ANNONCE
Offentlig samtale om fremtiden
Planlægning opfattes i dag som en hæmsko for vækst og udvikling.
Jesper Pagh
Cand.arch., ph.d.
Stadsarkitekt i Horsens Kommune
Mit barndomshjem mangler på flere af illustrationsplanerne i forslagene til konkurrencen om Fingerplan 2.0. Det ligger i det nordligste Frederikssund, helt derude, hvor Fingerplanen hænger i med det yderste af langfingerneglen, og er oprindeligt bygget i kt. 2,30 i anden række til Roskilde Fjord, som allerede under stormen Bodil for godt ti år siden var få centimeter fra at gøre en ende på det. Siden er der ikke gjort noget for at afbøde konsekvenserne, skulle noget tilsvarende ske igen.
Måske er det netop i det forestillede fravær af byer og landskaber, vi kender, og den magtesløshed, vi lige nu udviser over for det, at der ligger en mulighed for, at konkurrencen om Fingerplan 2.0 kan anspore en offentlig samtale om, hvordan vi faktisk planlægger for en fremtid, vi ønsker, med udgangspunkt i den viden, vi har. Det kunne være en mulighed for en samtale, der også omhandler en fremtidig organisering af den fysiske planlægning; en samtale, der kan komme ud af faglige kredse, hvor det er et meget eksotisk synspunkt ikke at være for planlægning på tværs af kommunegrænser, og ind i en politisk sammenhæng, hvor planlægning i stigende grad ses som en barriere for vækst og udvikling.
At man i adskillige forslag til Fingerplan 2.0 kigger forgæves efter flere af de boligområder, der i efterkrigsårene blev etableret i forlængelse af den oprindelige Fingerplan, siger både noget om den aktuelle konkurrences relevans, deltagernes tilgang til hovedstadsregionen som fænomen og geografi, og den meget konkrete måde, hvorpå flertallet af forslagsstillerne ser klimaforandringer i øjnene som én af fremtidens helt afgørende planlægningsmæssige omstændigheder.
Smukke illustrationsplaner og håbefulde arkitektmanifester er imidlertid ikke planlægning i sig selv. Den egentlige planlægning er ofte meget kedeligere og kræver først og fremmest politisk opbakning og administrativ organisering. Vandkunstens forslag om at lade en decentral organisme vokse frem er en åbenlys og overbevisende vinder af konkurrencen og et tydeligt scenarie for en fremtidig regional planlægning, hvis principper kan finde anvendelse også uden for hovedstadsområdet. Den største udfordring for hele projekt Fingerplan 2.0’s skæbne er imidlertid, at den politiske interesse for planlægning i den skala, der her lægges op til, stort set er fraværende. Derfor er det også interessant, at ét af konkurrencens fem temaer bl.a. fokuserer på, hvordan konkurrencedeltagerne i det hele taget forestiller sig en bedre og mere organiseret planlægning på tværs af kommunegrænser i fremtiden.
Organiseringen af planlægningen har i årtier bevæget sig i retning af større og større uddelegering til kommunerne med ganske få overordnede opgaver (først og fremmest den overordnede infrastruktur) trukket op til staten. I midten af planhierarkiet, hvor den regionale planlægning engang havde sin plads, er der i dag ikke meget andet tilbage end koordinering af sektorplanlægning, frivillige samarbejder om absolutte nødvendigheder og hyggelige kvartalsmøder planchefer imellem. Sådan er det blevet, fordi det passer de fleste byråd og borgmestre fint, at der ikke er for mange, der blander sig i, hvad der foregår i deres kommune, det passer staten fint, hvis kommunerne kan passe sig selv, og det passer erhvervslivet, herunder bygge- og ejendomsudviklingsbranchen, godt, at de kan shoppe rundt fra kommune til kommune og se, hvad de kan få lov til hvor (og hvor hurtigt) – så kan kommunerne få lov at konkurrere imod hinanden om at tiltrække investeringer, arbejdspladser, borgere – og dermed skatteindtægter og medarbejdere til de kommunale velfærdsområder.
Selvom det ikke skorter på forskning og analyser, der påpeger det uhensigtsmæssige i denne organisering – ikke mindst fra et samfundsøkonomisk synspunkt, er det en politisk diskurs, der er så fasttømret, at det vil kræve meget overbevisende argumenter at rokke ved den. Det er de færreste politikere, der bryder sig om at træffe virkelig vanskelige beslutninger om noget abstrakt, der måske vil føre til noget bedre engang i en fjern fremtid, hvis ikke der samtidig er mulighed for at vise konkrete gevinster nu og her. Det er det, der gør det næsten umuligt at skabe global klimahandling; men det er også det, der måske gør det muligt at skabe lokal og regional opbakning til en ny retning for arealplanlægningen.
