ANNONCE
Økologiske oaser
Regenerativ arkitektur er p.t. for velstillede, men vil forhåbentlig nå bredere ud.

Carolina Dayer
Arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Arkitektskolen Aarhus.
Under such conditions architecture, as part of the life of people in general, will again become possible, and I believe that when it is possible, it will have a real new birth, and add so much to the pleasure of life that we shall wonder how people were ever able to live without it.
—William Morris
Det Kgl. Akademis sommerskole (ORBI) finder man halvanden times kørsel sydvest for Aarhus. Foretrækker man at gøre turen med offentlig transport, skal man afsætte mindst fire timer og være forberedt på at skulle skifte bus adskillige gange. Foreningen har til huse i en nedlagt landbrugsejendom i den sønderjyske by Vrå. Siden 2020 har gården, som ejes af en gulvplankeproducent, dannet ramme om undervisning og workshops med det overordnede mål at fungere som laboratorium for arbejdet med såkaldt regenerative processer. Det vil i arkitekturens verden sige en faglig tilgang, hvor man ikke blot forsøger at begrænse miljøpåvirkningen mest muligt, men også gør en aktiv indsats for både at tilgodese naturens økosystemer og menneskets almene trivsel og velvære. En af dem, der skrevet meget om regenerativt design og i 1976 grundlagde det såkaldte Centre for Regenerative Studies i Californien, er John Tillman Lyle. Lyle skelnede mellem det, han kaldte “udvikling i økonomisk øjemed” og udvikling med det formål at skabe et “nyt økosystem”, hvor “aktiviteternes struktur, funktion og fordeling anses som afgørende for både ressourceforbrug og miljøkvalitet”.2 Ideen om en regenerativ arkitektur er delvist inspireret af jordbrugs- og dyrkningsprincipper som permakultur, og der trækkes ofte tråde til traditionel byggeskik og Arts and Crafts-bevægelsen.
I ORBI arbejder man med regenerative metoder, og foreningen blev stiftet med det formål at tilbyde arbejds- og studieophold samt afholde workshops og sommerskole for arkitekter, kunstnere, grafiske designere, agronomer, landmænd og beslægtede faggrupper – inklusive studerende. Her i disse idylliske omgivelser er der fokus på samarbejde og udveksling mellem forskellige fagligheder. Ligesom Lyle gjorde det i sin tid, skaber ORBI sit eget pædagogiske økosystem. Takket være et samarbejde med Det Kongelige Akademi har arkitektstuderende her fået mulighed for at skabe smukke træstrukturer i en fin balance mellem traditionelt håndværk og nutidig skandinavisk æstetik. Historisk set er det ikke første gang, drømmen om et undervisnings-eksperiment ude i skoven har appelleret til visionære tænkere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på britiske John Makepeace, som i 1982 brugte midler fra sit fond til at opkøbe 142 hektar løv- og nåleskov af det lokale skovvæsen i Dorset i Sydengland. Makepeace havde planer om at bygge et helt nyt campus-område udelukkende med træ fra den årlige udtynding af skoven og dermed skabe et helt nyt hovedkvarter for Parnham Trust. For at realisere dette kontaktede han Frei Otto og Ted Happold samt tegnestuen Ahrends, Burton & Koralek og bad dem hjælpe med at løse den komplicerede opgave. Ved på den måde at bringe arkitekter, ingeniører og møbel-skabere sammen foregreb han det tværfaglige samarbejde, vi kender i dag. Senere blev også arkitekterne Ted Cullinan og Feilden Clegg Bradley en del af projektet. Ud over enkelte mindre fortilfælde inden for traditionel byggeskik var der ingen, der før havde fundet på at anvende spinkelt tømmer af denne slags til konstruktioner med så store spænd, og der blev derfor etableret et tvær-europæisk forskningssamarbejde for at løse de konstruktive udfordringer og udvikle de nyskabende teknologier og håndværksmetoder, der skulle til for at leve op til kravene i bygningsreglementet.3 Resultatet blev en campus bestående af en række prisbelønnede bygninger, der siden er gået hen og blevet internationale forbilleder for, hvordan man udnytter naturens ressourcer bedst muligt.
