrencens to fagdommere, professor Kay Fisker, “usædvanlig høj” – så høj, at der “ikke … mange andre steder i verden vil kunne fremvises et så højt gennemsnitsniveau og samtidig med så personligt individuelt særpræg.” (Arkitekten 1958, s. 193). Bedømmelsesudvalget blev dog hurtigt enige om, at “et enkelt projekt hævede sig stærkt op over de øvrige”, og hæftede sig især ved tre faktorer: placeringen på grunden, hovedplanen og belysningsforholdene.

Det nye projekt

Fra sin horisontale, marmorbeklædte base hæver museumsbygningen Aalborg sig monumentalt op af den kunstige dalsænkning og danner med sine trappepyramidale glasfacader en smuk kontrast til de bagvedliggende, bøgetræsbevoksede skråninger. Lysende hvid og spejlende står det godt fyrre år gamle museum. Men ikke kun facadebeklædningen er blevet skiftet og indmaden frisket op; der er også foretaget funktionelle ændringer og udvidelser af huset, så det kan honorere nutidens udstillingsbehov og museumskrav, som har ændret sig betydeligt, siden museet blev indviet i 1972.

Sine store kvaliteter til trods skrev redaktør Poul Erik Skriver allerede dengang i Arkitektur, at huset “ved en hel aktuel vurdering kan forekomme som en anakronisme” (Arkitektur nr. 5, 1972, s. 181). Han begrundede det med, at der var sket meget i museumsverdenen på de 14 år, der var gået, siden konkurrencen var blevet afgjort, og at nye, mere dynamiske udstillingsformater var kommet til.

Nu har ERIK arkitekter og Transform i hvert fald opdateret museet, der blev fredet i 1995, så det også er egnet til nutidens udstillingsformater. Og det er gjort i stor respekt for Aaltos og Baruëls oprindelige arkitektur, der er præget af gedigne materialer, høj håndværksmæssig standard, taktil fornemmelse og forskudte planer horisontalt som vertikalt. En arkitektur, der umiddelbart kan forekomme enkel og ligetil, men ved nærmere øjesyn er fyldt med bevidste kontraster. Eksempelvis mellem geometriske og organiske former, hårdt og blødt, blankt og mat, dags- og kunstlys.

Diskrete forandringer

Udvendigt er den kun godt 40 år gamle, men medtagede Carrara-marmor blevet skiftet ud med en mere holdbar, og facaderne fremstår nu lysende hvide og skarpt markerede. Facadeudskiftningen er et kapitel for sig: inden opsætningen er hver enkelt marmorplade blevet affotograferet og nummereret – og flyttet rundt med på tegnestuen, til man fandt det rette samspil og den rette balance i facaden. På den måde blev det nøje fastlagt på forhånd, hvor den enkelte plade skulle placeres.

I stueetagen er det oprindelige publikumsflow bevaret med rundgang omkring den store højloftede sal og udstillingsrum udenom, som dermed ikke forstyrres af gennemgående publikumstrafik. Dette flow er forstærket med en ny trappe midt i bygningen ned til et ligeledes nyetableret rum til særudstillinger i parterreetagen. Det er placeret der, hvor museet oprindeligt havde depot. Det 750 kvm store, fleksible rum uden dagslys kan indrettes efter behov og er eksempelvis velegnet til grafik samt til installations- og videokunst og andre nutidige kunstformer.

Det mørke, kunstoplyste udstillingsrum i parterret kontrasterer den hvide, lyse stueetage, hvor dagslys stadig strømmer ind fra oven, og i flere rum rammer de nedhængende reflektorer, der med deres skulpturelle, konkave former kontrasterer de rektangulære udstillingsrum.

Selv om det er svært af få øje på, er der her sket store tekniske forandringer, for at museet kan leve op til nutidens krav. Eksempelvis er alt glas udskiftet og erstattet med nye solafskærmende glas, alle oprindelige lysarmaturer er blevet forsynet med kraftigere lyskilder og suppleret med nye. Moderne systemer til styring af ventilation, temperatur og luftfugtighed er diskret indpasset; det samme gælder brand- og tyverisikring. Forbedringer, der fremover giver museet mulighed for at kuratere de helt store navne.

