Maltfabrikken: Hele historien

Ligeledes har værdisætning og restaureringsholdning gjort arkitekterne i stand til at differentiere de nye indgreb i fabriksbygningen. F.eks. synes den ældste del, pakhuset fra 1847, at være istandsat efter principper om nænsom bygningsbevaring, mens spirehallen fra 1952 tåler det større indgreb i form af store vinduer i stedet for lukkede felter af tegl i søjle/dragerkonstruktionen samt tilføjelsen af en helt ny ekstra etage ovenpå. De nye tilføjelser adskiller sig fra eksisterende dele ved at lægge sig som nye ‘lag’ til bygningens historie. Tømmerkonstruktionen er repareret og suppleret med nyt fyrretømmer, der skiller sig ud ved at være lyst og savskåret. Tilsvarende er murværket repareret med nye tegl i normalformat, der står som synlig reparation. Nye elementer som f.eks. skillevægge, tekøkkener samt installationer og føringer er sorte, mens nye indvendige trapper, ramper og værn er udført i stål. Nyt adskiller sig tydeligt fra gammelt, men indgår på fornem vis materialemæssigt i en helhed. Mod øst, hvor en tidligere spiresal er fjernet, er opført en ny tilbygning. Form- og farvemæssigt føjer den sig til bygningskonglomeratet, men med et nutidigt udtryk i materialer og overflader. Det samlede resultat er en høj aflæselighed af nyt og gammelt, som fastholder bygningens autenticitet. Som besøgende kan man gå på opdagelse i mange detaljer, og det fungerer godt.

Ny Malt omfatter endvidere omdannelse af det tidligere malt­lager til bryggeri, spise- og spillested. Arkitekterne har tilføjet en ny, sydvendt glasboks, der åbner bygningen mod gårdrummet, mens det store vindue mod vest udgør et smukt bagtæppe bag scenen med udsigt over Ebeltoft Vig. Begge greb styrker relationen mellem bygning og uderum. I maltlagerets indre er anvendt samme restaureringsholdning som i fabriksbygningen, men sammenlignet med denne er resultatet blevet mere kedeligt. Det skyldes formodentlig, at her ikke er samme fortættede detaljerigdom i form af bevarede spor og elementer.

Udvendigt er fabriksbygning og maltlager blevet istandsat, så murværket nu fremtræder med en tynd, oxidrød kalkpuds. Når solen skinner, står murene grundet kalkkrystallerne med en nærmest lysende, fløjlsagtig stoflighed. Det fungerer godt.

På områdets nordlige del er der opført to nye bygninger til værksted og artists-in-residence. De underordner sig fabriksbygningen skalamæssigt og mht. materialeholdning. Endvidere er de tydeligt nye, idet elementer fra det øvrige anlæg fortolkes i formsproget, såsom de kantede former og den høje, mørke sokkel. Bygningernes mindre skala virker imødekommende og stemmer godt overens med bolig-, atelier- og værkstedsfunktionerne.

Mellem bygningerne er der skabt tre gårdrum. Det primære uderum er “Maltgården” mellem fabriksbygningen og maltlageret, hvortil man kan ankomme fra gågaden Adelgade via porten i nr. 39. Denne adgang er meget stemningsfuld grundet passagen gennem porten i det fredede forhus med fabrikkens tidligere direktørbolig.[2] Gård­rummet har antageligvis summet af liv under maltproduktionen, og i tråd hermed lægger den hårde belægning af sten og fliser op til liv og aktivitet. Endvidere kan man ankomme til Ny Malt på en træbrygge gennem “Lundbergs Have”. Dette uderum har en havelignende karakter og indbyder til ro og fordybelse mellem kunstnerboliger og atelierer. Endelig er arealet vest for fabriksbygningen, den såkaldte “Grønning”, målrettet ungekulturmiljøet i Ebeltoft. De tre uderums forskellige karakter understøtter på glimrende vis stedets nye funktioner. På en tidlig forårsdag i marts var det tydeligt, at mange blev suget ind gennem porten til en gåtur i området for at opleve stedet.

Samlet set fremstår restaureringen og transformationen af maltfabrikken meget vellykket. Det er et fint eksempel på, at det kan være svært at sondre mellem begreberne restaurering og transformation, og at disse snarere skal ses som et særligt spændingsfelt, inden for hvilket den arkitektoniske kulturarv bevares og udvikles på baggrund af fagområdets særlige metoder.