ANNONCE

Buzz Aldrins fodaftryk på Månens overflade, Apollo 11, juli 1969.

Carsten Thau

Professor emeritus ved KADK, idéhistoriker og forfatter.

Fremtrædende amerikanske kunstkritikere mener, at kunsten i dag er en kentaur, et sammensat væsen. Den består for halvdelens vedkommende af værker og for den anden halvdels vedkommende af kuratorernes skarpsindige synsvinkler, der bringer værkerne til live og netop er produktive på idé- og tankeplanet. I Danmark er sådanne stærke koncepter ikke hverdagskost. Louisianas store satsning her i efteråret er en glimrende undtagelse; ganske vist er der ikke tale om et stærkt og fokuseret koncept, men overskriften samler et antal veloplagte temaer under sig: tidens hastigt voksende interesse for verdensrummet, Månens mystik som trædesten i forhold til rummet, Månens status i stemningsmaleriet i romantikken og så afgjort anskuelsen af Månen i nutidens pendlen mellem på den ene side at se den som det store spejl for menneskets eksistentielle overvejelser, på den anden side som et, takket være videnskaben, eksakt objekt. Et objekt, hvis arrede overflade set på afstand i dag genkalder det fantastiske i astronauters bogstavelige fodaftryk. Det aktuelle udgangspunkt for udstillingen er naturligvis 50-årsjubilæet for den første bemandede månelanding. Månefærden er forblevet rumalderens største bedrift, et projekt iværksat af præsident John F. Kennedy ud fra ønsket om at manifestere USA som den teknologisk absolut dominerende nation. Amerikanerne vandt med den gennemførte mission det, der blev kendt som the race to space. En mission, der først og fremmest var politisk motiveret, men som dog udløste en mængde viden om Månens beskaffenhed ud fra de mere end 300 kilo støv og klippestykker, Apollo-missionerne bragte hjem.

Månen har såkaldt bunden rotation, fordi Jordens greb i satellitten er så stærkt, at den kun vender den ene side til. Om nogle millioner år vil Månen også have låst Jorden i dens stilling til Månen, men da er vi allerede opslugt i Solens forvandling til hvid dværg.

Hvad er Månen? Dens diameter svarer til Kinas bredde fra øst til vest. Mount Everest kan stå i det dybeste krater på Månens sydside. Den har som Jorden en kerne af flydende jern og består af på Jorden allerede kendte mineraler, basalt, feldspat… Overfladen er dækket af masser af støv. Da den ikke har nogen atmosfære, kan små og store meteorer slå direkte ind og pulverisere mere faste dele af overfladen, hvad der formentlig er en kilde til støvmasserne. Der er vand på Månen (nyttigt for eventuelle bosætninger), men det er rasende besværligt at udvinde.

‘Makrointeriøret’

Armstrong er kendt som manden, der satte det første skridt for menneskeheden. Den danske forfatter Elsa Gress var dog ikke imponeret. Hun sagde på dagen for landingen, at disse astronauter blot er robotter spundet ind i et samlet teknologisk apparatur, ikke folk som Columbus og andre opdagelsesrejsende, der var optændt af en stor personlig vision. Billedkunstneren Yves Klein, der er repræsenteret på udstillingen med nogle meget stærke relieffer inspireret af Månens overflade, beklagede for sit vedkommende stormagternes hang til at kolonisere rummet. Verdensaltet ville, mente han, miste sin mystik og reducere mennesket til banale rumturister.

For de seneste generationer af børn opfattes rumstationer og Månen som et tilgængeligt og selvfølgeligt territorium. Mængder af film giver indtryk af rummet som et sted, hvor mennesker uden videre færdes. Månen er utvivlsomt blevet afmystificeret, hvor den for ældre generationer tilhørte kategorien for det underfulde og spirituelt uhåndgribelige.

