Nye alliancer

Naturen og det vernakulære

I bygningskunsten er det med Reyner Banhams bog The Architecture of the Well-tempered Environment, at vi for alvor ser en kritisk tilgang til efterkrigstidens byggeri med særligt fokus på, hvordan arkitekturen forholder sig til et givent klima, og hvordan mennesker med deres krop oplever indeklima, varme, kulde, ventilation, akustik m.m. Med eksempler fra den moderne arkitekturhistorie problematiserer han en universel, senmoderne arkitektur og fremhæver f.eks., hvordan den vernakulære byggeskik klogt brugte materialernes masse og varmekapacitet til at skabe balance mellem de byggede miljøer og det naturgivne klima, døgn og årsrytme uden det behov for omfattende tekniske installationer, som havde fået sit indtog i moderne arkitektur.[2] En af Banhams kilder er Ralph Knowles, professor ved University of Southern California, og hans forskning i tidlige indianske bosætninger.

I bogen The Ritual House argumenterer Ralph Knowles for, at senmodernitetens arkitektur gennem sine uniforme standarder har berøvet os vores sanselige omgang med natur og klima. Med eksempler fra lokalt forankret byggeskik viser han, hvordan vi igen skal stræbe efter en arkitektur, der fejrer livsformer, der er synkrone med naturens rytme; “I stedet opstår der noget utroligt bekræftende, når vores handlinger harmonerer med naturens kredsløb. Det er en bekræftelse af vores egen eksistens, et løbende behov for at træffe valg, der definerer, hvem vi er som individer. Og dette behov bør ikke undervurderes eller bagatelliseres af arkitekturen. Min opfordring til arkitekterne er, at de skal anerkende og fejre rytmen i naturen”.[3]

Arkitektfirmaet Baumschlager Eberle har i snart tre årtier arbejdet med at bygge med udgangspunkt i viden om miljø og ressource-problematikker. Fra starten af 1990erne satte de høje standarder for energi og indeklima og har på tegnestuen selv udviklet arbejdsmetoder og software til simulering af forholdet mellem form, materiale og energi(forbrug). Det har hele tiden været med en indlejret forståelse for de ‘passive’ strategier kendt fra vernakulær arkitektur som f.eks. de nævnte indianske bosætninger, hvor materialets tyngde og snittets geometri sørger for køling og komfort. En viden, som i Danmark er samlet i udgivelsen Klima og arkitektur.[4]

I 2012 opførte Baumschlager Eberle deres egen tegnestue i Vorarlberg, Østrig. Det er en fritliggende bygning i seks etager med i alt ca. 2400 kvm. Det fremgår, at bygningen er så radikal i sin tilgang, at det kun er lykkedes at gennemføre byggeriet, fordi tegnestuen selv er bygherre. Bygningen kaldes 2226 pga. af de designmuligheder, man opnår, når man bryder med senmodernitetens standard om en fast temperatur på 22 grader og i stedet arbejder med et spænd i komforttemperaturen fra 22 til 26 grader. Og hvor vi helt naturligt har mindre tøj på indenfor, når det er varmt udenfor. Ifølge arkitekterne er der nærmest ingen mekaniske anlæg i bygningen, hverken til ventilation, varme eller køling. Derimod udnytter man varmen fra belysningen og kropsvarme m.m. Baum­schlager Eberle trækker her på deres store viden om samspillet mellem geometri, energi og materialer. F.eks. er trapperne detaljeret, så den brugte luft frit kan bevæge sig op gennem de seks etager, og de dybe vinduesåbninger er formet, så dagslyset optimeres, uden at der opstår overophedning. Det er således lykkedes at forme arkitekturen som et ‘well-tempered environment’ givet af materialer og rum og ikke af de tekniske anlæg.

