ANNONCE
Med åbne arme
Arkitekturfestival på Arkitektskolen Aarhus var endnu engang en opvisning i energi og ambition.
Hurra for Arkitektskolen Aarhus og for alle os andre, fordi de har haft evne og vilje til at holde festen i live! Da skolen flyttede ind i sit nye hus i sensommeren 2021, blev det forløsningen på en kæmpe energiladning af opsparede drømme, forhåbninger og visioner (som nok også hos nogen indimellem havde vekslet mellem vrede, modstand og bekymring – hvor man jo også kan finde en masse energi). Fejringen var klogelig velplanlagt som superfaglig arkitekturfestival, Open. Sådan blev åbningen helt Open, med festival over to dage i lige dele (over)ambitiøs, (over-)modig og (over)energisk stil med Karen Kjærgaard som kurator og anker hele vejen igennem. For fejringen varede ikke kun de to annoncerede dage, men er stadig i gang, nu på fjerde år.
Det hav, vi alle svømmer i (The Ocean In Which We All Swim) var titlen på årets festival, som åbenlyst henviser til de udfordrede verdenshave med havstigninger, iltsvind osv. Men også til vand som sådan, som en tværnational kraft, der binder verden sammen (og skiller ad) og forbinder mennesker og natur med hinanden som et nødvendigt, livgivende element, men også uberegnelig katastrofe-mager på den ene side og offer for en antropocæn, profit-jagtende menneskehed uden skelen til naturbalance på den anden. Festivalen var organiseret i fem spor med taler, debatter mv., som afsnittene herunder er organiseret efter, samt et spor med film og udstillinger.
HYDROCOMMONS – WATERY POLITICS: Alt liv på Jorden er betinget af vand, men vandsystemerne er truet pga. menneskeskabte miljø- og klimaforandringer, og de truer samtidig os tilbage, som vi f.eks. ser nu (september 2024), hvor central- og østeuropæiske floder går over deres bredder og skyller byer og mennesker med sig. Et af dagens første indlæg var af Dani Burrows (ENG), som fortalte om sit arbejde i CLIMAVORE med at ændre dyrkningsformer og spisevaner som led i genopretningen af landområder, der står i en økologisk krise afledt af monokulturelt landbrug, som bl.a. de store naturskabte vådområder uden for Istanbul, hvor bøfler har græsset. I dag er de tørlagt pga. landbrugsdrift, og et projekt med bøfler er igangsat i et menneskabt vådområde for at fastholde det traditionelle bøffelbrug, hyrdesystem og madkultur samt den natur- og biodiversitet, det har medført lokalt. Vores mere lokale forhold blev vendt af de tre stadsarkitekter fra hhv. Aarhus, Vejle og Malmø, nemlig Anne Mette Boye (DK), Lisbet Wolters (DK) og Finn Williams (ENG), hvor førstnævnte bl.a. fortalte om den kommende vandplan for Aarhus, hvor der kommer til at være en høj vægtning af naturbaserede løsninger med også rekreative formål. Lisbet Wolters gav en opsang til alle de velmenende boomere, der ser med optimisme på fremtiden, fordi “den unge generation af nye arkitekter” rykker så meget på dagsordner og handling. “Det er jer, det er os, der har positioner, taletid og magt til at ændre tingenes tilstand nu, vi skal glæde os over den unge generations evner, men det er os selv, der skal handle. Lige nu!”
WORLD BUILDING – REIMAGINING EARTH: I dette spor blev årets tema fortolket i mere overført betydning som værende den suppedas af teknologiske datastrømme, vi som arkitekter (og generelt som samfund) forsøger at navigere i. Under titlen “Human Tech” rejstes spørgsmålet, hvordan vi som arkitekter skal forholde os til AI, og hvori arkitektens værdi ligger. Særligt én af oplægsholderne, Martha Tsigkari (ENG) fra Foster & Partners, gav en kollektiv opsang og henstillede til, at vi kuraterer vores data benhårdt. AI lever af data, og hvis den data, vi leverer, er ringe, så vil det, der gives tilbage, også være ringe. Vi blev dog efterladt med flere spørgsmål end svar og et ønske om at få nuanceret specifikt, hvilke typer data der tales om.
Dagens mest propfyldte sal var, da Anne Lacaton (FR) satte sig i stolen om eftermiddagen midt i rummet over for Carolina Dayer (AR), der med en grundig og personlig introduktion fik præsenteret Lacaton som en af de væsentligste arkitekter, der så insisterende, konsekvent og tidligt har vist, hvor meget man kan opnå med lidt. Anne Lacaton viste sine nede-på-jorden-fotografier med huse, himmel og lys, vi kender. Budskabet var luksus til alle – lys og plads (ikke nødvendigvis meget, men god) og til en pris, hvor ingen efterlades på perronen. Det var også svaret på tidens spørgsmål om byggestop og nej til nyt: Det vil være en fejlslutning og falliterklæring, hvis arkitekter stopper med at lave ny, god arkitektur til alle. Andre vil tage over med at dække de behov, der fortsat er derude – men dårligere og dyrere. Direkte på en Zoom-forbindelse fra Californien løftede dagens sidste oplægsholder, professor i filosofi, teknologi og såkaldt speculative design Benjamin Bratton, blikket ud i et mere planetært perspektiv med statements på skærmen som varslinger for fremtiden: Den vigtigste arkitektur vil blive tegnet til computere og robotter!
