Lavastrømme af legesyghed

Citation frem for konvention

For det meste handler det om at eksperimentere sig væk fra det gængse formkatalog, hvilket synes at være en central ambition for Cook. Ved ferniseringen udtrykte en veloplagt Cook selv, at han var “a quotationist”, hvortil jeg spurgte, om denne tilbøjelighed mest stammede fra hans beaux-arts-uddannelse, fra hans møde med Swinging London eller fra postmodernismen. Cook afsvor alle disse impulser, ligesom i øvrigt enhver teoretisk underbygning (“I’m a joke academic”), uden at give et klart svar. Men tilbage står, at Cooks sære konstruktioner formår at nulstille hævdvundne konventioner i omgangen med bygningskunsten, hvilket er noget af en bedrift, når man tænker på modernismens, og især Le Corbu­siers, umådeligt levedygtige status som blind passager i talrige værker af Cooks samtidige. Og især er det bemærkelsesværdigt, at Cook, hvis Instant City in a Field (1968) er en hyldest til popkulturens kulørte reklameverden, også navigerer helt uden om den venturiske postmodernisme, som ellers har samme rod i den Sunset Boulevard, som Cook selv sendte en venlig tanke i sin åbningstale.

Her spiller det nok en ikke uvæsentlig rolle, at Cooks fantasier altid er og har været møntet på en mobil, processuel letvægtsarkitektur uden et forpligtende værkbegreb, mens mange af de egentlige postmodernister faktisk endte med at befæste værket og dets modsætningsfuldhed som arkitekturens primære opgave. Man kan kun begræde, at projektet med størst værkkarakter, de ranke Oslo Towers (1984), som forener fyrtårn med babelstårn og orden med opløsning, var for meget forud for sin tid til åbenbart at blive taget alvorligt.

Landskabet tager over

Det processuelle er en berøringsflade mellem både land og by, og Cooks arkitekturfantasier siden 1970erne viser en dimension af hans værk, som ikke er åbenbar i Archigram-tiden, nemlig at naturen både er nærværende og sågar jævnligt truer med at omstyrte de storladne tektoniske visioner. Man kan endda sige, at naturen vokser i betydning, efterhånden som hans produktion skrider frem over tid.

Alle de økologiske temaer, som mere end nogen­sinde har indtaget forreste geled i nutidens arkitekturforståelse, er til stede hos Cook: Gunge og Sponge (1977) tematiserer en bygnings fænomenologiske ‘opløselighed’ og evne til hamskifte, men i lige så høj grad brugen af affaldsmaterialer. Via Arcadia (1976-78) undersøger Cook forskellige livsformer og bosætningstyper og indskriver dem i varierende tæthedsgrader og formationer. Projektet har lighedstræk med collagefantasien Exodus, or the Voluntary Prisoners of Architecture (1972) af Rem Koolhaas m.fl., men det uopdyrkede landskab fylder mere hos Cook. For en arkitekt som Koolhaas eksisterer naturen ikke i egen ret, kun som et syntetisk erstatningsprodukt, mens Cook lader til at være en større romantiker i sin fremstilling af selvsamme. Det samme gælder, når den engelske arkitekt helt forbigår avantgardeteknikker som collage og montage.

Endelig er det et scoop, at Louisiana også har revet Cooks allerseneste frembringelser ud af hånden på ham og sat dem i glas og ramme og dermed fået det seneste kapitel med, nemlig pandemiens. Værket Tough Landscape – Friendly Forest (2021) er helt renset for arkitektur og struktur – eller er det? – for som et gestaltpsykologisk drilleri skal der zoom til for at kunne skelne eksakt mellem naturligt og kunstigt i det psykedeliske landskab set fra oven. Opløsningen af civilisationen i stiliserede lavastrømme af ubestemmelige skær er næsten en logisk kulmination, for mens Cooks tegninger aldrig er skitseprægede, er det motiviske indhold altid fragmenteret.

Et kontrolleret blik fra oven

Hvad skaber den stilistiske sammenhæng på tværs af så lang tid, kan man spørge. Det gør netop blikket fra oven, for bortset fra Instant City-bidraget og en mindre overbevisende serie fra Toscana (Tuscan Hilltop Town, 2019) er den perspektiviske fremstillingsform bandlyst. De foretrukne repræsentationsformer er aksonometri og (længde)snit. Aksonometrien forlener tillige mange af billederne med en uvirkelig computerspilsatmosfære. Samtidig er vi aldrig tæt på, aldrig konfronteret med et gaderum eller en detalje, men altid højt hævet over jorden. På den ene side er der dermed en løssluppen sanselighed over hele Cooks surreelle billedverden af arkitektoniske vækster, mens projektet samtidig er langt fra at kunne kaldes fænomenologisk. Som ‘indbygger’ i fantasierne er man helt og holdent underkastet Cooks vision, omend medbestemmelse er en central præmis for de fiktive konstruktioner. Men denne præmis er mere af teknologisk end af sociologisk art.

Cooks afsmag for postmodernismen viser sig altså at holde stik, for centrale dele af modernismens program lever uantastet videre i hans auteur-tilgang til arkitekturen, blot er teknologien radikaliseret. I den frapperende serie Urban Mark (1972) ses således en symmetrisk megastruktur under opbygning og opløsning, men på behørig afstand og i et God’s-eye view, der ikke lader de russiske konstruktivister noget efter. Hvor rumkonstruktionen altså er betydningsbærende, gælder det ikke farveholdningen. For Cook er farven et medium, ikke et budskab – men måske alligevel en kulturel seismograf.

I øvrigt er den eneste lille anmærkning over for kurateringen, at man savner en angivelse af medium og teknik i forbindelse med billedteksterne og kataloget. De fleste værker er gouacher over tuschtegninger, evt. også på printede forlæg, men der er undtagelser, f.eks. en lille skitse i oliekridt.

Et Arkadien til efterfølgelse

Cook har vist ikke slået følge med sin landsmand (og Louisiana-veteran) David Hockney i dennes eventyr på iPad’en, og Cooks produktion bliver følgelig selv arkadisk, for så vidt som den vidner både om en tegningens guldalder og om en stoflighedens tid, som digitaliseringen ubønhørligt har forvandlet fra allemandseje til noget esoterisk. At tegne i hånden er blevet noget kontrært, en excentricitet. Men samtidig viser udstillingen, at en karriere udi bygningskunsten kan få en merbetydning uden lige alene i kraft af tegnekunstens medium, og den mulighed ligger stadig åben.

Ikke sjældent lever arkitekter eller kunstnere højt på fordums stolte bedrifter, hvilket kan være fuldt ud tilstrækkeligt, men med Cook forholder det sig så anderledes, at der ingen svækkelse overhovedet kan registreres i den kunstneriske ydeevne, tværtom. Man kan kun være taknemmelig over for Louisiana for at have fundet en mand til tiden i 85-årige Sir Peter – og især for ikke at være blevet stående ved Archigrams heroiske tid. Dette seks (snart syv) årtier lange livsværk af ubændig tegnelyst bør man ikke snyde sig selv for.