Let's talk about architecture/Lad os tale om arkitektur

ENG

Architecture has become part of the toolbox. Or rsther, not architecture as such, but processes, dialogues, nudging, framing, visualisation, symbolisation, grapphs, policies, elements, regulations, materials, certifications, all of which are combined to form stories and narratives, before finally: hey presto! a maigc box where all the problems that existed before is now solved.

Instead of architecture, we’d rather talk about value creation. Our own profession is perhaps partly responsible for eroding the concept of ‘architecture’ – or at least for downplaying it to an equal or secondary status, compared to the great inter-human embrace of common values, positive thinking, security, supply chains, LCA etc. All elements that were there in the past, in almost any project, but carefully integrated into a puzzle that still needed to end up with a beautiful shape.

Today, most projects follow the mantra that if only the puzzle comes out in the end, then that will be enough. Which is probably why you often get the feeling that people see any critique of the result as irrelevant or downright insulting to the various actors involved, who each feel they have done what they could under the circumstances. However, when the dust settles, what we are left with is not nudging and framing, but real, physical architecture, and that is why we need to pull architecture out of the toolbox and back onto the centre-stage.

Something along the lines of what Aarhus School of Architecture is now attempting with their new strategic compass ‘Together towards a Beautiful and Responsible Architecture.’ * While no reasonably normal person would disagree with something like that, it nevertheless sends the right message:

Let’s talk about architecture!

DA

Arkitekturen er kommet i værktøjskassen. Det handler ikke om arkitekturen som sådan, men om forløb, dialoger, nudging, italesættelser, billeder, symboler, skemaer, grafer, politik, elementer, bygningsreglement, materialer, certificeringer, som indsættes i forskellige fortællinger og narrativer – og så, til sidst, vupti! – værsgo’, en magisk boks, hvor alle de problemer, der var der før nu er løst.

Man taler hellere om social værdiskabelse end om arkitektur. Måske har faget selv en del af ansvaret for, at begrebet ‘arkitektur’ er blevet udvandet – eller i bedste fald gjort til en sidestillet eller sekundær faktor i forhold den store mellemmenneskelige omfavnelse af fælles værdier, positive tanker, tryghed, forsyningskæder, LCA, osv. Alt sammen ting, som også i fortiden var til stede i ethvert projekt, mere elle mindre, men som elementer i kabaler, der hele tiden skulle gå op i en smuk form.

I mange nutidige projekter er det nok, at kabalen går op. Af samme årsag vil man opleve, at en kritik af det færdige resultat af mange opleves som ligegyldig eller måske direkte fornærmende i forhold til de involverede aktører, som hver for sig synes, at de har ydet deres bedste. Men det er ikke nudging og italesættelser, der bliver stående i 1:1, og derfor er der god grund til at få arkitekturen op af værktøjskassen og tilbage i centrum af processen.

Noget i retning af det, som Arkitektskolen i Aarhus nu forsøger med deres nye strategiske kompas “Fælles om en smuk og ansvarlig arkitektur”.* Bortset fra, at ethvert normal tænkende væsen gerne vil være med i det fællesskab, ligger der i selve vinklen et godt tegn:

Lad os tale om arkitektur!

* aarch.dk/strategisk-kompas