Leder: Kolos på lerfødder

Ifølge Weekendavisen (16/3/23) udskrives der i 2024 en arkitektkonkurrence om at ombygge og udvide Nationalmuseet i København. Museumsdirektør Rane Willerslev taler om det største kulturbyggeri i hovedstaden siden Operaen.

Det er en god idé at give nyt liv til det gamle museum, men måske var de 1 til 2 milliarder kroner, som projektet ifølge samme artikel skønnes at komme til at koste, bedre investeret i nybyggeri?

Diskussionen om genbrug bør vel afhænge af, om programmet overhovedet passer til huset? Nationalmuseet har længe befundet sig i en spændetrøje, både i forhold til de forhåndenværende rum og bygninger, men vel også bedømt ud fra placeringen. Turisterne kommer ikke, har det lydt længe. Måske er det, fordi besøgshavet er rødt, med f.eks. Tivoli, Krigsmuseet, Thorvaldsen og Glyptoteket lige om hjørnet? 

Selvom interesseorganisationen Københavns Kulturkvarters arbejde med at skabe mere liv mellem museerne i området er helt legitimt, er det et faktum, at København ekspanderer. I stedet for at sænke et volumen med operaambitioner ned i en bryllupskage af rokoko, nyklassicisme og senmodernisme forekommer det mere ambitiøst at bygge et nyt CO₂-neutralt museum et sted, hvor der er god plads. Nicolai Eigtveds oprindelige Prinsens Palæ (1744) lyser op arkitektonisk, Mogens Clemmensens næsten fordoblende udvidelse, med bl.a. den markante kolonnade langs Stormgade, fra 1936, blev aldrig populær på det modernistiske parnas, og Gehrdt Bornebuschs store forandringer fra 1992 er næppe et kanonværk. Men i dag bør vi anerkende den arkitektoniske kulturarvshistorie på stedet og se mere overordnet på hele området, som strækker sig fra Stormgade og ned til BLOX. Kan den bydel egentlig tåle en ny kolos?