Nyt udefra: Til gavn for alle

ZüriModular

Et af de kneb, myndighederne benytter sig af for hurtigt at imødekomme behovet for nye skolepladser, er byggesystemet ZüriModular, som er udviklet af Bauart Architekten. De midlertidige træpavilloner, der siden 1998 er blevet fremstillet på Blumer Lehmanns fabrikker, er designet til at kunne transporteres med lastbil og samles på stedet med 10 moduler pr. etage. Hvert niveau danner ramme om to klasseværelser, et gruppelokale og depot samt garderobe og toiletter, og de kan stables i tre etager, som tilgås via et eksternt trappehus i metal.

Pavillonerne er populære hos både lærere og elever, men der har været kritik af, at bystyret bliver ved med at udskyde planen om at opføre permanente skolebygninger, samt at pavillonerne optager den plads, der skal til for til at skabe nogle ordentlige skolegårde.   

Bystyrets strategi – netto-nul-udslip 2035

Til at håndtere den store satsning med ‘Schulraumoffensive’ og ‘Tagesschule’ har myndighederne oprettet et særligt kontor, som udelukkende tager sig af skoleprojekterne. Hvis Zürich skal kunne nå sin målsætning om at blive klimaneutral i 2040, skal man nå ned på det såkaldte ‘netto-nul’ allerede i 2035, og før det kan ske, skal mange brikker falde på plads. Ved arkitektkonkurrencer kræver det således, at man fokuserer på kriterier som bygningernes placering i byrummet samt deres anvendelse, fleksibilitet, brug af materialer og C0₂-udledning.    

Tre kontekster – tre eksempler

Zürichs nye skoler og deres udearealer er vigtige mødesteder, der betyder noget for det pågældende kvarter og dets sammenhængskraft. Pga. den manglende plads bliver 50% af alle nye boliger opført som bymæssig fortætning, hvor man river ældre bygninger ned for at skaffe plads til nye. 40% af boligerne opføres på tidligere industriarealer og kun 10% på ‘bar mark’. De følgende tre bolig­projekter giver hver deres interessante bud på, hvordan en moderne skole bør se ud.

Fortætning: Schule Luchswiesen (2028) / Parameter Architekten

Luchswiesen er en del af den bevaringsværdige haveby Schwamendingen, der blev anlagt i slutningen af 1940erne. Bebyggelsen består af store grønne områder, der væves sammen med smalle bygningsstokke. I løbet af de kommende årtier vil op imod en tredjedel af bygningerne blive erstattet af nybyggeri, hvilket indebærer en markant fortætning af bebyggelsen.

Det nye skoleprojekt spejler den generelle udvikling i området, idet man river en eksisterende gymnastiksal ned for at skabe plads til en mere effektiv skolebygning. Samtidig understreger man det oprindelige arkitektoniske motiv fra 1957 ved at samle skolebygningerne omkring en indre gård, så udeområderne friholdes. En større gymnastiksal placeres under jorden med en hævet skolegård ovenpå, hvorfra en fri konstellation af glasbyggestenskupler forsyner sportshallen med dagslys.

Over jorden opføres en trækonstruktion i tre etager med en fleksibel planløsning, der tager højde for fremtidige ændringer. Adgangen til de nye klasseværelser foregår via to eksterne trappe­tårne – en løsning, som sparer kvadratmeter og gør bygningen kompakt og effektiv.

Teksten fortsætter.

Industriel kontekst: Schule Freilager (2022) / Thomas Fischer Architekten

Skolen, der er opkaldt efter det forhenværende toldområde, ligger i bydelen Albisrieden og præges af kvarterets industrielle fortid, hvilket tydeligt ses i arkitekturen.

Den kompakte bygning er opdelt i to lag, hvor fællesfunktioner som skolebibliotek, gymnastiksal, kantine, aula og svømmehal ligger i gadeniveau og omsluttes af en transparent glasfacade. Oven over dette ‘svæver’ en tæt struktur af klasseværelser, der leder tankerne hen på Arne Jacobsens Munkegårdsskole, hvor de inderste klasselokaler får direkte adgang til uderum i form af fire atriumgårde. Det markante shedtag sørger for rigeligt dagslys og giver bygningen et tydeligt industrielt præg, som forstærkes af facaden i korrugeret metal. Brandforholdene er løst gennem direkte udgange fra klasseværelserne til en udenpåliggende balkon med brandtrapper.

Nybyggeri: Schule Allmend (2023) / Studio Burkardt

I de seneste årtier er en ny bydel vokset frem i den sydvestlige udkant af Zürich. Greencity er Schweiz’ første certificerede ‘2000 watt-kvarter’ og omfatter, sammen med bydelen Manegg, flere end 1400 nye boliger opført som tæt bebyggelse. Pga. områdets grønne profil har det været magtpåliggende, at skolen skulle holde en høj standard i forhold til miljøpåvirkning og energiforbrug.

Den lange, smalle og kompakte skolebygning skal tjene som bindeled mellem de to udviklingskvarterer. Trappetårne, fundament og base er støbt i genbrugsbeton og danner ramme om gymnastiksal, børnehave, aula og kantine. Ovenpå rejser sig et træskelet i to etager med klasseværelser og garderobe. Konstruktionen er præfabrikeret og udviklet som ‘design for disassembly’ med lette skillevægge og dermed stor fleksibilitet.

Skolegården, der ligger oven på bygningen, vil fungere som kvarterets fælles tagterrasse og være åben for alle frem til kl. 22 hver dag. Her finder man en boldbane og forskellig beplantning, der skærmes mod regn og sol af et 13.000 kvm stort glastag med integrerede solpaneler. Solcellerne forventes at dække skolens strømforbrug, og et eventuelt overskud vil blive ledt videre til den omkringliggende bebyggelse.

Sammenfatning

Zürichs kommende skoler bliver altså effektive bygninger med rigeligt dagslys, stor fleksibilitet og god tilpasningsevne i forhold til fremtidige ønsker og krav. De mere udadvendte funktioner som gymnastiksal og fællesrum adskilles fra de private klasselokaler og kan frit benyttes af foreninger og andre grupper. Skolegården skal være til gavn for alle og må gerne bidrage til den lokale samhørighed. Kort sagt: kompakte knudepunkter til kundskab, kultur og kontakt.