Artiklen fortsætter nedenfor…
Fakta
OPEN24 – Arkitekturfestival
The Ocean In Which We All Swim
Sted: Arkitektskolen Aarhus
Tidspunkt: 20. september 2024
Kuratorer: Karen Kjærgaard, Margarida Waco
og Simon Strøyer
www.aarch.dk/open24
KÅRK særudgivelse
The Ocean In Which We All Swim – OPEN24
Redaktører: Helene Kohler, Henrik Christian Abel,
Julie Kaae og Nora Ramadan Jepsen
Grafisk tilrettelæggelse: Helene Kohler,
Henrik Christian Abel, Julie Kaae og Nora Ramadan Jepsen
Omfang: 198 sider
Forlag: Udgiver uoplyst, 2024
ANNONCE
The Water Buffalo Commons-initiativ, CLIMAVORE. Foto: Deniz Sabuncu
Plantegning, havlandskab fra Svanegrunden. Tegning fra KÅRKs særudgivelse i anledning af OPEN: Veronica Civa
LIQUID ARCHIVES – JOINT READINGS: Ud over litteraturen udgør byens rum det mest demokratiske, vi har, ifølge forfatter, lærer og tidligere hjemløs Robin A. Jæger (DK). Men såkaldt ‘dark design’ i form af overdækkede riste og ufremkommelige overflader gør det svært for udsatte grupper at færdes i byen. Et meget personligt oplæg om social bæredygtighed og ønsket om et mere inkluderende byrum. Dette års Solidaritetspris blev tidligere på dagen uddelt til Den Grønne Ungdomsbevægelse for deres aktivistiske arbejde. I en samtale med Kasper Reimer Bjørkskov (DK) redegjorde en af modtagerne af prisen, studerende Caroline Bessermann (DK), for definitionen af det gode liv. I modsætning til mange andre oplæg, som diskuterede metoder og midler, stillede samtalen her skarpt på, hvad målet bør være. Altså, hvordan ser livet ud på den anden side af den grønne omstilling, for først derefter kan vi definere, hvad der så skal til for at nå derhen.
HERITAGE FUTURES – PRESENT LESSONS: Undersøgelser af et sted gennem tegning og mapping var omdrejningspunktet for Feifei Zhou (CH), som arbejder med stedsspecifikt feltarbejde. Det lyder som velkendte tilgange til nye projekter for danske arkitekter, men i Zhous oplæg var det tydeligt, at det ikke var tilfældet i Jakarta, hvor hun har studeret, hvordan lokale beboere konstant tilpasser sig en kystlinje i forandring. Oversvømmelser rammer infrastrukturen vidt forskelligt afhængigt af, hvor i verden vi befinder os, hvilket altså, ifølge Zhou, forstås bedst i øjenhøjde gennem en research and design-baseret metode.
RUINATION – SOLIDARY LANDSCAPES: Temaet, The Ocean In Which We All Swim, blev fortolket herligt bogstaveligt af stemmer fra både industrien og forskningen med et oplæg om råstofudvinding til havs, og hvad det har af konsekvenser. Der er eksempelvis intet krav om naturgenopretning, når vi sandsuger i de danske have, og herudover er selve råstoffasen slet ikke en del af den måde, vi laver livscyklusvurderinger på, ifølge biolog Hanne Lyng Winter (DK). Og det er et problem. Sand og kridt indgår i produktionen af beton, som vi nok ikke kommer uden om at skulle bruge, om ikke andet så til veje og broer. Det handler om at skære ned, lade være med at overdimensionere beton, bruge biokul og dermed færre råstoffer og bruge andre materialer. Og så handler det om at forholde sig til konsekvenserne de steder, hvor der udvindes – til havs og til lands. Her nævnes f.eks. havbundsgenopretning med naturstensrester eller oprettelsen af dyrekorridorer i stenbrud.
Det var også i dette spor, festivalen sluttede, med først Adrian Lahoud (AU) og Imani Jacqueline Browns (US) i samtale med moderator Magarida Waco (Cabinda/DK), der talte om sammenhænge mellem kolonialisme og ekstraktivisme, der ifølge de to har fællestræk ved at objekt- og profitgøre hhv. mennesker og økosystemer. De to indledte samtalen med en refleksion over det at bruge sin forestillingsevne til at forestille sig reparation og genopretning af det ødelagte. Helt konkret blev en stor, såkaldt reenactment planlagt af kunstneren Dread Scott af USA’s største slaveoprør, der fandt sted i New Orleans i 1811, fremhævet som sådan en reparation gennem forestillingskraft, idet genopførelsen indeholdt en genfortolkning, hvor oprørerne vandt frihed og territorier tilbage (modsat de virkelige begivenheder). På den måde lå der en træning i at forestille sig historien udspille sig anderledes, hvilket ifølge Brown er helt nødvendigt for også at kunne forestille sig fremtiden udspille sig anderledes og bedre end nutiden. Herefter fulgte afslutningsdebatten – Hvor svømmer vi hen nu? (Where do we swim from here?) med Boris Brorman Jensen (DK) som veloplagt moderator. Her blev det understreget, hvordan landskab, politik, arkitektur, planlægning og produktdesign er en del af den samme disciplin – planetary design. På nær kultur- og politikdelen, som bør udforskes nærmere, har vi sådan set det, der skal til af viden og færdigheder i forhold til den grønne omstilling i byggeriet, ifølge paneldeltagerne. Det, der i bund og grund er det største problem, er en crisis of imagination.
OPEN er kommet til verden som en åbningsfest og fejring af en ny arkitektskole. Men OPEN er nu på fjerde år blevet til en begivenhed i egen ret. Tidshorisonten var fem år, da man gik i gang med at planlægge første års festival. Men det er svært at forestille sig, at man på Arkitektskolen Aarhus ikke har forlænget den horisont. Fejringen er fortsat, ikke blot af skolen, men af faget – og det med åbne arme på inkluderende vis, hvor hele landet og verden inviteres ind.