ANNONCE

Newport Street Gallery, London. Renoveret af Caruso St John. Tegning: Caruso St John.

Kaster man et overordnet blik på udbuddet af arkitekturmagasiner og -priser, vil man se, at de primært fokuserer på nybyggeri og dermed er med til at dokumentere og hylde alt, hvad der er nyt og opsigtsvækkende. Øverst i bunken finder man ofte ikoniske enkeltbygninger, der er bygget op fra grunden uden tanke på, hvad de træder i stedet for. Disse autonome værker har gerne en enkeltperson som afsender og er forsynet med en specifik dato for færdiggørelsen. Dermed skriver de sig naturligt ind i den gængse forståelse af arkitekturens udvikling og kan afkodes som hørende til en bestemt stil eller stilretning.   

Men efterhånden som klimakrisen forværres, og vi som arkitekter bliver mere bevidste om vores egen rolle i forhold til at tegne bygninger og strukturer, der bidrager til problemet, bliver det sværere og sværere at retfærdiggøre denne praksis. Det kan godt være, at de nye bygninger er mere energieffektive end de gamle, men faktum er, at vi i Storbritannien allerede har hoved­parten af de bygninger, vi skal bruge frem til år 2050 (Green Building Council skønner, at mindst 80% behovet er dækket). Endnu sværere bliver det at retfærdiggøre beslutningen om at rive eksisterende bygningsstrukturer ned for at skaffe plads til nye – med alt, hvad det genererer af byggeaffald og CO2. Uanset hvor energivenlig den nye bygning end måtte være i drift, vil det højst sandsynligt tage årtier at opveje de konkrete miljø­omkostninger, der jo kunne have været undgået ved at bevare i stedet for at rive ned. Som Carl Elefante (1) har sagt, er “de mest bæredygtige bygninger dem, der allerede er opført.”    

Den erkendelse retter i stedet søgelyset mod energirenovering, som er kunsten at udbedre og opgradere eksisterende bygninger for at gøre dem mere miljøvenlige, mere strømbesparende, lettere at varme op og bedre til at holde på varmen, samtidig med at man implementerer energieffektive driftssystemer og teknologier. I de fleste tilfælde vil klimaaftrykket ved renovering være betydeligt lavere end ved nybyggeri, især hvis man medregner en evt. nedrivning. En renovering kan tilrettelægges, så den mindsker bygningens CO2-aftryk og forlænger dens holdbarhed, hvilket samtidig vil reducere behovet for nyopførelse.  

Teksten fortsætter

Oversættelse

Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.

Noter

1) Carl Elefante er adjungeret professor ved The Catholic University of America and University of Maryland.

Udgivelse

Artiklen er første gang udgivet i Arkitekten 02/2023.

ANNONCE

The New Library, Magdalene College. Foto: Nick Kane.

The New Library, Magdalene College, Cambridge, England. Níall McLaughlin Architects, 2021. Foto: Nick Kane.

Problematikken er særlig relevant i Storbritannien, hvor man slås med nogle af Europas ældste og mest utætte bygninger. Men til trods for det åbenlyse behov for at miljørenovere de utætte boliger – og den eksisterende boligmasse i det hele taget – halter landet langt efter resten af Europa, både mht. antallet af renoveringer pr. år, og hvad angår den samlede indsats for at sænke energiforbruget. Situationen kompliceres ved, at renovering og nybyggeri bliver opfattet som to helt forskellige discipliner med hver deres normer, målsætninger og finansieringsmodeller.     

På alle områder – fra isoleringskrav til offentlige bevillinger – er ambitionsniveauet lavere for renovering, end det er for nybyggeri, med det resultat at mange af projekterne hverken har den ønskede kvalitet eller miljømæssige standard. Myndighedernes indsats for at sænke energiforbruget bliver konstant undermineret, og en varslet landsdækkende kampagne for at introducere efterisolering og varmepumper er aldrig blevet gennemført i nævneværdigt omfang. Nu er der selvfølgelig stor forskel på at opføre et hus fra grunden og at arbejde med eksisterende bygningsstrukturer, men derfor bør begge discipliner alligevel tilgås med samme høje ambitioner, forsigtighed og omhu.       