Også Aldo Rossi formulerer sine teorier ud fra en kritik af den senmodernistiske arkitektur og byplanlægning og henter ligeledes inspiration fra historiske bosætninger; “… det er derfor, dimensionerne på et bord eller et hus er så vigtige – ikke, som funktionalisterne troede, fordi de har en funktion i sig selv, men fordi de levner plads til andre funktioner. Og i sidste ende fordi de levner plads til alt det, som er uforudsigeligt her i livet”.[5]

High and low

Om det robuste og holdbare gælder det paradoks, at det er den indbyggede evne til omdannelse, der sikrer bygværket om ikke evigt liv så muligheden for et langt liv. Spørgsmålet er så, hvordan bygværket klarer stofskiftet, når mindre eller større dele erstattes for at møde skiftende tiders normer og æstetik. Stewart Brands bog How Buildings Learn: What happens after they’re built, der udkom i 1994, handler om arkitekturens evne til forandring over tid. To vigtige pointer fra bogen tjener til at belyse spørgsmål om holdbarhed. For det første Brands/Duffys ‘shearing layers’,[6] som skelner mellem sted/grund, råhus/bærende konstruktion, facade, plan og ting/løsøre. Brands studier af, hvordan bygningsarkitekturen løbende forandres, viser, at de forskellige lag har vidt forskellig levetid, og at det derfor er de indbyggede bindinger mellem lagene, der afgør, hvordan bygværket tillader løbende tilpasninger. For det andet skelner Brand mellem to hovedkategorier: ‘high road’ og ‘low road’. ‘High road’ er den ‘skønne’ og robuste arkitektur af monumental karakter, som er bygget til at vare længe, og som mange er enige om at værne om til fælles gavn. ‘Low road’ er det mere profane byggeri, som måske ikke er bygget til at vare længe, men som måske efterhånden bliver en del af nye og uventede sammenhænge og forandringer over tid.[7] Begge dele kan være strategier, når vi bygger. I et interview på P1 fra februar 2017 har Søren Nielsen fra Tegnestuen Vandkunsten reflekteret over, hvordan vi som arkitekter kan rumme den store kompleksitet i spørgsmålet om levetid og ressourcer, når vi er med til at sætte ting i verden. Han foreslår en flerstrenget strategi, hvor både det idealistiske og det pragmatiske perspektiv er med fra starten. Han har kaldt denne strategi for Plan A-B-C-D. Plan A er at bygge så smukt og kulturelt bæredygtigt, at ingen vil drømme om at rive bygværket ned igen. Plan B er at tænke og planlægge arkitekturen så robust, at den evner at blive tilpasset og omdannet i så høj grad, som vi er i stand til at forestille os det. Plan C er, at bygningen er tænkt og tegnet til adskillelse og genbrug, hvis eller når den alligevel ikke længere kan opfylde vores behov eller kommer til at stå i vejen for ny udvikling og ændrede værdisæt. Det sidste niveau er Plan D. Som led i en Plan D må vi kræve, at vi har overvejet, hvordan materialerne kan genbruges bedst muligt i et ‘recycling’-perspektiv, hvor værdifulde ressourcer ikke blot kan anvendes til vejfyld, men fortsat kan bidrage med de indlejrede materielle kvaliteter.[8]

Materialer

Betragter man snittet af Pantheon i Rom, kan man se den kombination af romersk beton og murværk, som har medvirket til at sikre bygningen en levetid på snart 2000 år. Desværre er det ikke lykkedes at genopfinde beton til industrielt brug med den særlige kombination af vulkansk aske og kalksten brændt ved en lavere temperatur end den moderne Portland-cement-metode udviklet i det 19. århundrede.[9] Beton er således et problematisk byggemateriale med store direkte miljøpåvirkninger og stor udledning via procesenergi og transport. Under produktionen når temperaturen op på næsten 1500 grader, og samlet står beton for 8% af verdens samlede udledning af CO2.[10] To alternativer tegner sig dermed for en mere cirkulær arkitektur. At vi holder op med at bruge beton, eller at vi forsker i at udvikle materialet, samtidig med at vi bruger betonen mere bevidst og der, hvor dens egenskaber er skønne, suveræne og mest holdbare. Det sidste er det mest nærliggende, fordi betonindustrien er gigantisk, magtfuld og pengestærk nok til at investere store summer i forskning. Det må arkitekter deltage i og insistere på, at betonens skønhed, bevidste anvendelse, form og overflader kan have afgørende indvirkning på levetiden, fordi levetiden også afhænger af den omtalte robusthed. I det seneste nummer af fagbladet Beton offentliggøres de foreløbige resultater fra “Futurecem”, et 20 mio. kroners forskningssamarbejde mellem betonindustrien og bl.a. Aalborg og Aarhus Universiteter. Ifølge dette kan miljøpåvirkningen nedbringes med minimum 30%. Og den mest spændende oplysning for os arkitekter er, at det, man vil blande i betonen for at mindske cementindholdet, er: ler. Eller mere præcist en tredjedel af særlige ler- og kalk-forbindelser. Ambitionen er at nedbringe udledningen med 50%.[11]

