ANNONCE
Lysrum
Udstillingen Light & Space er fuld af værker, der undersøger lys og rum som materiale, der kan gøres til genstand for både form og sansning.
Martin Søberg
Kunsthistoriker mag.art, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi
Lys og rum er to grundlæggende, tæt forbundne fænomener i arkitekturen. At også samtidskunsten interesserer sig for lys og rum, demonstrerer den aktuelle udstilling Light & Space i kunsthallen Copenhagen Contemporary. Kernen i udstillingen udgøres af værker skabt af kunstnere fra den såkaldte Light and Space-bevægelse, som virkede i Los Angeles og omegn i 1960-70erne. Der er både tale om værker fra denne tidsperiode og senere, idet mange af bevægelsens kunstnere fortsat er aktive, flere har endda opnået verdensberømmelse. Dertil kommer bidrag fra kunstnere – inklusive fra yngre generationer – som ikke var del af bevægelsen, men som har arbejdet eller arbejder med beslægtede forhold og spørgsmål.
Light & Space er rig på værker, som med præcision og poesi undersøger, hvad man kunne kalde for lys og rum som en form for materialer, der på forskellig vis kan gøres til genstand for form og sansning. Arkitekter kan således have et højt udbytte af udstillingen, fordi disse kunstnere forenkler, forstærker og forvrænger lys- og rumvirkninger, så vi som beskuere i øget grad bliver klar over den rigdom, fænomenerne besidder.
Også i kunsternes arbejde med andre materialer fremkaldes lys og rum, ikke mindst med de kunststoffer, der kom frem i efterkrigstiden: kunstharpiks, polyester, polyuretan, akryl m.m. Nogle kunstnere arbejder med egentlige lyskilder, især lysstofrør. Andre med metal, glas, sand, keramik og spejle i skulpturer eller installationer. Flere trækker desuden på samarbejder med naturvidenskabelige forskningsmiljøer i udforskningen af materialerne og deres æstetiske muligheder.
Udstillingen breder sig over adskillige store haller, og skønt formidlingsplanchernes tekster lægger op til tematiske frem for kronologiske sammenhænge hal for hal, er tematiseringerne ikke synderligt tydelige, hvilket dog ikke svækker oplevelsen. Mod udstillingens slutning optræder tre rumstore installationer, men også undervejs får flere mindre, installatoriske værker lov til at brede sig ud.
Store og små bevægelser
Kroppens bevægelser er centrale for virkningen af Robert Irwins værker, som man møder i den første hal, særligt det enorme Light and Space (2007) bestående af 115 lysstofrør placeret i et gitterværk i forskellige vinkelrette og parallelle formationer, der danner et labyrint-lignende mønster på den omtrent 8 gange 16 meter store vægflade. Skala, mønster og lys gør væggen selfie-egnet, men værket er også sært poetisk, fordi geometrien opløses af de mange diffuse, amorft formede skygger, lamperne kaster på væggen mellem hinanden.
I samme hal finder man Elyn Zimmermans Equivalent Abstractions: Roma Window (1975) bestående af syv fotografier af et vindue i forskellig lyssætning og syv tegnede kopier af disse fotografier, ophængt i en række over hinanden, så der ved første øjekast synes at være to helt ens billeder over hinanden. Her er bevægelsen indirekte: en svag forskydning. Kun nærmere inspektion ganske tæt på afslører forskelle og pirrer til overvejelser om forholdet mellem original og kopi, yderligere kompliceret derved, at fotografiet i sig selv er en slags aftryk af omverdenen.
Martin Søberg
Kunsthistoriker mag.art, ph.d. og lektor ved Det Kongelige Akademi
Fakta
Light & Space
Copenhagen Contemporary
Refshalevej 173A, 1432 København
Udstillingsperiode: 03.12.2021 – 04.09.2022
Udgivelse
Artiklen bringes første gang i Arkitekten 06/2022, der udkommer den 12.august.
ANNONCE
Stof og farve
John McCrackens værk Song (2008) består af otte planker lænet op ad væggen og dækket af fiberglas og kunstharpiks i hver sin røde nuance. De blanke røde overflader minder om lakerede negle eller sminkede læber, herligt kropsligt i kontrast til plankens klare geometri. I samme hal viser Helen Pashgian sit arbejde med støbt epoxy og akryl, sammensat til forunderlige, spåkuglelignende objekter. Et helt rum er viet til et andet af hendes værker, en art linse i epoxy, omtrent halvanden meter bred og placeret på en piedestal i et hvidmalet rum, hvor lyset gradvist øges og svækkes, så objektet forekommer næsten af smelte sammen med omgivelserne. Et drømmesyn.
