ANNONCE

Nyborg slot. Foto: Albert Algreen-Petersen
Leder af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

For omtrent fire år siden påpegede undertegnede i en leder (02/2021) det urimelige i, at Miljø- og Fødevareklagenævnet på baggrund af fire ud af syv stemmer i december 2020, under indtryk af klager fra en række bevaringsforeninger, afgjorde, at Nyborg slotsprojekt ikke måtte realiseres. Det pinlige bestod i, at klagenævnet kun kunne beskikkes med sagkundskab inden for industri, jordforurening, grundvands- og vandforsyning, jordbrug, marine forhold, ferskvand og fødevarer. Hvad vil man helst have? Et arkitektfagligt inkompetent klagenævns spinkle afgørelse, eller hvad man har kaldt en enevældig anlægslov af dimensioner, som minder om forberedelse til et større brobyggeri? Helst ingen af delene, tak!

Må vi erindre om, at der er gennemført en anonym international arkitektkonkurrence i 2016 (se Arkitekten 06/2016), og at vejen frem i den slags processer er moderation og tilpasninger. De er delvist allerede sket, f.eks. i facaden ind mod gården – og man skal jo huske på, at Nyborg Slot siden sin oprindelse i slutningen af 1100-tallet er blevet bygget om og delvist revet ned utallige gange. Konkurrencen havde som sit grundlag en tilbageførelse til Christian III’s rekonstruktion af det firlængede borganlæg. Netop den periode tog restaureringsarkitekten Mogens Clemmensen afsæt i, da han i slutningen af 1920erne istandsatte og ombyggede slottet, som på det tidspunkt henlå delvist ruinøst og udmagret. Og det resultat har så dannet reference for den seneste restaurering, hvor arkitekterne for øvrigt flere steder også, som deres forgænger, har tilføjet æstetik, som aldrig har eksisteret før.

Mogens Clemmensens middelalder- og renæssancefantasier er åbenbart gode nok, mens planer om at genopføre det meste af Chr. III’s borganlæg i samme (tids)ånd tilsyneladende ikke dur.

Synet på gammel arkitektur kammer over i balsameringsideologi, og måden at løse problemet på tenderer magtmisbrug. Nyborg Slot er ikke et statisk mesterværk, men en permanent byggeplads, og polarisering er ikke vejen frem.  MK

 

I den kommende udgivelse af Arkitekten 10/2024 bringer vi en anmeldelse af Nyborg Slots restaurering, af Albert Algreen-Petersen.

Leder af

Martin Keiding

Chefredaktør

Arkitekt MAA

Udgivelse

Lederen bringes i Arkitekten 10/2024, der udkommer 10. december 2024.

ANNONCE