Vil vi i stedet anvende materialer som f.eks. ubrændt ler, halm, hamp og ålegræs, kommer gammelkendte og lokalt forankrede teknikker frem i nye sammenhænge. Disse materialer findes i rigelige mængder eller gror enten vildt eller opdyrket til formålet. Fælles for en række af disse særlige vækster er, at de anvendt som byggematerialer kan indgå i åndbare konstruktioner med en positiv indvirkning på alle vores sanser og dermed vores æstetiske oplevelse af materialer og rum. Det økologiske byggeri, der opstår efter 1968, har mange pionerbyggerier ad den type knyttet til en livsstil, der netop gør oprør mod den senmoderne forbrugskultur.

Da Sverre Fehn tegner og opfører et forsøgshus til Mauritzberg i 1992, har arkitekt og lektor på Arkitektskolen Aarhus Kirsten Birk som en af få akademiske arkitekter fokus på både livscyklusperspektivet og æstetikken. I en omtale i magasinet Skala fra samme år skriver hun: “Byggematerialet er ler, nærmere bestemt let-ler, som er en blanding af halm og ler, formet som blokke, der lufttørres. Herved undgås at bruge olie til brænding af leret, som f.eks. ved teglproduktion. Blokkene bruges til opbygning af husets mure i en slags bindingsværks-konstruktion – i dette tilfælde med et modul mellem træsøjlerne på 2 meter. Ud fra en økologisk betragtningsmåde er ubrændt ler et fint materiale, også i forhold til et livscyklusperspektiv. Desuden er det gunstigt for indeklimaet, og de pudsede let-lers-blokke er isolerende og resistente i forhold til vind og vejr”, og “Bemærkelsesværdigt ved projektet er især at man har formået at give de fine idéer om økologi en arkitektonisk form som er til at tro på.”[12]

Lige nu forskes der intensivt i byggeri med ler, og der er også flere fine nyere eksempler, hvor materialet er behandlet, så det fremstår med en smuk og levende overflade, samtidig med at det som i lokalt forankret byggeskik indvirker positivt på indeklimaet. Man kan sige, at stampede lerkonstruktioner qua det æstetiske udtryk yder modstand mod den indkapsling og forsegling, som er så udbredt i det konventionelle byggeri. Professor i bæredygtigt byggeri på ETH i Zürich, Guillaume Habert, forsker i lerbyggeri og taler for muligheden for langt mere byggeri med ler i en nær fremtid og som erstatning for beton. Arkitekt Martin Rauch er kendt for sine mange og eksperimenterende bygninger udført som stampede lerkonstruktioner. I et interview i werk, bauen+wohnen fra 2018 fremhæver han, at leret (i en cirkulær forståelse) er et unikt materiale, fordi det kommer direkte ud af jorden og tilsvarende kan føres tilbage til jorden uden at tabe i værdi0.[13]

Genbrug

Et andet afgørende element, når det gælder om at nedbringe ressourceforbruget ved materialeudvinding og forarbejdning af byggematerialer, opførelse og nedrivning er omfanget af spild. ‘Affald er guld’ er trods det umiddelbart salgbare budskab i høj grad en tankegang, der er opstået i forlængelse af et omfattende håndværksmæssigt og kulturelt erfaringstab og affødt af en måde at bygge på, hvor spild er en indregnet omkostning. Det har indfundet sig i en økonomi, hvor lønninger og arbejdstid vejer tungere end udgifter til og omsorg for byggematerialer. Men her står vi så med bunker af blandede materialer, der ikke er tænkt til genanvendelse, men resultatet af komplicerede sammenbygnings-detaljer og ofte behæftet med miljøfarlige stoffer i et omfang, der er svært at vurdere. Og det er derfor, at mange af de projekter til en mere cirkulær arkitektur, vi ser nu, handler om omfattende, men også svære forsøg på at bygge med genbrugsmaterialer (se interview m. Lendager, s. 44).