I installationen Materia Prima (1979/2021) har Lita Albuquerques sammenstillet klippestykker og pigment i lysende gult og mørkt blå, her gælder det primære forhold, naturformer og enkel geometri i form af cirkler, lige dele japansk have og kosmisk iscenesættelse. Anderledes diskret er Karin Sanders Wall Piece (2021), der ganske enkelt består af et rektangulært felt af den hvidmalede væg, som er poleret op med finere og finere sandpapir, indtil det fremgår som en blank flade, der spejler rummet omkring. Selve handlingen, det uendelige sliberi, skaber værkets subtile virkning. En modifikation af det allerede bestående, der ikke desto mindre markerer sig som en rektangulær (billed-)flade på væggen.
Massefylde
Den tyske kunsthistoriker Gottfried Boehm har med betegnelsen rummets massefylde forsøgt at indfange rummets beskaffenhed, ikke som kartesiansk tomrum, der kan fyldes med hvad som helst, men som altid allerede mættet, fyldigt. Lys kan gøre denne massefylde sansbar og forståelig som i Larry Bells tre store glaskasser (2017), der er placeret i et separat udstillingsrum med lyddæmpende væg-til-væg-tæppe og indfald af dagslys. Hver glaskasse er 182,9 cm høj og består af fire matterede glasvægge, der omkranser en mindre glaskasse i hver sin farve: to i nuancer af gråhvidt, én i ceriserød. Bestanddelene er enkle, den diffuse virkning af lys mellem glasfladerne og udsivningen af farve gennem glasset er imidlertid intens, inspireret af en sløret atmosfære dannet af havets fordampning i Californien. Samtidig bærer virkningen lighed med et genkendeligt skandinavisk lys uden skarpe skygger, melankolsk à la Hammershøi.
Massefylden behandles på sin vis også i de nævnte store installationer af henholdsvis Eric Orr, Doug Wheeler og James Turrell sidst i udstillingen. Ældste værk er Orrs Zero Mass (1972–73) bestående af et ovalt, ved første øjekast bælgravende mørkt rum. Et fysisk ubehag indfinder sig let ved indtræden i rummet, orienteringsevnen er minimeret, man må træde frem med små skridt og fremstrakte hænder i håb om at kunne famle sig langs væggene, hvis da ikke andre besøgende kommer i vejen. Først lidt efter lidt tilpasser synet sig, og orienteringsevnen øges, kroppen kan igen slappe af. Helt modsat i Doug Wheelers LC 71 NY DZ 13 DW (2013), et hvidt kuppelrum, 20 meter i diameter og 8 meter højt. Gående på det svagt konvekse gulv synes tyngdekraften ophævet. Wheeler ønsker da også at genkalde jordkloden set fra en flyvemaskine, lysende krum.
James Turrell viser installationen Aftershock (2021). Efter at have taget skoene af placeres man foran en skærm, omsluttet af et hvidt rum. Skærmen bombarderer den besøgende med kraftigt farvet lys, der skifter hastigt og indimellem er stroboskopisk. Farvebruset efterlader den besøgende i nær svimlende tilstand, øjnene prikker af efterbilleder i komplementærfarver. Inden for perceptionspsykologien tales om et såkaldt Ganzfeld, fornemmelsen af at være totalt omsluttet af ensfarvet masse, hvilket kan føre til desorientering. Det mærker vi her. Lyset fremtræder i Aftershock snarere i fysisk form end som noget immaterielt, som om lyset vitterligt rører ved øjnene.
Værkerne i Light & Space er kendetegnet ved abstraktion, kun i enkelte tilfælde er der tale om direkte gengivelse af noget uden for værket selv. Ikke desto mindre er mange af værkerne tydeligt betydningsmættede, kontrasten mellem lys og mørke er som bekendt et til alle tider eksistentielt tema. Nysgerrigheden råder, glæden ved at udforske materialer, farver, lys og rum. Spændvidden er stor, fra det atmosfæriske altomsluttende til det systematisk stramme. Præcis ligesom lyset kan flimre mellem dæmrende og skarpt og bringe rummet til live.