Mærsk Tårnet

De nye vilkår

Pga. de mange ændringer, som kom til under projekteringen af det eksisterende Panum, blev adgangsforholdene og forbindelserne til den gennemgående vandrehal aldrig fuldt forløst. Ved udskrivelse af konkurrencen om det aktuelle projekt ville man gerne binde hele anlægget bedre sammen og skabe nye forbindelser i bydelen via både Nørre Allé og Blegdamsvej.

Det var en præmis i konkurrenceprogrammet, at den tidligere indgangsportal til det eksisterende Panum fra Blegdamsvej og Bygning 9 (en af tænderne i kamstrukturen) skulle nedrives, så den nye kunne frigøres fra den eksisterende bygningsstruktur, også hvad angår højden.

De første skitser til Panum-anlægget fra 1964 viser en næsten lukket karré, der orienterer sig mod Sankt Johannes Kirke. Men ser man på området under ét, ensemblet af den brutalistiske kamstruktur, kirke, børnehave og kollegie, virket det helt rigtigt, at den nye bygning har fundet en anden logik og typologi. Nye forbindelser i byen med åbne grønne arealer og relationen til den større strategiske byplan, Vidensbydel Nørre Campus,* gør, at vilkår og muligheder i dag er helt anderledes.

Ideen

Hovedideen til det nye Panum er trods programmets uhyre kompleksitet meget enkel og er ved bygningens åbning seks år efter arkitektkonkurrencen ganske klar og tydelig.

Først har man måttet erkende, at man ikke nødvendigvis yder arkitekterne bag det gamle Panum den største respekt ved at bygge mere af det samme. Det er måske netop størrelsen på de senmoderne velfærdsstrukturer, som trods store arkitektoniske kvaliteter gør dem ‘for meget af det gode’. Diagrammerne er klare, men med skalaen bliver de inhumane maskiner kvalt i deres egen indre organisering og isolerer sig fra deres kontekst og i dette tilfælde fra den pulserende bydel Nørrebro.

Det ny SUND, som byggeriet hedder, er således en ligeværdig tilføjelse og nabo mere end en fortsættelse af den eksisterende struktur og dens arkitektur. Med omtrent samme placering som Koppelplanens ikke-realiserede kontorhøjhus ligger nu en organisk formet 75 meter høj og 50 meter bred bygning, som i de 13 af i alt 15 etager rummer forskerklynger organiseret omkring tre indre tårne.

Hovedindgangen via en ny forplads fra Blegdamsvej åbner mod det eksisterende Lundsgaard-auditorie, hvor det store vægmaleri “Amøbernes Dans” af Tonning Rasmussen bringes frem i lyset og viser, hvor det gamle Panum møder den nye forhal.

Et kæmpe trappeelement, der under sig rummer overdækket cykelparkering til 1500 cykler, forbinder hovedindgangen fra Blegdamsvejs lavere kote med ankomsten fra den højere beliggende Nørre Allé og vandrehallen i det eksisterende Panum.

Ved middagstid på en almindelig hverdag møder man her synet af flere hundrede studerende fra hele verden, der nyder pausen og hinandens selskab på det store trappeelement. Omkring parterre­-etagernes to forskudte planer er de øvrige fællesfunktioner, reception, kantine og tre nye auditorier placeret sammen med de tre bærende kerner med installationer, flugtvejstrapper og elevatorer til tårnet.

Det indre

I tårnets top er der indrettet rum til, at f.eks. konferencegæster kan komme op og nyde udsigten, og her vil der også kunne være offentlig adgang. Laboratoriefaciliteterne opfylder høje krav til energief­fektivitet, og installationsføringerne er indrettet, så man løbende kan ændre forholdet mellem antallet af laboratorier og kontorer på hver etage. Her forskes der i at finde svar på vacciner, allergier, kræft, fedme, hjerterytmeforstyrrelser, diabetes og sund aldring. København går i højden med laboratorier, dagsrytmer, synergier og fællesskaber, der synes anderledes gennemtænkte end mange af højhusboligprojekterne.