En anden væsentlig faktor er de britiske momsregler, som i øjeblikket siger, at man ikke skal betale ekstra for nybyggeri, mens renoveringer pålægges 20% moms. Det er med til at tippe vægten over mod nedrivning og nybyggeri, og væk fra renovering af den eksisterende bygningsmasse. Den britiske regering har for nylig sløjfet skatten på materialer til renovering (isolering, solpaneler, varmepumper m.m.), hvilket gør sit til at hjælpe på situationen, men det er en strategi, der bør udvikles yderligere. Det har sågar været på tale at vende op og ned på momsreglerne ved at lægge højere skat på nybygningsprojekter og omvendt helt at fritage renoveringer, istandsættelser og ombygninger for moms. Det ville betyde meget i forhold til at tippe regnskabet til fordel for renovering – et nødvendigt skridt, hvis man skal overbevise developere, bygherrer og offentligheden om, at istandsættelse og ombygning er en god løsning.     

Mens noget altså tyder på, at de praktiske forskelle mellem renovering og nybyggeri vil udviskes med tiden, har arkitekterne selv en del af skylden for problemet. Selvom renovering og istandsættelse altid har indgået som en fast del af arkitektfaget, har det ofte stået i skyggen af nybyggeri og været omgærdet med mindre respekt og opmærksomhed. Selve tanken om at renovere udfordrer nemlig arkitektens grundlæggende forestilling om den store, enerådende kunstner. Det kræver således en ændring af hele vores arkitekturforståelse, hvis vi skal kunne rumme bygninger, der har formet og forandret sig over tid og er skabt af mange hænder og ideer. Bygninger som disse er løbende processer af reparation og fornyelse og kan derfor ikke knyttes til en bestemt periode eller person. De bliver til som kollektive byggeprojekter. Alt tyder på, at vi skal til at opfatte dem som palimpsester, der bliver mere og mere komplekse og mangeartede med tiden, i modsætning til den traditionelle forståelse af bygninger som afsluttede værker.          

Da arkitekten Níall McLaughlin talte på tidsskriftet Architects’ Journals (AJ) nyetablerede konference om renovering i London, argumenterede han for nødvendigheden af et sådant holdningsskift, hvis vi skal gøre noget ved klimakrisen. Og det er noget, der gør indtryk, ikke mindst når det kommer fra McLaughlin, som er kendt for sine nybygningsprojekter og for nylig modtog dette års RIBA Stirling Prize, Storbritanniens fineste arkitekturpris, for sit nyopførte bibliotek til Magdalene College i Cambridge. Ser man tilbage på de tidligere modtagere af prisen, vil man se, at der blandt dem kun er en håndfuld renoveringsprojekter – hvilket blot er endnu et bevis på, at arkitekter regner de nye bygninger for at være finere end alt andet.      

Skal vi ændre fagets holdning til renovering, kræver det derfor, at vi genovervejer alt, lige fra hvordan vi uddanner nye arkitekter, til hvordan vi tilrettelægger byggeopgaver, inklusive de standarder og regler, der gælder for dem, samt hvilke projekter vi vælger at fejre med priser og mediedækning. Der er videnskabeligt belæg for det i det faktum, at renoverede bygninger har et mindre CO2-aftryk end nybyggeri, men den viden bør ledsages og understøttes af en mere omfattende gentænkning af, hvad arkitektur er. 

Newport Street Gallery, London. Renoveret af Caruso St John. Tegning: Caruso St John.
Astley Castle, renoveret af Witherford Watson Mann 2012. Vist i Arkitekten 10/2012. Foto: Landmark Trust.