Leder: De givne vilkår

Når en yngre Prince i et klip på Instagram siger: “The music industry isn’t being run by musicians”, lyder det bare som noget, enhver vidste på forhånd; bestemte former for musik gøres mere tilgængelige på musiktjenester og af pladeselskaber, men samtidig ‘lærer’ musikken at gøre sig selv mere tilgængelig. 

På samme måde finder arkitekturen hurtigt ud af, hvad dem, der sælger den videre, gerne vil have og ikke kan bruge. 

Det er naturligvis mest udbredt i de sektorer, hvor er er tale om serialitet, f.eks. etageboligbyggeri, som vi over en række udgivelser har som tema i sektion 2.  

Her er der tale om industriel produktion, men i stedet for at rynke på næsen, skulle man måske tænke på, at generationer af arkitekter og designere opfatter mange serieproducerede møbler som mesterværker.  

Det er et gammelt spørgsmål og debatemne i faget, og den strander altid på, at selve produktionsapparatet slet ikke er gearet til at gøre det samme, som finder sted under taget på en møbelfabrik: forædling, forfinelse, samlinger, som kan udføres maskinelt, osv.

Det gælder uanset, om det er alment eller privat, at den produktionshal, hvor man henter byggevarerne i dag, slet ikke byder på det samme sortiment, som de gamle haller havde på hylderne, f.eks. i begyndelsen af 1900 og i 1950erne, hvor det sublime almene blomstrede.

Men så har nutidens fabrikker noget andet! Og det muliges kunst har altid været arkitektens vilkår.

Tidsskriftet Domus bragte i 1961 en artikel af den anerkendte spanske arkitekt J.A. Coderch med titlen “Det er ikke genier vi har brug for nu”, og han skrev bl.a.: “Vi har brug for, at tusinder og atter tusinder af de arkitekter, som findes i verden, tænker mindre på Arkitektur (med stort A), på penge eller på byerne i 2000 og mere på deres metier som arkitekt.”

Coderch mente, at alle arkitekter, som tænkte i de samme baner, ville kunne bygge et godt og levende hus. På de givne vilkår.

Det er svært at være uenig.