I den konceptuelle beskrivelse af projektet tales der om, at tårnet står på en base af fællesfunktioner. Sådan forholder det sig ikke i den byggede virkelighed. Og heldigvis for det! Flere sæt af meget smukke og gigantiske, præfabrikerede søjler bærer sammen med de pladsstøbte kerner vægten af de i alt 15 etager. En løsning, der tilfører de store rum til bevægelse og ophold en patos, som kan matche de tunge konstruktioner i det gamle Panum.

Overgangen er meget fint løst, og studerende, undervisere og forskere strømmer ud fra den gamle vandrehal hen over og ned ad den store trappeforbindelse. Rundt omkring findes nicher, afsatser og balkoner, hvor de tydeligvis begejstret tager ophold og arbejder på deres bærbare i et ellers travlt og dynamisk rumforløb.

Med lofter udført af kraftige trælister er der skabt retning og sammenhæng med rum og rumforløb i den gamle bygning.

Det nye SUND er dog pga. tidens byggetekniske løsningsmuligheder mere sammensat og ‘beklædt’ i forhold til det gamle Panums what-you-see-is-what-you-get, der prioriterede materialernes rå og ubehandlede fremtræden. Det mest vellykkede heraf er de harmonerende balkonforkanter i fiberbetonelementer, mens de lyse egetræspaneler og hvide metallofter bliver for ferske og fremmede. Glasværn med de bagvedliggende træhylder til computerarbejdspladser er smukt løst, mens det løse inventar ikke helt kan hamle op med de robuste rumligheder i parterreetagerne.

Det ydre

De nye facadematerialer og farvepaletten relaterer sig til brutalismens fordring om ‘ægte’ materialer og er valgt i relation til det eksisterende Panums råhed og farver i bl.a. murværk og ligeledes i forhold til Sankt Johannes Kirke. Udvendigt fremtræder bygningens lodrette kobberlameller altid foranderlige i forskelligt lys. Det byggede værk er bemærkelsesværdigt lig konkurrenceprojektet. Det gælder også den store ‘lynlås’, hvor de såkaldte ‘forskertorve’ er meget synlige i facaden, fordi lamellerne her er udeladt. Nu hvor vi kan se den samlede komposition og den store rigdom i form og materialer, havde man ønsket, at C.F. Møller og bygherren her havde haft modet til at lege legen med kobberlamellerne færdig. Med forskellen i rummenes dybde og højde ville ‘torvene’ alligevel blive synlige efter mørkets frembrud.

Landskabet

Her i august er landskabsprojektet inkl. cykel- og gangforbindelsen åbnet for offentligheden. Dermed sammensys børnehave, kollegiebygning, brandveje, varegård, hævede haverum, terrasser og cykelparkering med sløjfen af lave fællesbygninger, der pivoterer omkring forskertårnet. Med simuleringer har man formet de lavere bygninger og facadens modulering, sådan at man undgår turbulens omkring udearealerne. Performativt er den ny ‘bynatur’ i stand til at skabe biodiversitet og artsrigdom, opsamle vand, dæmpe vind, reducere varmeforbrug og overophedning og samtidig rense luften.

Kør på cykel ad rampen i dette multisensoriske oplevelseslandskab og mød en rød valmuemark i tredje sals højde!

Tilsammen danner disse funktionelle og sanselige strømme af materialer, mennesker og indtagelige mellemrum et billede, der oplevet fra det beskyttede miljø i forskerklyngerne yder et markant og stimulerende bagtæppe.

Arkitektur og landskab formår her at koble 1960ernes industrisamfund med nutidens videnssamfund på en måde, hvor de store offentlige og private investeringer kan bidrage til både de teknologiske og de oplevelsesmæssige kvaliteter i nye undervisnings- og forskningsfaciliteter og i de sociale og taktile rum omkring dem.