Leder: Arkitekturens omveje

Det er godt nok slemt, når der ikke er en arkitekt til stede! Det viser Ane Cortzen tydeligt i sin vedkommende og gode tv-programserie, som går ud på at finde de værste projekter, hvor alt er gået galt, og hvor arkitekten enten er koblet helt af eller kørt ud på et sidespor af ligeglade borgmestre og griske spekulanter.

I visse tilfælde er det desværre også skidt, når der ER en arkitekt til stede. Når huset er med vilje, så at sige. I Arkitekten 4/2024 taler vores klummeskribent Lauge Floris Larsen som led i føljetonen “Hvor går grænsen?” om de huse, som de etablerede tegnestuer ikke lægger ud på deres hjemmesider, men som befinder sig i en gråzone, hvor der skal tjenes penge, og hvor resultaterne ikke er blevet gode. Floris kalder dem for skyggeprojekter og efterlyser en bredere diskussion om grunden til, at det gik galt, for at vi kan lære noget til næste gang. Måske er forskellen mellem Cortzens og Floris’ huse ikke så stor.

Som afgående formand for Nykredits arkitekturprisudvalg, Dan Cornelius, sagde i sin motivationstale til Charlotte Skibsted og Erik Brandt Dam, som i maj modtog fondens årlige hæderspris: Det er ikke al god arkitektur, som er bæredygtig, og ikke al bæredygtig arkitektur, som er god. Vise ord – for der skal endnu mere til end en DGNB-certificering i diamant, for at taget løfter sig! Helt elementære spørgsmål om placering på en grund, husets planløsning, sol/skygge, facadernes proportionering og de rumlige forhold kan ikke alene besvares med “pænhed” , valg af materialer og konstruktioner, opvarmningsteknologi og ventilationssystemer.

Arkitekturen som sådan svæver over vandene og indfinder sig ad mange omveje – men det kræver, at arkitekten er til stede hele vejen igennem. Som Cortzen og Floris pointerer, og som Skibsted og Brandt Dam beviser.