Sankt Hans Torv, Nørrebro. Omlægning: 1992-93. Landskabsarkitekt: Sven-Ingvar Andersson i samarbejde med billedhugger Jørgen Haugen Sørensen. Præmieret af Københavns Kommune i 1994. Foto: Jens Lindhe, fra bogen Generøs By
Nekrolog af

Jan Christiansen

Arkitekt MAA, lektor emeritus ved KADK og tidligere stadsarkitekt i København

I god gammel tradition har vi at gøre med en murersvend fra Horsens. Efter sin afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole var han ansat på flere tegnestuer, blandt andre Arne Jacobsens og Erik Korshagens. Her arbejdede han med erhvervsbyggeri og boligbyggeri. I 1972 arbejdede Otto Käszner i Afrika, dels med boligbyggeri for de laveste indkomstgrupper, dels med planlægning af bebyggelser i tilknytning til et integreret overrislings- og bosætningsprojekt.

I 1979 blev han ansat i Københavns Kommune, i 1986 som vicestadsarkitekt, og i årene 1989-1999 virkede han som stadsarkitekt. Det var en periode, hvor Otto satte sit markante præg på København.

Som den sidste stadsarkitekt, der både havde rådgivende beføjelser over for Københavns Kommunes borgere, politikere og bygherrer og på samme tid var leder af kommunens tegnestue,

Inden for offentlige bygværker, eller med andre ord kommunens bygværker, stod Otto Käszner sammen med sine mange dygtige medarbejdere for en lang række kommunale bygninger og ombygninger, institutioner, skoler og plejehjem. Herudover var også byens pladser, uderum og byens design på dagsordenen.

Og som den øverste rådgivende arkitekt var det hans fornemme opgave at formidle arkitekturen i byens stadige omdannelse.

Nye politikker og indførelsen af udbudscirkulæret begrænsede embedet som stadsarkitekt til alene at skabe dialog, kritik og modkritik samt at formidle arkitektur til byens borgere og politikere. Det var nye betingelser, der i en sådan grad gav en ny virkelighed, at Otto valgte at forlade kommunen. Svaret tilbage var at nedlægge embedet. Dog kun for en kort tid.

Nekrolog af

Jan Christiansen

Arkitekt MAA, lektor emeritus ved KADK og tidligere stadsarkitekt i København

I sine mange år i Københavns Kommune optrådte Otto K med en forunderlig karisma, der voksede ud af en stærk faglighed. Et møde som ung og ambitiøs arkitekt på hans kontor om et nyt projekt i byen var altid berigende. Gode diskussioner i et sprog, der var Københavns arkitektoniske særkende og egenart værdigt, gav en værdifuld stemning. Og når det hele så endte med begavede noter i en mesterlig kalligrafi fra selve mesterens hånd, nåede samarbejdet nærmest et resultat som et Gesamtkunstwerk.

Det er en fejlagtig myte, at der intet skete i København i 90erne. Megen byudvikling og mange bygværker så dagens lys i denne periode. Men selvfølgelig ikke så radikalt som i de senere tiår. Men en række initiativer i disse år lever byen godt af her og nu. Byens uderum, fra Gråbrødretorv og Amagertorv til ikke mindst Sankt Hans Torv, var startskuddene til en florissant periode for udelivet i København. En byvandring på Nørrebro viser, at Otto Käszners oprindelige initiativer i dag er fuldt udviklet i bymæssige kvaliteter i form af uderum og pladser, der tilsammen er i verdensklasse.

Det var arkitektfagets basis, de faglige kerneområder, den arkitektoniske form og det arkitektoniske rum, der interesserede ham.

“En byvandring på Nørrebro viser, at Otto Käszners oprindelige initiativer i dag er fuldt udviklet i bymæssige kvaliteter i form af uderum og pladser, der tilsammen er i verdensklasse.”

Jan Christiansen

Otto Käszner. Foto: Camilla van Deurs

Efter sin afsked med Københavns Kommune i 1999 kastede Otto sig over en lang række opgaver, der alle havde relationer til kunst og arkitektur. Han var et meget aktivt og givende medlem af Kunstnerforeningen af 18. november, hvor han bidrog med begavede indlæg fra både arkitekturens, litteraturens og kunstens verden.

I anledning af, at Københavns Kommune havde en årlig præmiering af byens arkitekturværker, udgav Otto Käszner sammen med Hans Helge Madsen i 2003 en registrant i form af en smuk bog, Den præmierede by. Heri optrådte også en lang række af Ottos skitser fra København. Lige til det sidste var han meget berejst, hvilket også er dokumenteret og beskrevet i hans fine arkitekturtegninger fra alverdens steder.

Sammen med tidligere kolleger i kommunen arbejdede Otto Käszner også med et omfattende projekt, der skal ende med et arkitekturhistorisk arkiv, der beskriver projekter fra stadsarkitektens hånd igennem tiden. Et meget omfattende arbejde, der er væsentligt at fastholde, og et betydningsfuldt stykke arbejde ikke mindst for studerende og forskere på arkitektskolen.

I de seneste måneder havde jeg en del samtaler med Otto om stadsarkitektens rolle og beføjelser i København.

Han udtrykte, og altid med et smil på læben, flere gange sin misundelse over, at jeg som stadsarkitekt i 00erne fik masser af nybyggeri at arbejde med. Nyt teater, nyt musikhus, en opera, Ørestad, Nordhavn, Sydhavn, Metro, Inderhavnen og meget, meget mere.

Vi mødtes ved én af samtalerne på toppen af Codanhus hos ejendomsselskabet Freja. Otto skuede mod øst hen over København og med Malmø og Skåne i baggrunden. Her var kraner og højhuse overalt og fortætninger, så langt øjet rakte, og han udbrød: “Hvad har I dog gjort ved byen?” Han var ægte overrasket og chokeret, og hans reaktion smittede af på mig. Selv uanset mit ivrige forsvar for udviklingen i København kunne jeg ikke berolige ham.

Han var oprigtigt bekymret for byen. Han så og konstaterede en stadig mindre kompetence til stadsarkitekten i den politiske og økonomisk hårde virkelighed i vores by. Måske havde han ret i sine iagttagelser, især med sin historiske baggrund. Årsagen til vores samtaler var et kommende møde i Arkitektforeningen om netop dette emne, stadsarkitekten i fremtidens København. Og vi så alle frem til mødet, hvor hans tre efterfølgere som stadsarkitekter også ville være til stede.

Mødet tegnede til at blive en stor succes med mange fremmødte, men desværre uden Otto. Han var blevet indlagt på hospitalet et par dage før og døde umiddelbart efter. Vi har dog stadig Ottos noter og vil på baggrund af dem genoptage og fortsætte mødet og komme dybere i emnet. Det skylder vi hinanden.

Som kollega er det med stor sorg at have mistet en fagfælle af så stort format og med så omfattende integritet.

Otto var et beskedent menneske og på sin egen forunderlige vis både tilbagetrukken, og med sin elegante faglige pondus også betydende i sin måde at samarbejde på.

Vi er en lang række arkitekter, der i årene fremover vil huske og påskønne hans store virke for arkitekturen og for København og mindes ham for både hans store faglighed og hans fine menneskelighed.

Jemtelandsgade 3 Kvarterhus i Holmbladsgade-kvarteret. Om- og tilbygning 2000-01. Arkitekt: Dorte Mandrup. Præmieret af Københavns Kommune i 2001. Skitse: Otto Käszner, fra bogen Den Præmierede By (Arkitektens Forlag 2003)