Ved hovedindgangen i stueetagen, hvor administrationen oprindeligt var placeret, er der etableret en museumsbutik. To store nye døre, helt i stil med etagens øvrige døre, fører ind til butikken. Ved siden af butikken er en lille sal, der oprindeligt var tænkt til kammermusik, omdannet til en blanding af pauserum og bibliotek. I selve foyeren er billetsalget blevet forsynet med en blødt afrundet marmorskranke, og garderobefaciliteterne er blevet moderniseret, men med dele af de oprindelige garderobeskabe inkorporeret. I det hele taget er alle ændringer i stueetagen gennemført så diskret, at de er svære umiddelbart at få øje på.

Markant fornyelse

I parterre og kælder har arkitekterne derimod sat deres tydelige, nutidige præg. Især i det nye udstillingsrum, der har et anderledes råt udtryk end salene i stueetagen; i stedet for lyse marmorgulve er her valgt et mørkt, slebet betongulv, lofterne er beklædt med sorte Troltekt-plader, kun vægge samt betonsøjler og -dragere står hvide. Nyudviklede loftspots giver mulighed for at skabe et rektangulært lysfelt, der holder sig inden for det enkelte billedes ramme, hvilket på afstand giver en fornemmelse af, at billederne lyser. Nogle enkelte trappetrin skråt gennem rummet markerer overgangen mellem den oprindelige museumsbygning og en tilbygning fra 1980erne.

Uden om det nye udstillingsrum er placeret funktioner, som kræver dagslys. Administrationen er således flyttet til det sydlige hjørne af parterreetagen, mens der mod nordvest er blevet plads til en udvidelse af museets café, der ligger med fin udsigt til den store skulpturhave. En nyanlagt terrasse foran cafeen er tænkt til udeservering om sommeren. Det er derfor et minus, at der ikke er blevet etableret direkte adgang fra cafeen til terrassen og skulpturparken. Her havde det været oplagt at omdanne et af de eksisterende vinduesfag i cafeen til en dobbeltdør, så man havde skabt direkte forbindelse mellem inde og ud. En løsning, som Kulturstyrelsen, der har ansvar for det fredede museum, desværre ikke ville acceptere. Denne detalje ændrer dog ikke ved, at arkitekterne fremhæver samarbejdet med både Kulturstyrelsen og museet som særdeles frugtbart og afgørende for det endelige resultat.

Udvidelser

En ny tilbygning på 300 kvm i parterreetagens nordvestlige hjørne holder sig inden for den eksisterende facadelinje, og den nye facade er – helt i overensstemmelse med Aalto og Baruëls oprindelige princip – placeret fri af betonsøjlerne, så hele museet fortsat fremstår svævende. I tilbygningen er placeret værkstedsfaciliteter samt et område til modtagelse og aflevering af kunstværker og andet materiale.

Under jorden er der etableret nye toiletter, hvor der er leget lystigt med spejleffekter samt blå og hvide klinker. I kælderniveau er der også udvidet med en ny, stor tilbygning, som giver en masse kvadratmeter til depot og teknik.

Helhed af gammelt og nyt

Selv om det i høj grad var Baruël, der tegnede Nordjyllands Kunstmuseum, er det umiskendeligt den lyriske og humane modernisme, som dominerede Aaltos arkitektur op gennem 1950erne, der præger museet. En sanselig og kompleks arkitektur, fyldt med kontraster, skulpturelle former og fine, gennemarbejdede detaljer, med åbenhed og et væld af lys.

I forbindelse med fornyelsen har ERIK arkitekter og Transform valgt at underordne sig og på alle måder respektere Aaltos og Baruëls oprindelige arkitektur. Udefra og i stueplan er det som nævnt svært at få øje på de alligevel forholdsvis mange ændringer, der er foretaget. Her er det ikke mindst den fine fornemmelse, som ERIK arkitekter har for restaurering, der kommer til sin ret. Transforms deltagelse er tydeligere i parterreetagen, hvor arkitekterne har sat et markant fingeraftryk og skabt en klar, nutidig kontrast til det oprindelige – med et enkelt, næsten spartansk, men også fint forarbejdet rum, der er lukket og mørkt i forhold til stueetagen.

Kunsten er på bedste vis ført up to date – med stor respekt for et ikonisk stykke arkitektur, men samtidig med markante ændringer og forbedringer, der ikke forstyrrer, men snarere fremmer Aalto og Baruëls oprindelige anslag. Et overbevisende fornyelsesprojekt, hvor gammelt og nyt går op i en højere enhed.

Leif Leer Sørensen er ph.d., arkitekt MAA og kommunikationschef ved Arkitektskolen Aarhus

Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 6, juni 2016.