Hooke Park er nu overtaget af arkitektskolen Architectural Association og fungerer som et sted, hvor lærere og studerende har mulighed for selv at udvikle og bygge nyskabende prototyper, der kan vise vejen frem og gøre en forskel for det byggede miljø. I modsætning til ORBI, hvor man holder fast i drømmen om den traditionelle, anonyme arkitektur: Krogede træstammer forvandles her til velproportionerede søjler, naturlige farvepigmenter prøves af på vægge og lofter, blotlagte flader afslører landbrugsarkitekturens oprindelige konstruktion, mens enkle, hjemmelavede bygningselementer viser, hvordan de studerende gennem forskellige aktiviteter fordelt hen over året lærer om jordbrug og landskab, hvordan man fælder, udskærer og anvender tømmer bedst muligt, samt hvordan man foretager mindre bygningsindgreb. Tanken om sådan at tilbringe nogle dage eller uger i et dansk landbrugs- eller ‘natur’-område, der ikke blot drives i almindelig stordrift, er tillokkende. Drømmen om det ideelle samfund er en forførende utopi, men er det nu også det, der er brug for i den aktuelle situation med de enorme problemer, vi har som samfund og planet? Når tingene står så alvorligt til, som de gør, for så mange mennesker overalt på kloden, kan vi så tillade os at søge tilflugt et trygt sted som dette og koncentrere os om at bygge smukke konstruktioner? Tanken om en regenerativ arkitektur er både beundringsværdig og nødvendig, hvis vi skal dæmme op for klimaforandringer og nedbrydning af miljøet, men vi må også se i øjnene, at med den måde, verden og samfundsøkonomien er skruet sammen på, er det at tale om regenerativ arkitektur mere eller mindre knyttet til en bestemt samfundslag. Ikke langt fra de studerendes fine konstruktioner inde i laden og rundt omkring på ejendommen står en anden bygning, der udgør en smuk og eksklusiv gæstebolig for virksomhedens besøgende. Her er alt i tiptop kvalitet: gulve, farver, aptering, lamper og møbler – alt sammen udsøgt og naturbaseret.
Artiklen fortsætter nedenfor…
Carolina Dayer
Arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Arkitektskolen Aarhus.
Fiskehytte m.m. ved Gram Å
Vråvej, Vrå, 6630 Rødding
Arkitekter: Dinesen & Det Kongelige Akademi Sommerskole (ORBI).
Undervisere: Peter Møller Rasmussen, Søren Vadstrup,
Christian Vennerstrøm Jensen, Hans Peter Dinesen
Opført: 2020-
Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.
Artiklen er bragt i Arkitekten 10/2024.
ANNONCE


Foto: Hampus Berndtson

Foto: Hampus Berndtson
En tilsvarende oplevelse får man, hvis man besøger det nyligt åbnede Hedeskov Center for Rekreativ Praksis, der ligger 35 minutters kørsel nord for Aarhus. En beliggenhed, der sjovt nok er meget tæt på Friland – en økolandsby, hvor man har mere end 20 års erfaring med netop regenerative praksisser. Dog er der ikke nogen umiddelbar tilknytning mellem de to steder.
Hedeskov er skabt i samarbejde med bygherrerne selv som et privat finansieret foretagende, delvist støttet af en fond. Det pågældende par drev en fertilitetsklinik i Aarhus, men havde længe interesseret sig for landbrug og havde derfor erhvervet 180 hektar jord i Rønde tilbage i 1978. Det var deres bekymring for, om der kunne være en sammenhæng mellem danskernes dårlige sædkvalitet og brugen af kunstgødning i moderne fødevareproduktion, der fik dem til at realisere drømmen om at arbejde med alternativt jordbrug. Da først de havde besluttet sig for at etablere centret ved at ombygge en gammel skolebygning på grunden, viste der sig mulighed for, at deres datter kunne følge processen dag for dag, hvilket er en kæmpe fordel ved ethvert byggeprojekt – at nogen kan gå og holde øje med tingene og sikre, at alt bliver løst på en god måde. Istandsættelsen og ombygningen af den tidligere skole fremstår nu som et fornemt stykke indretningsdesign, hvor hver eneste lille detalje er løst på bedste vis med ler- og trægulve, naturlige, lokale lerflader på væggene, brug af natursten – alt sammen udført af landets bedste håndværkere. Man fik endda hyret en engelsk ekspert i lerpuds, som kunne lære de danske håndværkere særlige teknikker direkte på stedet. Skolen havde behov for et nyt tag, men mange af de gamle træ- og sten-elementer endte med at blive genbrugt rundt om i huset. Projektet består først og fremmest af nogle mødelokaler og kontorer samt en tilhørende legatbolig med dobbeltværelse og et dejligt stort køkken. Der indgår også en tilstødende bygning, hvor datteren nu bor, med nogle fine, lerstampede gulve.
De omtalte danske projekter viser betydningen og vigtigheden af det, Bruno Latour og Nikolaj Schultz har kaldt “den økologiske klasse”.4 Men til forskel fra de to sociologer og deres definition af begrebet viser projekterne også, at den økologiske klasse ofte er knyttet til et bestemt samfundssegment.
