ANNONCE

Anders Munck

På Akademiet tilhørte Anders Munck en generation, der vendte op og ned på de marxistiske og socialistiske strømninger, der i årene før midtfirserne endnu havde præget diskussioner og undervisning. Dette var i høj grad tilfældet på Henning Larsens afdeling, hvor Anders startede i 1985 og hurtigt forbløffede alle med sine alsidige evner inden for matematik og rumlig tænkning.

Firserne var en levende tid på arkitekturfronten. Der var Henning Larsens galleri på Gråbrødretorv i København og magasinet SKALA, mens studerende, kunstnere og folk fra tegnestuerne mødtes på cafeerne i Indre By. Anders Munck tilhørte den kreds af studerende, der hurtigt blev optaget af nyrationalismen, dekonstruktion m.m. Hans analytiske begavelse var utvivlsomt medvirkende til, at han brillerede i forståelsen af tankesæt hos en Aldo Rossi, O.M. Ungers og de teorier, der kom fra et antal amerikanske skoler. I 1988 deltog han i den sommerskole i Norditalien, der blev bestyret af folk som Jeff Kipnis og Daniel Libeskind. Det udvirkede, at Libeskind kom til København for i nogle uger at undervise. En optræden, der ledte til sammes gentagne besøg. Anders blev snart kendt som et lys blandt medstuderende overalt på Akademiet. Hans lærere hos Henning Larsen omfattede bl.a. Poul Ingemann, Claus Roloff, Peter Bjerrum, Erik Werner Petersen og Flemming Frost – kapaciteter af forskellig orientering. Anders og hans kreds tog kontakt til tilsvarende opsigtsvækkende medstuderende som Kent Martinussen, der gik på Mogens Breyens afdeling.

Nekrolog af

Carsten Thau

Bilka, Ishøj. Tegning: Anders Munck, fra bogen ‘Overgang – rum i den spredte by’ (Arkitekturtidskrift B, 1999)

Det er svært i dag at begribe, hvilken vitalitet der fremgik af, at skolen dengang profilerede diskussioner. De forskellige miljøer på skolen var stærkt uenige, men atmosfæren var animerende og de forskellige positioner klart trukket op. Feltet var bredt, de klassiske dyder i dansk og nordisk arkitektur trivedes andre steder på skolen. Imidlertid var der et artistisk boost, en æstetisk radikalitet, der udsprang af de nye tendenser. I tilbageblikket tør man påstå, at såvel de pædagogiske principper som dele af forslagsstillelsen kan måle sig med de bedste i udlandet fra de samme år.

Kunstakademiets Arkitektskole hævdede sig fortsat som et sted i verden. Et klassisk akademi har altid sin særlige gruppe af mennesker, der lyser op på firmamentet. Anders var afgjort en af dem, der, uden at tænke over det, kastede glans over helheden. Køn som de færreste trak han med sit ironiske smil andre ind i sit univers. Der er det særlige ved karismatiske personligheder, at man gerne træder indenfor, fordi de udstråler uendelige ressourcer, oplevelsen af, at der altid er mere. At være feteret og centrum for en særlig opmærksomhed lægger på den anden side et forventningspres på unge mennesker, som Anders også må have følt.

Anders Munck var ikke udtalt dekonstruktivist, han var i lang tid interesseret i Adolf Loos’ Raumplan, klassiske bygningsværker, typer af samlinger, materialer og urbanistiske teorier.

I 1990erne blev han inviteret til at deltage i Venedig-biennalens danske salon, hvis udstilling ”Overgange i den spredte by” blev kurateret af Carsten Juel-Christiansen. Denne sagde i en personlig tale til Anders Munck om deres mangeårige samarbejde:

”Det vigtigste på det tidspunkt var ikke at bygge, men at komponere og konstruere ideer til arkitektur ved at trække på indsigter i den menneskelige psyke og væren i verden.

Vi var klare over, at arkitekturen som fag havde en særlig status ved at være til stede næsten alle steder i kulturen og samfundet. Og at det gav os mulighed for relevant at reflektere over vores placering i verden gennem arkitekturen.

Vi var et hold, og i samarbejdet kunne vi overgå os selv og nå længere, end vi kunne have nået hver for sig på det tidspunkt. Jeg havde ikke været den samme, havde jeg ikke kendt Anders Munck.”

Og videre siger Juel-Christiansen om selve biennale-projektet:

”Munck registrerer intimitetens, åbenhedens, sindstilstandenes, personlighedens fravær fra rummet. Men netop ved at stille skarpt på deres fravær får han dem til at træde frem som fortrængte.”

Muncks tegninger er ”sprækker til en anden verden. En verden med en anden skala, en psykisk skala, som endnu ikke er helt forsvundet, eller som endnu ikke har meldt sin ankomst. Muncks fokusering bringer den et ryk nærmere.

Han finder det hul i labyrinten, der er så krævende at nå, hvor det helt subjektive og det mest almene træder frem som to sider af samme roterende mønt.

De arbejder, som jeg kender bedst, materialiserer den arkitektoniske erfaring, som Louis Kahn udtrykker så præcist, at ”det bedste, man kan give til andre, er det, der ikke tilhører en selv.”

Anders’ bemærkelsesværdige iagtagelsesevne erfarede jeg selv under en studietur til Vicenza. Vi gennemgik Palladio-villaer i sensommerens varme solskin med lange skygger så tæt i sin melankolske skønhed, at man bringes til at græde med en underliggende følelse af opløftelse. Ingen, der var med, vil glemme disse dage. Tilbagevendende udpegede Anders detaljer, der var særegne og gav anledning til diskussioner, hvor vi alle, lærere og studerende, følte, vi forholdt os til noget væsentligt, noget dybt. Samværet med Anders rummede mange åbenbaringer, han var i ordets mest omfattende forstand seriøs. Men også let med sit elegante smil og sit skælmsk distancerede blik. Selvom han i de senere år havde problemer med talen, hang vi alle ved hans læber.

Anders Munck underviste på såvel KADK som DTU. Han blev, ifølge studiekammeraten Regitze Hess, mere og mere optaget af, hvordan ting i hverdagen og interiøre rum fungerer, som det fremgår af hans indretninger af butikker m.m. Munck har bygget, undervist, formidlet (via sit eget arkitekturgalleri i tegnestuen på Sølvgade 036). Vi ser nu klart, at han i første række var med til at fremelske en epoke i dansk arkitektur. Det er ydermere et privilegium at have kendt et menneske af hans format og søgende menneskelighed. Anders repræsenterede meget høje standarder.

Grillbar, Ishøj. Tegning: Tegning: Anders Munck, fra bogen ‘Overgang – rum i den spredte by’ (Arkitekturtidskrift B, 1999)
Nekrolog af

Carsten Thau