ANNONCE
Leder: Penge på højkant
Der er behov for at løfte den arkitektoniske byplanlægning, som for tiden træder vande i den neoliberale samfundsstrøm. Måske kan flere arkitektkonkurrencer være med til at skabe et nyt syn på byernes skrøbelighed og potentialer.


Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Det private og det offentlige tvedeler byudviklingen. Vi så det, da Nordisk Film i 2020 præsenterede et højhusbyggeri dér, hvor den kulørte Paladsbygning ligger i København (se Arkitekten 05/2020). Og nu er problemstillingen igen blevet aktuel med Ejendomsselskabet Olav de Lindes omdiskuterede højhus på Mindet i Aarhus Sydhavn. Projektet er netop blevet godkendt af et politisk flertal og lanceres som Danmarks indtil videre højeste højhus.
I det offentlige regi besynger man diversitet, demokratiske, inddragende processer, bæredygtighed, kulturarv, byliv, transparente processer, høringer og konkurrencer. I det private præsenterer en investor et projekt, og et politisk flertal siger, som regel, ja. Det kan ende godt i begge sektorer, men når det drejer sig om huse, der er markant højere end alle andre i et område, mangler vi nogle tværgående, regulerende spørgsmål.
Hvis en grund et bestemt sted skal bebygges, egner den sig så til at bygge i højden? Eller hvis man gerne vil bygge et højhus – så må kommunen vel finde et sted at bygge, som egner sig til formålet? Vil indtjeningen blive mindre der, hvor man kan få lov til at bygge højt? Så var det måske værd at overveje at investere i noget andet end huse?
Der kan og skal reguleres med love, men dybest set har vi brug for en holdningsændring blandt alle, som beskæftiger sig med at planlægge, investere, tegne og bygge; et nyt mindset. Ikke for at skyde højhuse ned, men for at løfte den arkitektoniske byplanlægning, som for tiden træder vande i den neoliberale samfundsstrøm.
Måske kan flere arkitektkonkurrencer være med til at skabe et nyt syn på byernes skrøbelighed og potentialer.

Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Udgivelse
Lederen er første gang udgivet i Arkitekten 06/2021.
ANNONCE