I de gennemurbaniserede samfund lærer øjnene sjældent at akkommodere til mørke. Ligesom vi som bymennesker på linje med gamle dages rejsende sjældent oplever en dyb afhængighed af månelyset for at finde vej. Månen var i alle hidtidige generationers kosmiske verdenshus det store lysende objekt i det natsorte kosmos, det verdenshus (af filosoffen Sloterdijk omtalt som ‘makrointeriøret’), man rakte ud efter med templer, monumenter og katedraler – et verdenshus, der i dag snarere udgøres af de tusindvis af satellitter, der muliggør øjeblikkelig distribution af billeder ud over planeten, og som med GPS klarer alle retninger og positioner.

Stjernerne udgjorde, som Le Corbusier formulerede det, et stort glitrende, abstrakt diadem. Månen, til sammenligning, er lettere at fastholde som punkt i verdenshuset og stadig, den dag i dag, cool og ganske uanfægtet af flyvemaskiner og satellitters blinkende lysspor over nattehimlen.

Carsten Thau

Professor emeritus ved KADK, idéhistoriker og forfatter.

Fakta

Månen – fra den indre verden til det ydre rum
Louisiana
Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk
Tilrettelagt i samarbejde med: Henie Onstad Kunstsenter, Oslo
Støttet af: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Udstillingsperiode: 13. september 2018 – 20. januar 2019

Udgivelse

Essayet blev udgivet første gang i Arkitekten 09/2018.

ANNONCE

Videnskabelig model af Månen konstrueret af Johann Friedrich Julius Schmidt og Thomas Dickert, Tyskland 1898. Foto: Field Museum Library/Getty Images

Huset som materialisering af landskabet og dets kosmiske horisont

Månen trækker bogstaveligt i kroppen, og dens cyklus har givet navn til kvindens menstruations cyklusser (menses). Under Jordens rotation trækker Månen en stor dynamisk bule af vand op i havene. Månen trækker i oceanerne. På nogle geografiske lokaliteter synes man næsten at trække indtrykket heraf med ind i husene, fordi de lokale bygninger er lavet af den samme klippe som kystlinjen. Står man f.eks. ved Normandiets kyst og oplever det mægtige drag af ebbe og flod, ser man i enorme kontraster Månens træk i jordklodens vandmasser. I arkitekturen kan dette erfares som et ekko i kystens gamle huse, for under traveture langs kystens forrevne klipper vil man, tilbage i sit stenhus, bære landskabet i sig som efterbilleder inde i hovedet og som ømme muskler og led. Man bærer en art ‘landskabskrop’ med indenfor som noget, der genlyder i husets stenmure sammen med den kosmiske krop, der er givet med tidevandet og bølgernes brusen mod klipperne. Arkitekturen er her et solidt udtryk for stedets ånd, den rummer en kosmisk erfaring om Månens træk i oceanet. I vore dage er en sådan metafysisk oplevelse i dagligdagen – med arkitekturen som medium – en sjældenhed. Tilsvarende oplever de færreste i døgnets timer de glidende overgange fra svage lyskilder til Månens skær som et blegt, halvt spøgelsesagtigt lys, der siler ind fra vinduer gennem tynde gardiner. Til affortryllelsen af Månen, svækkelsen af dens magi, i overgangen mellem dag og nat hører de allestedsnærværende elkontakter, gadebelysningen, skilte og lysreklamer.

En drilsk måne

Man skal ikke have rejst meget for at forvisse sig om, at der findes mange måner. Det kan ikke være den samme måne, der hænger over Egypten, Nordnorge, den californiske ørken eller Nørresundby. Månen ser på stederne meget forskellig ud. Den samme måne kan jo næppe overalt være så forskellig i farve, størrelse og udsnit. Månens sejl hænger helt forkert i Mellemøsten og på den sydlige halvkugle. Ikke desto mindre forsikrer astronomer os om, at det er den samme måne. Ikke blot fremtræder den på forskellig vis, den antager også karakter efter omgivelserne, efter det konkrete sted og den lokale livsforms kultur, efter nattens lyde, vind og vejr, skyformationer, den givne topografi. Månen antager karakter efter alle disse omstændigheder.

