Leder: Kunst i knibe

På Det Kongelige Akademi har de designstuderende fået nok af det, de kalder overfladisk akademisering og konsulentuddannelse (Politiken 23/2 22). Der er for lidt tid til materialelære og studier i formgivning, siger man.

Design- og arkitektuddannelsen skal selvfølgelig løfte det formgivningsmæssige ind i en samtale om kunstneriske spørgsmål og kritisk tænkning. Bringe stoffet ind i en større sammenhæng. Men problemstillingen er muligvis, at det universitære system synes at konkurrere med den kunstakademiske læringsproces.   

“Evaluerings- og evidensbranchen er i vækst. Hvor evalueringerne er tilbageskuende og udtrykker mistillid til, at det, vi foretog os, var godt nok, fungerer evidenskørslerne snarere som definitive lukninger af munden på potentielle kritikere.” 

Det skriver Steen Nepper Larsen i sin netop udgivne bog Evalueringsfeber og evidensjagt med undertitlen kritiske essays til forsvar for fagligheden (Samfundslitteratur, 2022). Ledelser og studerende synes at være gidsler i et større spil, og måske er ‘evalueringsbranchen’, som Nepper Larsen taler om, med til at skabe en polarisering mellem faglighed og akademisering?

I 1970erne krævede de dominerende studentergrupper på arkitektskolen i København fokus på politik og overordnet planlægning i undervisningen. Studerende og afdelinger, som interesserede sig for møbeldesign og arkitektonisk formgivning, blev mistænkeliggjort og anset for at være småborgerlige og reaktionære. Det sociale blev sat over det æstetiske ud fra en forestilling om, at man ikke både kunne kæmpe for bedre vilkår i samfundet og tegne en smuk stol og et pænt hus samtidig.

Polerne har andre navne i dag, men fællesnævneren er tydeligvis bøvlet med, at kunst ikke kan spændes for hverken excelark eller politiske vogne. Eller, som Søren Ulrik Thomsen har formuleret det i Kritik af den negative opbyggelighed (Vindrose, 2005), være stikirenddreng for ideologierne.