Som Chrisna du Plessis, der er ekspert i regenerativ arkitektur, fortæller, var der under energikrisen i 1960erne og 70erne en stærk bevægelse og vilje blandt den vestlige verdens venstreorienterede til “udelukkende at bruge lokale, vedvarende ressourcer og begrænse anvendelsen af teknologi i forsøg på at holde forbrug og udvikling nede”.5 Men, som hun også siger, blev disse tiltag, selvom de fungerede godt i mindre og mere landlige sammenhænge, ikke regnet for brugbare i forhold til byer og byudvikling. Går vi tilbage til 1930erne og 40erne, har den romantiske tilgang til landbruget og den tilhørende skepsis over for bykultur, modernitet og industrialisering omvendt også været genstand for højreorienterede ideologier.6 Skønt den regenerative tankegang repræsenterer et vigtigt skift i forhold til hele vores måde at tænke byggeri og miljøforvaltning på, så er den også forbundet med store praktiske, økonomiske og lovgivningsmæssige udfordringer. Hvis principperne skal finde mere bred anvendelse, må vi have et bedre grundlag i form af offentlige tilskud, klarere retningslinjer og udvikling af ikke dyre teknologier. Afgørende er det, at de regenerative metoder bliver tilgængelige for alle og ikke kun de velstillede, for at sikre både økologisk og social retfærdighed.
Samfund som Christiania og Friland har i mange år arbejdet med regenerative byggemetoder, men deres eksperimenter anses ofte som perifere og irrelevante i arkitektonisk sammenhæng. Nikolaj Schultz mener, at vi “i stedet for at se økologi og økonomi som modsætninger skal vænne os til at organisere og sammentænke de to elementer som en helhed.”7
Hvis de to aspekter ikke skal modarbejde hinanden, må arkitekter i højere grad arbejde med innovation, forvaltning og udvikling, der kan implementeres på menings- og virkningsfuldt vis. En velstillet bygherre kan bruge alle de midler, vedkommende vil, på at skabe de smukkeste og mest udsøgte projekter, som demonstreret med de omtalte eksempler, men hvad hjælper det egentlig samfundet som sådan, og naturen eller planeten? Som filosoffen Slavoj Žižek skriver: “Alt dette kan vi opnå – forhåbentlig – men kun gennem et stærkt og bindende internationalt samarbejde, social kontrol og regulering af landbrug og industri, ændringer i vores grundlæggende spisevaner (mindre oksekød), globalt sundhedsvæsen, osv.”
Ifølge Žižek er “det repræsentative politiske demokrati alene ikke … tilstrækkeligt til denne opgave”. I stedet må “En meget stærkere udøvende magt, der er i stand til at gennemtvinge langtids-forpligtelser … kombineres med lokal selvorganisering og med en stærk international institution, der er i stand til at gennemtrumfe sin vilje over for uenige nationer”.8 Lad os håbe, nogle af de projekter, der fremover vil blive udviklet hos ORBI , Hedeskov og andre lignende initiativer rundt omkring i landet, kan være med til at udvikle og realisere alternative løsninger på nogle af vor tids store almene udfordringer og problemer.
Fakta
Hedeskov Center for Regenerative Practice
Pindstrupvej 32, 8410 Rønde
Arkitekter: Djernes & Bell, Local Works Studio
Arkitektmedarbejdere: Jonas Djernes, Justine Bell,
Asger Højlund Olesen, Philip Mar Serejo
Landskabsarkitekt: Djernes & Bell
Ingeniører: VITA, ETOS,
Staalpro, FBJ Ingeniør
Bygherre: Hedeskov
Udført: 2024
Noter
1 De betingelser, Morris refererer til her, er vækst og mekanisering af arbejdet. William Morris: “The Revival of Architecture” i Architecture, industry & wealth; collected papers, London, New York [etc.]: Longmans, Green, and co., 1902, s. 213.
2 John Tillman Lyle: Regenerative Design for Sustainable Development, New York: John Wiley & Sons, Inc., 1994, s. 19-25.
3 Architectural Association, Hooke Park, https://hookepark.aaschool.ac.uk. Sidst tilgået 23. oktober, 2024.
4 Bruno Latour og Nikolaj Schultz: On the Emergence of an Ecological Class: A Memo, Cambridge, UK: Polity, 2023.
5 Chrisna du Plessis: “Towards a regenerative paradigm for the built Environment” i Building Research & Information, 2012, 40:1, s. 7-22.
6 Janet Biehl og Peter Staudenmaier: Ecofascism: Lessons from the German Experience, AK Press, 1995.
7 Nikolaj Schultz: “New Climate, New Class Struggles” i Critical Zones – The Sciences and Politics of Landing on Earth, Bruno Latour & Peter Weibel (red.), Cambridge, MA: The MIT Press, 2020.
8 Slavoj Zizek: “Slavoj Žižek: “Sidste afkørsel til socialismen”. Oversat af Michael Voss. solidaritet.dk