Metro: Gl. Strand

Når man dukker op til byens overflade fra stationsrummet under Gl. Strand og den gamle middelalderby, er det første, der fanger øjet, Bissens statue af en stærk biskop Absalon, Købehavns grundlægger ifølge myten, der på sin hest stejler i retning mod magtens centrum, Christiansborg. Vi står ved den strandkant, der i byens tidligste år udgjorde en naturhavn og senere adskillige gange er blevet udbygget for at kunne tage imod varer fra hele verden, der blev sejlet ind til byen. Det var også her, der blev solgt fisk ved skovserkonerne, et livligt og larmende indslag i bylivet, der er dokumenteret flittigt gennem historien, indtil 1950erne, hvor man rykkede salget til Fisketorvet i Sydhavnen. Der er nu ikke meget liv i den stille granitstatue af én af de navnkundige koner med en fladfisk i favnen, der ved pladsens genetablering er bragt til tavshed, klemt inde mellem kajkant og metroelevator. Således er der forskel på folk og fæ, magt og midler, hvilket denne bydel om nogen er vidne om.

Stationerne i Indre By adskiller sig fra de øvrige i Cityringen ved ikke at have installeret ovenlys. Det betyder, at den fylder mindre i byrummet, hvilket er klædeligt på Gammel Strand, når der står så stærke sammenhængende bygningsrækker på begge sider af kanalen. Det betyder også, at kontrasten mellem oppe og nede forstærkes. Metroen opleves som et lukket transportkammer, og når man rammer byen, så gør man det med et brag. Det knaldrøde M-for-metro-skilt, der i nogle byrum larmer irriterende utidigt, virker sjovt lille i selskab med de omgivende mastodonter: Christiansborg Slot og Slotskirke og Thorvaldsens Museum.