Endnu har vi været heldige, at der ikke er sket større uoprettelig skade på mennesker eller materiel i Danmark som følge af klimaforandringerne, men det har været på marginalerne, og den manglende opfølgning på, hvor tæt stormen Bodil var på at forårsage omfattende ødelæggelser og mulig personskade i førnævnte Roskilde Fjord, siger alt om, hvor handlingslammet vores nuværende system er. Den, der kan sige, at vi er i gang med at arbejde med, hvordan vores fysiske planlægning understøtter udviklingen af det samfund, vi gerne vil have, næste gang ulykken rammer, vil stå stærkt. Det er ikke et optimistisk scenarie, men måske er det det mest realistiske.
Fingerplanen fra 1947 var en plan af tiden og en plan til tiden. Den blev ikke til på politisk bestilling, men med politisk opbakning på privat initiativ i Byplanlaboratoriet, finansieret af en skønsom blanding af offentlige og private midler, skrabet sammen af laboratoriets daværende formand, Steen Eiler Rasmussen. Formålet var at kunne udarbejde en sammenhængende skitse til en egnsplan for hovedstadsområdet uafhængigt af snævre statslige, kommunale eller sektorøkonomiske interesser. Stærkt inspireret af Forshaw og Abercrombies Greater London Plan fra 1944, er Fingerplanen det første større eksempel på sammenfattende fysisk planlægning i Danmark.
Uanset ideologisk udgangspunkt stod det klart for de fleste politikere, at der var en tæt sammenhæng mellem den fysiske by- og landskabsudvikling og den sociale og økonomiske samfundsudvikling, og særligt i centraladministrationen var man overbevist om, at planlægning i alle dens former var måden at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i samfundet, de store statslige investeringer, man anså for naturlige og nødvendige, og en afbalanceret samfundsudvikling i det hele taget. Igennem første halvdel af århundredet havde man for alvor fået metoder til at producere omfattende mængder data om samfundet og værktøjer til at bearbejde dem, så man ikke bare kunne sige noget om samtiden, men også fremskrive dem og forudsige fremtiden. Mens Fingerplanen blev udarbejdet, så de største årgange nogensinde dagens lys. Der var allerede boligmangel, og det var ikke svært at overbevise datidens politikere om, at det var en god idé at se fremad, reservere arealer og prioritere investeringer.
Artiklen fortsætter nedenfor…
Jesper Pagh
Cand.arch., ph.d.
Stadsarkitekt i Horsens Kommune
Artiklen er bragt i Arkitekten 02/2025 der udkom 7. marts 2025.
ANNONCE
I dag er der fortsat en stærk politisk bevidsthed om sammenhængen mellem den fysiske byudvikling og den sociale og økonomiske samfundsudvikling, men kortsigtede privatøkonomiske interesser har forrang over langsigtede samfundsmæssige interesser i et omfang, så den almindelige opfattelse i dag er, at den sammenfattende fysiske planlægning, som hang uløseligt sammen med det enorme løft i velstand og velfærd, den vestlige verden oplevede efter anden verdenskrig, er en barriere for vækst og udvikling. Følgelig nyder planlægningen som fag – og særligt den tværfaglige planlægning, der tager udgangspunkt i en afvejning af mange, ofte modsat-rettede interesser i en konkret sammenfattende fysisk plan – ikke nær den legitimitet, som den gjorde for 75 år siden, da Fingerplanen blev til.
Fingerplanen blev realiseret igennem anden national, kommunal og regional planlægning med Regionplan 1973 som en afgørende milepæl. Planen rummer forslag om 50.000 nye boliger på Køge-egnen og en lufthavn på Saltholm, men også konkrete planer om Høje-Taastrup som nyt regionalt center, en helt ny by på Vestamager og arealreservationer til eksempelvis Motorring 5, som alle involverede kommuner på godt og ondt har vedligeholdt i deres kommuneplaner lige siden. Det er ikke alt, der er realiseret, og det er heller ikke alt, der med tiden viste sig lige relevant. Men planen var et scenarie, der både rakte langt ind i en ukendt fremtid med abstrakte scenarier for arealudlæg og samtidig rummede konkrete forslag om f.eks. en udvidelse af S-togsnettet og gav hovedstads- og omegnskommunerne nye eftertragtede byggemuligheder her og nu – alt sammen med udgangspunkt i den dengang 25 år gamle Fingerplan.