Månen var et religiøst symbol, snart et billede på den evige genkomst, snart med sine skiftende faser et tegn på liv og død. Det er ikke noget under, at templer og portaler har været indviet til månegudinder. Månen forbindes i reglen med noget kvindeligt, som billede på begær, æterisk skønhed, det i sit mysterium attråede, det bag sine slør fjernt opnåelige.

Arkitektur er en forudsætning for, at menneskearten har kunnet måle sig til begreber om det uendelige rum og tidens udstrækning. Dels definerer bygningsværket et territorium, dels er det med sine lysninger ikke blot et solur, men også et måneur. Skyggernes forskydninger i natlige arkadegange og korridorer i hovedhuse får rum til at fremtræde plastiske, men også uhyggelige, som havde nattens mennesketomme bygninger på linje med Månen et ukendt egetliv.

Louisiana-udstillingen gør ikke månelysets uhygge til tema, derimod udfoldes med fornemme eksempler kunstens dyrkelse af landskaber badet i måneskin hos romantiske malere som Caspar David Friedrich, C.W. Eckersberg og I.C. Dahl. Mennesket står her i naturens store tempel, mens aftenskumringen bemægtiger sig verden.

Udstillingen sætter romantikernes intense optagethed af Månen – den kosmiske følelse af uendelighed og naturen som metafysik åbenbaring – i kontrast til den begyndende industri­civilisation og et da fremstormende, nøgternt videnskabeligt verdensbillede. Hos de romantiske malere optræder som reaktion herpå en inderlighed i kulten af det melankolsk atmosfæriske. Ganske på linje med den oplevelse, danske arkitekter og digtere havde, når de i måneskin satte sig omkring hovedstadens bedste bud på manende ruiner ved Marmorkirken, hvis opførelse var gået i stå i 1700-tallet, men nu i den romantiske guldalder kunne minde om Rom som det slumrende lazaret af ruiner.

Joseph Cornell: Uden titel (solar-sæt) (ca. 1956-58). Collection of Robert Lehrman, Courtesy of Aimee and Robert Lehrman. © The Joseph and Robert Cornell Memorial Foundation / VISDA 2018. Foto: Quicksilver Photographers, LLC

Månen i 3D

Månelyset forbindes med et vemod over tidens gang – den tid, der lever i en hemmelighedsfuld stilstand, mens verden sover. Men som også minder os om, at vi er endelige væsener.

Udstillingens hovedlinje vedrører udvekslingen mellem videnskab og kunst. Startende med den første videnskabelige kortlægning af Månens overflade udført af Galileo omkring 1630 ved hjælp af nykonstruerede teleskoper, stående på toppen af en af Venedigs kampaniler. Hidtil havde man blot set overfladen som præget af mørke og lyse pletter på en sølvagtig skive. Udstillingen understreger, at Galileo netop også var kunstner, at hans evne til at beskrive Månens ujævne overflade, dens kratere og spalter udsprang af denne videnskabsmands fortrolighed med skyggevirkninger i maleriet. Efter Galileos beskrivelser blev kendt, kunne man lettere forbinde sig med Månen ud fra det forhold, at den som Jorden har bjerge, dale, spalter. En række moderne kunstnere, således Yves Klein, har været stærkt optaget af Månens fascinerende overflade. Tilsvarende har Max Ernst i et berømt billede, der vises i kataloget, med en uheldssvanger, teknoid måne på besættende vis beskrevet dens lys over et øde landskab. I et bredt spektrum udfolder Louisianas afvekslende show en vifte af billedkunstneriske, kulturhistoriske, digteriske og teknologiske referencer, helheden er som at træde ind i en stor encyklopædi. Udstillingens suiter af sale danner snart et moderne kunstmuseum, snart en afdeling på Geologisk Museum eller Planetariet, snart en samling af ældre malerier på et nationalgalleri. Udstillingsteknisk er det sofistikeret, lyse rum følges af mørklagte, henholdsvis installationskunst og film. Helhedsvirkningen udgør et moderne Wunderkammer. Det tematiske skæringspunkt etableres i dialogen mellem polerne videnskab og kunst, mellem astronomiske landvindinger, månerejser og refleksioner i kunsten. Direkte vises fotografier fra rumsonder, og man mindes om det epokegørende billede ud gennem vinduet fra den sidste Apollo-ekspedition, Jorden som ‘the blue marble’, den blå marmorkugle, med oceaner, hvirvler af skymasser, kontinenter – en levende oase i et goldt verdensrum. Som arkitekten Buckminster Fuller påpegede årtier tidligere, har vi dette enestående, selvforsynende rumskib Jorden, der flyver i et goldt rum. Vi bør passe godt på det, tilføjede han.