Fra god håndværksmæssig praksis og byggeskik kender vi f.eks. belægningsmønstre lagt i faldende længder eller af assorterede størrelser, så alt udnyttes uden spild, og det skønne bliver mangfoldigheden i det, som på en gang er ens og forskelligt. Janne Ahlin har beskrevet, hvordan Sigurd Lewerentz arbejder i forbindelse med lægning af gulvet i Sankt Petri Kirken i Klippan, opført 1966. Her går han et skridt videre, og med et restparti af klinker fra Höganäs indgås en samtale mellem materiale og rum, hvorefter klinker med forskellige brændinger, toner og størrelser hver finder en plads. Det blandede og uens bliver en æstetisk strategi, samtidig med at den hårdest brændte klinke bliver lagt der, hvor der kan være vådt tøj i garderoben, og den lyseste klinke i et hjørne, hvor der ellers ville blive for mørkt.[14]

En anden måde at undgå spild er at fejre materialernes naboskab og f.eks. bruge rester fra byggeprocessen som supplerende byggematerialer. Et særlig intelligent eksempel på en symbiose mellem materialer finder man i den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichis atelier til keramikværkstedet Miwa Gama. Miwa-familien har været keramikere siden 1600-tallet. Og da jeg i 2009 første gang stødte på projektet, var det gennem billeder af velbevarede gamle keramiske forme til støbning. Sambuichi havde valgt at lade forståelsen af forholdet mellem form og afstøbning være afsæt for den nye bygning. Gennem minutiøse studier af teknikken i at træforskalle ved støbning af beton er bygningen planlagt og udført som en perfekt afstøbning, hvor alt forskallingstræet til råhuset genbruges til vægge, gulve, skodder og møbler. Øvelsen er foregået på et krævende metafysisk niveau, der ikke er styret af, hvad der har været mest logisk eller overkommeligt. Omsætningen fra træ til beton til træ er tænkt med samme indlevelse, som når keramikeren forbereder sit støbearbejde. Og alt er anvendt uden spild og med en agtelse og materialekultur, hvor affald ikke er en del af tankesættet. I 1992 udarbejder William McDonough (kendt fra Cradle to Cradle) “The Hannover Principles” som guidelines for al planlægning og alt byggeri i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover.

Heri hedder det bl.a. “Afskaf affaldsbegrebet. Evaluer og optimer i stedet produkternes og processernes samlede livscyklus for på den måde at efterligne naturens systemer, hvor der ikke er noget, der hedder affald” og “Kend arkitekturens begrænsninger. Intet menneskeskabt varer for evigt, og design kan ikke løse alle problemer. Som skaber og planlægger bør man forholde sig ydmygt til naturen. Se naturen som et forbillede og en mentor, ikke som en forhindring, der skal overvindes eller kontrolleres.”[15]

Med Hannover-principperne som en del af byggeprogrammet udformede Peter Zumthor den schweiziske pavillon som en stabling af 45.000 trælægter, der samles med synlige gevindstænger i rustfrit stål gennem hele konstruktionen. Installationen blev afmonteret efter verdensudstillingen og træet genbrugt. Eksemplet er interessant, fordi Zumthor bruger dette benspænd på en måde, så det understøtter bygværkets tektoniske og rumlige kvalitet. Projektet er på den måde en model for en æstetisk tilgang til en miljømæssig udfordring, hvor arkitekten viser en dybfølt respekt for træ som ressource.

Når Steen Høyer skrev om landskabskunsten som den langsomme kunstart, begyndte han med de istidserosioner, som så at sige spænder over den store skala i det danske landskab. Med ordene “Ting tager tid, og tid tager ting” beskrev han forandringer fra agerbrug til nyere ‘miljølandskaber’. Ved Esbjerg anvendte Høyer og billedkunstneren Eva Koch i 1997 800.000 m3 overskudsjord fra et motorvejsbyggeri til en 30 meter høj lyshøj med en diameter på 280 meter.[16] Det er landskabskunst med omhu og uden behov for en bæredygtig retorik. Det giver bare rigtig god mening med et skønt monument over modernitetens motorvej bygget med tiloversblevet ‘stof’ fra stedet. En gravhøj som en omvendt grusgrav.

