ANNONCE
Leder: Ommer på Bornholm
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Den nu på ubestemt tid droppede udvidelse af Bornholms Kunstmuseum har været et atonalt projekt fra begyndelsen: ingen konkurrence (fordi en investor kun ville støtte, hvis det blev med en bestemt arkitekt) og med en tilbygning, som åbenlyst ikke respekterede hverken udsigten fra vejen, landskabet eller det eksisterende byggeri. Planerne har tidligere været kritiseret på dette sted med henvisning til den udmærkede måde, man sikrede sig det smukke Hammershus besøgscenter på: konkurrence, gode fagdommere, ansvarlige fonde – og så pludselig tilbageslaget for Fogh & Følners fine museum, som jo også kom til verden på baggrund af en konkurrence.
Selvom det desværre hører til normalen i Danmark, at et byggeprojekt bliver betydeligt dyrere end først antaget, er budgetoverskridelser den officielle begrundelse for, at parterne bag udvidelsen ved Hellig-domsklipperne har fået kolde fødder. Det er selvfølgelig isoleret betragtet ærgerligt for de mennesker, som har arbejdet på sagen, og som på forskellig vis har stået klar til at gå i gang. Men medmindre det nuværende udvidelsesprojekt i 11. time får en økonomisk saltvandsindsprøjtning, skal det eksisterende museum altså til at pakke kunsten ud igen og genåbne.
I så fald står man fortsat med behovet for istandsættelse og udvidelse. Med andre ord har man fået chancen for at lave en ommer. Lad os få en konkurrence og ad den vej få fundet frem til, hvordan et nyt Bornholms Kunstmuseum skal se ud. Man kan jo starte med at studere Fogh & Følners eget forslag til, hvor en eventuel udvidelse kunne finde sted. Det var nemlig en del af konkurrenceforslaget dengang, at man tænkte langsigtet og kvalificeret i forhold til det landskab, som huset skulle ligge i.
Hvem ved, måske kan det ende med en løsning, som falder inden for budgettet? MK
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Lederen bringes i Arkitekten 06/2024
ANNONCE