ANNONCE

Tegning: Piotr Gontowski
Nyt udefra, af

Meriem Chabani

Arkitekt og grundlægger af tegnestuen New South.

Efter i årevis at have eksisteret som en slags undergrundsfænomen er kollektive boformer nu for alvor blevet populære. Tanken om at dele bolig med andre er på ingen måde ny, men her gælder det den særlige form for bofællesskaber, der har vundet indpas på markedet siden begyndelsen af 00erne. Konceptet opstod i Silicon Valley som en praktisk løsning, hvor en gruppe mennesker går sammen om at leje en fælles bolig og deler køkken, opholdsrum, nogle gange også badeværelse, og forskellige serviceydelser. Det udsprang oprindelig fra et andet Silicon Valley-fænomen, nemlig kontorfællesskabet, der hurtigt slog an og spredte sig derfra til resten af den vestlige verdens tætte byer – ikke mindst efter 2008, hvor priserne på erhvervslejemål begyndte at skyde i vejret. I storbyer som San Francisco, London eller New York – og her Paris – er kontorfællesskaber nu blevet en fast del af det lejebaserede ejendomsmarked. Og bofællesskaber ser ud til at kunne blive det næste store hit, der – med investor Mark Andreessens ord – kan tage springet fra ejendomshandlernes næststørste arena, erhvervsmarkedet, og videre op til den største: boligmarkedet.

Konceptet har en særlig appel i en fransk sammenhæng pga. landets lange tradition for originale, mere eller mindre idealistiske boligeksperimenter. Tilbage i 1800-tallet forestillede filosoffen Charles Fourrier sig sine utopiske ‘falanstères’ som små minisamfund, hvor beboerne kunne forfølge deres interesser, drømme, ambitioner og lyster i fællesskab og harmoni. Stort set alle hans utopier slog fejl – med få undtagelser, hvoraf den mest berømte er det såkaldte Familistère de Guise, grundlagt af industrimagnaten Jean-Baptiste André Godin, der fungerede som kollektiv helt frem til 1968. Stedet er nu fredet som historisk monument, men stadig beboet. De senere år har interessen for kollektive livsformer imidlertid fået en mærkbar renæssance i Frankrig. Ifølge en opgørelse lavet af ejendomsselskabet JLL voksede antallet af kollektivejendomme i Paris fra omkring 20 i 2018 til mere end 60 i 2019. En anden undersøgelse foretaget af boligportalen SeLoger viste, at efterspørgslen tilsvarende steg med mere end 50% fra 2018 til 1019, hvilket vidner om en generelt stigende interesse for denne måde at bo på. Friske tal fra kollektiv-operatøren La Casa viser da også en belægningsprocent på hele 99,1 procent samt en forøgelse af deres aktiviteter med 50 procent i 2022. Og den samme tendens fremgår af det stigende antal gamle og nye aktører, der formidler kollektivboliger rundt omkring i Frankrig, ikke mindst i storbyer som Paris, Lyon og Marseille. En række mindre, mere specialiserede tilbud henvender sig til bestemte befolkningsgrupper – studerende, digitale nomader, pensionister, kokke osv. Ud over de nævnte operatører er nogle af de mere traditionelle ejendomsmæglere og udlejningsfirmaer også begyndt at tilbyde deleboliger.

Der er noget grundlæggende idealistisk ved den måde at bo sammen på – selv i den oprindelige version fra Silicon Valley. Alligevel er fænomenet fortsat primært drevet af private interesser, hvis stigende engagement viser, hvor lukrativt det her nye marked er. Som produkt er deleboligen derfor ikke så meget en udfordring for det private boligmarked, som den er for hotelbranchen. I forsøg på at appellere til de ‘digitale nomader’ giver nogle modeller ligefrem beboerne mulighed for at veksle mellem forskellige lokaliteter og rykke rundt i verden efter behov. De nye boformer henvender sig således primært til et bestemt befolkningssegment. Ifølge JLL er hele 75 procent af beboerne i de parisiske bofællesskaber mellem 18 og 35 år. Og det til trods for at både Paris og resten af landet kæmper med bolignød. Selvom man har fremmet boligbyggeriet og indført huslejeregulering, er der nemlig stadig mangel på billige boliger. Skyldes det, at den måde at bo på er forbeholdt yngre mennesker med høj indkomst, lave udgifter og ingen børn?

Den tanke forsøger det franske firma Commune at gøre op med ved at lancere verdens første bofællesskab for singleforældre. En af initiativtagerne, Tara Heuzé-Sarmini, har tidligere været med til at stifte organisationen Règles Élémentaires, den første i Frankrig til at gøre opmærksom på de udfordringer, der følger med kvinders menstruelle cyklus. Hun argumenterer for en mere social tilgang til bolig­spørgsmålet og hæfter sig ved det faktum, at 25 procent af alle forældre i Frankrig er enlige – en andel, som er i stigning, og som er den vigtigste årsag til fattigdom i OECD-landene. “De høje skilsmisserater – hele 91,5% i Portugal i 2020 – og det stigende antal, som vælger at dele forældremyndigheden over børnene eller klare sig som enlig forsørger, betyder, at der kommer flere og flere single-mødre og -fædre, og det øger behovet for løsninger som Commune,” forklarer Tara Heuzé-Sarmini.

Det, Commune kan tilbyde sine beboere, er en pakkeløsning, hvor hver familie har deres egen lille boligenhed med minimum to soveværelser, tekøkken og badeværelse og derudover adgang til fællesfaciliteter som køkken, legerum og vaskeri. Operatørens første to ejendomme, der indvies i slutningen af 2023, har egen have, mens kommende projekter vil byde på tagterasse og træningslokale. Ud over selve boligen får man som beboer et væld af serviceydelser med i købet: foruden sociale networking-events og strea­ming-tjenester også juridisk bistand og lektiehjælp – alt sammen noget, der hører med til selve grundkonceptet. Er man interesseret, kan man desuden tilvælge tjenester som babysitting, catering, sport og billedkunst. Huslejen giver mulighed for 30 procents opsparing sammenlignet med andre boligmodeller. Commune ser selv deres tilbud som en overgangsløsning og forventer, at beboerne i gennemsnit vil blive boende ét til tre år, indtil de finder en ny balance i tilværelsen.

Bofællesskaber som disse sætter spørgsmålstegn ved vores basale krav til materielle goder og vores sociale ønsker og behov. Konceptets økonomiske potentiale giver overraskende nok også mulighed for et bredere udbud end andre kollektivformer, der ofte tager længere tid at etablere. Med franskmændenes generelle mistro over for alternative livsmåder og begrænsede økonomiske midler kan den franske version meget vel ende med at udvikle sig i en helt ny retning og på den måde finde de nødvendige sprækker i det frie marked til mere socialt funderede fællesskaber.

 

Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.

Nyt udefra, af

Meriem Chabani

Arkitekt og grundlægger af tegnestuen New South.

Udgivelse

Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten 06/2023

ANNONCE