I Beauty Redeemed – Recycling Post-industrial Landscapes gør Ellen Braae status over de postindustrielle landskaber, hvor bl.a. råstofudvinding har sat sine markante spor i landskabet. I IBA Em­scher Park m.fl. gennemføres økologiske regenereringsstrategier som led i en regional plan for vandmiljø, flora og fauna. Floden Emscher er i den forbindelse omdannet fra åben kloak til ren, inviterende vandvej. Samtidig iscenesættes forholdet mellem industriefterladenskaber og naturprocesser i et æstetisk sceneri som ruinøs romantik. Alt sammen som en del af en ny oplevelsesøkonomi og destinationsudvikling, der kan give regionen nyt postindustrielt liv.[17]

Bricollage

Med genbrug åbnes også døre til en mere heterogen æstetik, hvor moderne billedkunst, skulptur og installation allerede har udstyret os med måder at arbejde på. Kubistisk collagekunst, pop art og Arte Povera er kilder til en arkitektur, der undersøger nye muligheder for sammenstilling af gammelt og nyt. En sådan metode, hvor man prøver sig frem og ikke er begrænset af kendte teknikker og håndværk, har man benævnt ‘bricollage’.[18]

Hvis metoden er at prøve sig frem og fordomsfrit sætte ting sammen, som er forhåndenværende, så peger ‘bricollage’ f.eks. på selvbyggeri og brugerdeltagelse, hvor de ellers gældende markedsvilkår er til forhandling. London-tegnestuen Assemble bevæger sig i det felt, og det har heldigvis konsekvenser for æstetikken. Assemble har sammen med beboerne arbejdet med Cairns Street-bebyggelsen i Liverpool og konverteret et af rækkehusene til et ny fælleshus, Granby Winter Garden, og gjort det frit tilgængeligt for lokale beboere og det omgivende kvarter. Det rummer en fælles indendørs have, fællesrum og kunstnerbolig – alt sammen skabt af materialer, som er arkitektonisk uformelle, hverdagslige og forhåndenværende.

I bogen The Spolia Churches of Rome (dansk titel: Genbrugskirker i Rom) redegør Maria Fabricius Hansen for det omfattende genbrug af antikkens materialer, bygningsdele og skulpturer ved opførelse af de tidlige kristne kirker i Rom med udgangspunkt i begrebet spolia, som oprindelig betød krigsbytte eller anden form for ‘rov’.

Der er mange og rige eksempler, og Hansen fremhæver, at man kombinerede dele, der ikke oprindeligt havde hørt sammen i en opfindsom og broget æstetik, som værdsatte det sammenstykkede, og ikke kun fordi adgangen til materialer var knap. Anvendelse af antikke elementer var også en måde, hvorpå kristendommen bemægtigede sig elementer fra ‘hedenske’ tider og gav dem nyt kristent indhold.[19]

Opførelsen af Ningbo History Museum af kinesiske Wang Shu lever helt op til Hansens beskrivelse af brugen af spolia i en nutidig sammenhæng med krigslignende skala og alvor. Den triste baggrund er de omfattende nedrivninger af kinesiske landsbyer, der følger af Kinas urbanisering. Som en italesættelse af urbaniseringskraftens totale udtømning af kultur og håndværk høster Wang Shu nedrivningsmateriale fra 30 nærliggende landsbyer, der er blevet fjernet fra landkortet. Materialerne anvendes primært til en opmuring af museets facader med en gammelkendt kinesisk teknik: wa pan. En teknik oprindeligt anvendt til at genetablere sammenstyrtet bosætning i en region plaget af kraftige tyfoner. I museet mures op til 40 forskelligartede typer af sten og brokker sammen til et heterogent hele. Wang Shu fortæller, at der er indmuret sten fra Ming-dynastiet, som er 400 år gamle, og fra Tang-dynastiet, som er op til 1500 år gamle.[20] Lignende udsnit af murværket blev udstillet på Venedigbiennalen i 2016 og på Louisiana i 2017.