Aristoteles mente i oldtiden, at Månen er et cirkelrundt, gennemskinneligt plan ophængt på firmamentet. En vidunderlig antagelse, idet vi jo ofte ser Månen som en tynd skive gennemskåret af drivende, illuminerede skyer.

Spejlinger

Månen er noget, vi gerne vil betragte tættere på. Månen er en skive for projektioner, et spejl for menneskers sjælelige rørelser, hvad udstillingens titel, “Månen – fra det indre univers til det ydre rum”, koncist anslår. De bevidsthedstilstande, der knytter sig til Månen, omfatter undren, følelsen af ensomhed eller af noget/nogen, der ser tilbage, sjælelige kvaler, galskab (‘månesyge’) og forventningsfuld universel lyst, ikke mindst ved fuldmåne. Som PH skrev i et digt: “Kom, oh måne, og sluk mit begær”, idet han fra sit sengemørke ser kvindens fyldige, runde bagdel.

Ordet spejl kommer af speculum. I kontemplation af Månen spekulerer vi over livet og verden med vantro forbløffelse, trods al videnskab forbliver vi jordboere pludselig en sen aften optændt af en verdslig spiritualitet.

Fra en arkitektonisk synsvinkel vil man på udstillingen hæfte sig ved Norman Fosters forslag til en permanent bosætning på Månen. Men også ved rumkapsler, hvis beskyttende hulrum kunne være et af de bedste eksempler på arkitektur som ‘immunsystem’.

Over for al jordisk arkitektur, der grundlæggende handler om at tage livtag med tyngdekraften og frembringe et sted, er fænomenet vægtløshed parret med nul territorium fascinerende. Kroppen, der svæver i sin rumdragt i det åbne rum, kender ikke op og ned, højre eller venstre. Et fravær af sted, tyngde og retninger, der er fuldkommen fremmed for den arkitektoniske iværksættelse.

Udstillingen på Louisiana er righoldig, der er nok at kaste sig over, og man bæres igennem af den spektakulære iscenesættelse. En del af de indhentede moderne kunstværker er kitschede, og mængden af information er overvældende, som ved de store blockbuster-udstillinger på verdens førende museer. Hvad hæfter man sig ved? Jeg vil sige kopien af rumdragten, astronauterne bar på Månen, tryllekunstneren Méliès’ film fra 1902 om Rejsen til Månen, et fotografi af en 6 meter høj kopi af Månen udarbejdet i Bonn i slutningen af 1800-tallet, malerier af I.C. Dahl og en stor globus af stjernehimlen – et fabelagtigt artefakt balancerende på sin sokkel.

I museets mylder af besøgende kan man føle sig som på en karrusel. Udstillingsteknisk og kuratorisk er det en præstation. Og selv midt i den omrørte myretue af gæster kan man blive ikke så lidt klogere.

J.C. Dahl: Bugten ved Napoli i måneskin (1821)