ANNONCE

Gl. Strand. Foto: Laura Stamer

Anne Pind

Arkitekt MAA

Når man dukker op til byens overflade fra stationsrummet under Gl. Strand og den gamle middelalderby, er det første, der fanger øjet, Bissens statue af en stærk biskop Absalon, Købehavns grundlægger ifølge myten, der på sin hest stejler i retning mod magtens centrum, Christiansborg. Vi står ved den strandkant, der i byens tidligste år udgjorde en naturhavn og senere adskillige gange er blevet udbygget for at kunne tage imod varer fra hele verden, der blev sejlet ind til byen. Det var også her, der blev solgt fisk ved skovserkonerne, et livligt og larmende indslag i bylivet, der er dokumenteret flittigt gennem historien, indtil 1950erne, hvor man rykkede salget til Fisketorvet i Sydhavnen. Der er nu ikke meget liv i den stille granitstatue af én af de navnkundige koner med en fladfisk i favnen, der ved pladsens genetablering er bragt til tavshed, klemt inde mellem kajkant og metroelevator. Således er der forskel på folk og fæ, magt og midler, hvilket denne bydel om nogen er vidne om.

Stationerne i Indre By adskiller sig fra de øvrige i Cityringen ved ikke at have installeret ovenlys. Det betyder, at den fylder mindre i byrummet, hvilket er klædeligt på Gammel Strand, når der står så stærke sammenhængende bygningsrækker på begge sider af kanalen. Det betyder også, at kontrasten mellem oppe og nede forstærkes. Metroen opleves som et lukket transportkammer, og når man rammer byen, så gør man det med et brag. Det knaldrøde M-for-metro-skilt, der i nogle byrum larmer irriterende utidigt, virker sjovt lille i selskab med de omgivende mastodonter: Christiansborg Slot og Slotskirke og Thorvaldsens Museum.

Anne Pind

Arkitekt MAA

Gl. Strand

1200 København K
Linjer: M3 og fra begyndelsen af 2020 også M4
Type: Underjordisk
Forventet passagertal: 18.000 daglige påstigere i 2025
Elevatorer: To

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 09/19.

ANNONCE

Foto: Laura Stamer

Fordi det nedre stationsrum er opført under Holmens Kanal, lander man ved siden af rulletrappen til by-niveau. Dermed får den nordiske retlinede dagslyslogik, der kendetegner metrodesignet, et nyt og spændende knæk under jorden. Og fordi trapperne ikke løber over hinanden hele vejen op, kan man se loftet, 55 meter oppe. Det er smukt, luksuriøst og sakralt. Øverst oppe vender de geometriske aluplader, der på andre stationer bruges til at reflektere dagslys ned i dybet, her nedad og former små hængende pyramider, i fint samspil med de skråt afskårne, hvide fliser.

For at komme videre må man dreje 180 grader ind i et granitbeklædt rulletrapperum badet i et syret koboltblåt lys. Man kunne være på vej til en koncert i DR Byen, hvor rulletrapper fører én sømløst op gennem bygningen. Men man er faktisk på tur med det offentlige. Hurra for det! Lige så højstemt første etape af turen er, lige så luksuriøs, kølig og posh er den anden, som de strøgbutikker, der findes lige over jorden. Der bevæges mange penge og mange turister gennem stationen og området.

Med et ensartet brostenstæppe, der fortsætter ned langs kanalen og lydefrit indoptager niveaufri adgang til elevatortårnet, falder pladsen godt på plads. Man har trykket elementerne lidt sammen langs kanalen, hvilket betyder, at man mister lidt udsigt til Slotskirken og Thorvaldsen. Til gengæld har man fået et fabelagtigt undergrundsrum med højt til loftet.

Opgang fra metro. Foto: Laura Stamer