Fra kunsthistorien kender vi begreber som readymade eller objet trouvé som beskrivende for kunst og kunstneriske processer, hvor f.eks. et genkendeligt objekt fra hverdagen anbringes i en ny sammenhæng, hvor dets fremmedhed producerer nye sammenhænge og ny betydning. Arkitekt Charlotte Bundgaard har i “Readymades Revisited” anskuet arbejder af Lacaton & Vassal i et sådant udvidet readymade-perspektiv. Med relation til tegnestuens arbejde med boliger som f.eks. Maison Latapie i Floirac beskriver hun, hvordan de til fulde anvender drivhusteknologi, så det med kun små tilpasninger kan tjene som boligarkitektur.[21] Det er metodens potentiale i vores industrialiserede tidsalder, Bundgaard er på jagt efter.

Råhed

Hvad kan en arkitektur, som har fokus på at udvælge og sammensætte fremfor at forme på ny hver gang? Og hvad kan materialeøkonomien, når den anskues som en poetik i stedet for en begrænsning?

Til et kunstnerpar, en danserinde og en musiker har Peter Märk­li opført en atelierbygning, hvor parret kan bo og eksperimentere med dans og musik, inklusive holde små koncerter med deltagende gæster og gæstende kunstnere. Huset er formet omkring et fleksibelt centralrum, der åbner sig mod et landskab. Huset har i det ydre referencer til profane bygningstyper og værksteder. Elementer som tagrender og vinduespartier er fremhævede, så hver bygningsdel træder selvstændigt frem som et stykke gedigent blikkenslagerarbejde eller et godt snedkervindue. Indenfor er materialerne teglblokvægge og betongulve. Alt fremstår råt eller tilnærmelsesvis råt og med kun lidt forarbejdning og tildannelse af industrielle og hverdagslige bygningskomponenter. Æstetikken næres af et fravær af sekundære materialer og overfladebehandlinger. Peter Märkli formulerer så vidt vides ikke en miljømæssig dagsorden, men det er en arkitektur, som arbejder med en enkel anretning af gode råvarer uden unødvendig tilsætning. Materialerne i deres blottede, rå tilstedeværelse danner ramme om kunstnerparrets enkle livsrum for fordybelsen i dans og musik. Denne tilgang genkalder Alison og Peter Smithsons essay “The ‘As Found’ and the ‘Found’”, hvor de beskrev materialernes rå og ligefremme fremtræden som et værn mod nye, forlorne overfladebeklædninger, hvis langsigtede værdi og behag de havde svært ved at få øje på.[22]

Byniveau

Med deres ombygning af en skibsværftshal i Dunkerque til en ny kulturinstitution viser Lacaton & Vassal en overraskende løsning, som gentænker forholdet mellem gammelt og nyt, og samtidig hvordan vi kan forlænge en bygnings levetid ved blot at bruge den, som den er. Det ønskede rumprogram, som arkitekterne havde fået udstukket, indbygges ikke som forventet i den eksisterende hal. I stedet har man bygget en ny hal med samme dimensioner skulder ved skulder med den eksisterende. Hermed bevares den eksisterende hals katedrallignende dimensioner (lbh 246 x 82 x 98 fod), og med den er en unik, stedsspecifik og umistelig værdi bevaret. Det er nu muligt at rumme oplevelser, kunst og events med en dimension, der langt overskrider, hvad der var tiltænkt. Det nye hus bygges efter gældende normer og særlige krav til klima og sikring af kunst. Den gamle hal energirenoveres ikke og bevares i stedet med de muligheder og begrænsninger, som skibsværftshallen har.

En lignende tilgang har arkitekterne, der skal omdanne de tidligere Citröen-fabrikker til et nyt Centre Pompidou i Bruxelles. Gruppen bestående af noAarchitecten, EM2N and Sergison Bates architects siger “Vi vil indgå i en radikal dialog med og stole på det eksisterende” om deres strategi, hvor store dele søges brugt og lades “næsten urørt”, mens der i særlige områder opføres helt nye bygningsdele, der kan opfylde høje krav til klimastyring og sikkerhed. Citroën-fabrikken bliver som nyt Centre Pompidou som en åben bystruktur, forklarede Stephen Bates, da han i marts forelæste på arkitektskolen i København.

De her nævnte projekter er skabt ud af vidt forskellige sammenhænge og med forskellige bevæggrunde. Men fælles for dem er en fejring af materialer og ressourcer, der også i høj grad kan være svar på de udfordringer, som møder arkitekturen netop nu, og som involverer et opgør med en kortsigtet forbrugskultur.