Metro: Marmorkirken

Der er meget stor afstand mellem togene i dybet og pladsen oppe ved Marmorkirken. Lider man af klaustrofobi, får ankomsten til overfladen derfor et ekstra kick. Eller måske mere præcist en todelt oplevelse: befrielse og benovelse. For man kommer op af metroen med ryggen til Marmorkirken og opdager først monumentet, når man vender sig om. Det giver sig selv, at nedgangen skal vende mod Store Kongensgade og det nye lyskryds, så man kan bare sige, at den afledte effekt med at underdele rumlige arkitektur­oplevelser i faser her er fuldbyrdet, for så vidt at man ankommer nedefra.

Det er sikkert nødvendigt, at biler skal kunne køre rundt om kirken. P-pladserne er selvfølgelig også nødvendige for beboerne og kirkegængerne. Men nu hvor proppen har været af, burde belægningen mellem kirke og huse have været ført hele vejen igennem på alle sider. I stedet for den nyanlagte gang asfalt, der nu ligger som en voldgrav omkring kirken.

Bilerne kan jo sagtens trille rundt og parkere på en granitbelægning. Det ville have givet en helt anden samlet oplevelse af kirken og bebyggelsen omkring – begge dele skabt af samme arkitekt, Ferdinand Meldahl.

Metroens tilsynekomst på dette sted med de to nedgange symmetrisk anbragt om aksen gennem kirken, hin berømte linje, der jo fortsætter gennem Salys statue på Amalienborg Slotsplads og ender i Operaen, holder den rumlige oplevelse af kirken fast som en indramning og understøtter dermed kirkens pompøse tilstedeværelse, og det er en fornøjelse at opleve Tony Frettons og BBP Arkitekters hjørneejendom fra 2010 komme til ære og værdighed på ny.

De to elevatortårne afspejler, at stationerne ligger på tværs af trapperne, og det har oppe på gaden gjort, at de har fået en ganske diskret placering ude af billedet i forhold til kirken.

Med den nye metrostation er Marmorkirken, som tidligere lå som en lidt hengemt kolos, igen blevet en af del af København og fortællingen om Frederiksstaden.