ANNONCE
Nyt udefra: Kulturarvsuddannelse
I Catalonien bliver en villa fra 1600-tallet restaureret langsomt og eksperimenterende af studerende fra hele verden.
Frederik Bräuner
Arkitekt MAA og ph.d.-studerende ved University of California, Berkeley, USA.
Omtrent fire timers kørsel fra den catalanske regionshovedstad og kulturbastion Barcelona ligger den lille landsby Used. Den i dag noget affolkede by lå i århundreder halvvejs mellem Barcelona og Madrid på en af Spaniens primære handelsruter, Camino Real. Spanske konger, embedsmænd og pilgrimme gjorde jævnligt stop i byen på deres rejser imellem de to storbyer, og byen blomstrede takket være denne geografisk fordelagtige placering. Men siden anlæggelsen af den nye hovedvej uden om Used i 1800-tallet har den lille by kæmpet med støt faldende befolkningstal, tab af arbejdsmuligheder og flere forladte, faldefærdige ejendomme. Det er en fortælling, vi også kender i Danmark og andre lande i Europa – et tidligere, mindre handelscentrum ender pludselig i periferien af et nyt infrastrukturelt system og bliver afkoblet fra udviklingen. I Used så flere lokale beboere de faldefærdige ejendomme som symbolet på den socioøkonomisk udfordrede region, og for mange virkede nedrivning og nybyg som den naturlige måde at genoplive den stille landsby på. I de seneste år har en gruppe spanske arkitekter dog foreslået en anden tilgang, der gennem alternative bevaringsstrategier, undervisning og kulturarvsturisme har givet nyt liv til den lille by.
Urbanisering og affolkning
Et af disse faldefærdige huse er det såkaldte Casa Bernabé, hvor den tidligere prominente Ibáñes de Bernabé-familie boede i generationer fra midten af 1600-tallet og frem. Den 1.200 kvadratmeter store villa ligger ved indkørslen til Used med front ud mod den tidligere Camino Real, der i dag er en lille asfalteret vej ind i byen. Væggene er en blanding af kampesten, mursten og stampet jord, dækket af et for området karakteristisk lag sandfarvet, udsmykket puds. Stueetagen husede værelser til tjenestefolk, stalde, et køkken og et stort kornkammer i den ene af de to store gårdhaver. På førstesalen var værelserne arrangeret enfilade med store stuer langs husets prominente sydvendte facade. I efterkrigsårtierne tog affolkningen af spanske landområder dog til i takt med den buldrende økonomiske vækst i storbyerne. Bernabé-familien tog del i denne urbanisering, og i 1965 flyttede de til den nærliggende Zaragoza og efterlod sig villaen. Familien beholdt dog villaen, som i mere end 50 år stod aflåst som en tidskapsel fra midten af det 20. århundrede. I 2016 solgte familiens sidste arving imidlertid villaen, da den store ejendom havde brug for omfattende restaureringsarbejde for at undgå et fuldstændigt kollaps. Lokale beboere forventede, at den nye ejer ville enten helt eller delvis nedrive det eksisterende byggeri, så indkørslen til byen kunne få et nyt, velplejet ansigt. Den nye ejer, arkitekten Alberto Sanchez-Sanchez, havde dog andre planer, der på sigt fik langt større indflydelse på Used og lokalområdets fremtid.
Artiklen fortsætter nedenfor…
Frederik Bräuner
Arkitekt MAA og ph.d.-studerende ved University of California, Berkeley, USA.
Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten 05/2023
ANNONCE
Bevaringsstrategier og vidensopbygning
I stedet for hurtigt og effektivt at nedrive eller ombygge Casa Bernabé igangsatte Sanchez-Sanchez en langsom og inkluderende restaureringsproces. Han tog kontakt til arkitektskoler, håndværkeruddannelser, kunstakademier og fagfolk og inviterede dem til Used med henblik på at etablere en række workshops. Bevaringsstrategien var simpel, men effektiv – han stillede et kompliceret, historisk betydningsfuldt, men enormt faldefærdigt stykke arkitektonisk kulturarv til rådighed, som gav de mange uddannelsesinstitutioner mulighed for at arbejde med et byggeri i fuld skala. Studerende fra flere forskellige fagområder kom således til Used og fik praktisk erfaring med lokale byggeteknikker og konserveringsmetoder. Til gengæld fik Sanchez-Sanchez en langsom og eksperimenterende restaurering af den gamle villa, nænsomt udført med respekt for de eksisterende byggematerialer og historiske lag. Jeg havde selv fornøjelsen at bidrage til restaureringsprojektet som del af en gruppe ph.d.-studerende fra UC Berkeley under ledelse af kunsthistorieprofessor Margaretta M. Lovell tidligere på foråret. Takket være projektet er flere lokale, nationale og internationale historier blevet opdaget, som ville været gået tabt, hvis huset var blevet nedrevet. I stueetagen fandt man f.eks. en sjælden type dekorativt stengulv, typisk for Aragon-regionen, og det viste sig, at både den spanske kong Felipe IV og hans efterfølger, Carlos II, besøgte og overnattede i villaen. Ud over disse uddannelses- og historieskrivningsgevinster har projektet også større økonomiske, klimamæssige og kulturelle fordele. De mange studerende, undervisere og fagfolk har tilført en strøm af ressourcer til byen, der har givet nyt liv til Useds hoteller, cafeer og restauranter. Ud fra et bæredygtighedsperspektiv har projektet sparet byggesektoren for mange tons nedrivningsaffald og store mængder nye energikrævende byggematerialer. Sidst, men ikke mindst, har projektet givet fornyet fokus på Useds rige kulturarv. Denne eksperimenterende bevaringsstrategi har allerede bredt sig som en voksende kulturarvs- og uddannelsesturisme, og flere arkitekter i den lille by har igangsat lignende restaureringsprojekter.
Internationale perspektiver
Projekterne i Used behøver ikke at være en enkeltstående solstrålehistorie. Byen har en lang og spændende historie, men også i Danmark er vores byggede kulturarv rig og kan bidrage med arkitektoniske nuancer og historiske perspektiver. Vi så senest i Køge, hvordan planer om at nedrive en smuk lyserød Bedre Byggeskik-villa fra 1921 blev godkendt – en arkitektonisk historieløs og kortsigtet beslutning. Huset ser dog ud til at blive stående, da naboerne på vejen gik sammen om at købe det for at bevare. Bedre Byggeskik bidrog netop med en arkitektur baseret på holdbare materialer, gedigent håndværk og et nyklassicistisk formsprog, der potentielt kunne holde i århundreder, som Casa Bernabé i Used. Huse som dette er en værdifuld del af den danske kulturarv, som studerende fra mange forskellige discipliner ville kunne lære meget af at studere. Det samme gælder den arkitektoniske kulturarv, som i stor stil bliver revet ned i mindre danske byer, der kæmper med affolkning og tab af arbejdspladser. De blomstrende restaureringsprojekter i Used viser, at vi kan bevare denne kulturarv, bruge den som et uddannelsesværktøj, informere den grønne omstilling og samtidig give en økonomisk indsprøjtning til et lokalsamfund, som desperat har brug for det. Gennem denne form for uddannelsesturisme forbliver vores kulturarv ikke blot et historisk levn, men en levende og central del af udfordrede lokalområders revitalisering.