Dengang var det ikke klimaforandringer, men en gryende nyorientering af politiske og økonomiske systemer og en begyndende europæisk integration, der var på dagsordenen, og datidens politikere kunne sige, at muligvis går det ikke helt så godt, som det kunne gøre lige nu, men vi er i gang med at arbejde med den måde, hvorpå vores fysiske planlægning understøtter udviklingen af det samfund, vi gerne vil have. Til regionplanen hørte en omfattende organisering politisk og administrativt, der i forskellige forklædninger over de efterfølgende 25 år arbejdede for en løbende udvikling, fornyelse og realisering af planen.
I konkurrencen om Fingerplan 2.0 kommer vinderne fra Vandkunsten og Gründl Haahr efter min mening, med de mest interessante – og meget forskellige – bud på, hvordan en organisering, der ville kunne understøtte en fremtidig regional udvikling, kunne se ud. Det er to bud, som begge tager udgangspunkt i noget, der allerede findes, med Gründl Haahr som de markedsorienterede pragmatikere og Vandkunsten som de kultur- og natur-orienterede drømmere. Begge har noget for sig, som på én gang er fantasifuldt og åbner muligheder, vi ikke har i dag, og bygger videre på noget allerede kendt, som gør det muligt at forestille sig, at det faktisk ville kunne realiseres i én eller anden form.
Gründl Haahr foreslår, at der etableres et nyt arealudviklingsselskab, ‘By & Land’, der skal ejes i fællesskab af omegnskommunerne, staten og regionerne, Vejdirektoratet og private lodsejere. Udviklingsselskabet skal drive udviklingen i hovedstadsområdet med en finansieringsmodel, som kendes fra By & Havn, og sikre fælles økonomiske interesser og et forpligtende samarbejde mellem kommunerne. Som en del af en strategi for bæredygtig udvikling foreslås det, at der igennem udviklingsselskabet sikres det, som ikke kan sikres igennem planlægningen i øvrigt; skærpede krav til materialebrug i byggeriet med genbrug, nul-affaldsløsninger, lokale biogene og fornybar materialer og hertil en bred variation af boligtyper og ejerformer, bl.a. en målrettet indsats for at fremme byggefællesskaber.
Vandkunsten foreslår i stedet at videreudvikle eksisterende tværkommunale samarbejder som eksempelvis de vandoplandsstyregrupper, der netop nu er ved at blive transformeret til de såkaldte lokale grønne treparter, til egentlige oplandsråd. Oplandsrådene, foreslår Vandkunsten, skal arbejde emnebaseret med geografiske inddelinger, afhængigt af hvilke emner det drejer sig om. Det kunne være vandoplande, S-togssystemet eller et hvilket som helst andet tema, hvis beskaffenhed ville afgøre ikke bare den rumlige, men også den tidslige udstrækning af et oplandsråds arbejde. Oplandsrådene skal bestå af politikere, borgere og fagfolk, og deres arbejde koordineres igennem et sekretariat placeret i regionerne.
Gründl Haahrs model bygger videre på noget, der er almindelig anerkendt som en afgørende brik i den succesfulde udvikling af København over de seneste 30 år, mens Vandkunstens model bygger videre på én af de eneste administrative organer, vi kender, som rent faktisk tager udgangspunkt i konkrete naturgivne forudsætninger, og på de opgaveudvalg, man i en række kommuner har haft ganske gode erfaringer med at få til at træffe vanskelige beslutninger om vigtige emner.
Begge forslag til organisering hænger naturligvis sammen med forslagsstillernes fysiske plan, og det er vanskeligt at forestille sig at realisere den ene plan med den anden organisering. Det er imidlertid ikke det samme som, at man ikke kan forestille sig, at man kan realisere én fremtidig plan med elementer af begge forslag til organisering. Tilfælles med alle de andre forslag til Fingerplan 2.0 har de to forslag her, at de ligesom Fingerplanen fra 1947 først og fremmest er et skitseforslag til en egnsplan for Storkøbenhavn; et scenarie for en fremtid, vi kan vælge at arbejde os henimod. Den efterfølgende planlægning har vi stadig til gode, og som udgangspunkt for den kan konkurrenceforslagene med deres forestillede fravær af byer og landskaber, vi kender, og konkrete forslag til mulige organiseringer forhåbentligt anspore en kvalificeret offentlig samtale om, hvordan vi faktisk planlægger for en fremtid, vi ønsker, med udgangspunkt i den viden, vi har.
Illustration fra forslaget En decentral organisme vokser frem, af Vandkunsten.
Illustration fra forslaget Fingerplan 2.0 – fem strategier for en bæredygtig udvikling af hovedstadsområdet, af Gründl Haahr.