Arkitekt Sáenz de Oiza på feltarbejde.

Nathan Romero Muelas

Arkitekt MAA

For et år siden, da Cowi købte Arkitema, erklærede en af tegnestuens direktører til pressen: “Ja, vi mister frihed, men vi får flere muskler”. Sætningen var for mig epokegørende og skelsættende.

Ikke lang tid efter satte Martin Keiding i sin januar-leder, “Arkitektonisk værdiskabelse” (1/19), spørgsmålstegn ved myten om, at kvalitet er forbeholdt de små tegnestuer. Kvalitet ligger et andet sted, skrev han og pegede på faglig integritet. Han skrev også, at tiden stadig må vise, om ingeniørernes overtagelse af tegnestuerne er en god eller dårlig ting. Mens det er svært at være helt uenig, synes jeg, at dette fortjener en kommentar.

For selvom det at være lille ikke er en garanti for kvalitet, kan det give én den autonomi, der kommer af at rejse let. Det er altid nemmere at sige fra, når 200 familier ikke er afhængige af én. Og integritet bliver måske også nemmere, når en gruppe aktionærer ikke bestemmer hvert et skridt, man tager.

Arkitekturens mediokrati

Men der er mere til det. I sin bog La médiocratie (2015) beskriver den canadiske filosof Alain Deneault et relativt moderne fænomen, som han kalder mediokrati. Han hævder, at det gennemsnitlige – det ikke så dårlige, men heller ikke så gode – har taget magten. Mediokratiet regerer med en vildledende maske af tolerance og objektivitet. Bevæbnet med ord som inddragelse, fællesskab, vækst osv. er det lykkedes at udelukke den bedste, den anderledes og den kritiske. Den fagprofessionelle type i mediokratiet er eksperten eller specialisten. Og eksperten, tilsyneladende langt fra enhver ekstremisme, er tilmed akritisk og ude af stand til at få nye ideer. Han repræsenterer kun de magter, der har ansat ham. I bogen citerer Deneault desuden efterkrigsundersøgelserne af Peter og Hull,(1) der viser, at når virksomheder vokser, gør de det ved systematisk at udelukke det bedste og det værste.

Den spanske mesterarkitekt Sáenz de Oiza blev engang inviteret til at være en del af et stort byggekonsortie i en indbudt konkurrence. De tog ham med på en tur gennem deres enorme kontorer. Til slut afslog Oiza samarbejdet. “Hvorfor?”, spurgte konsortiedirektøren. “Drikker du komælk?”, svarede Oiza. “Dét gør jeg, hvér morgen”, sagde direktøren. “Nej, du gør ikke, du drikker gennemsnitsmælk, lavet af tusinder af køer. Jeg drak komælk som barn fra Lucero, mine bedsteforældres ko. Du har mange arkitekter, designere, ingeniører, tegnere osv., men dine projekter, det være sig en lufthavn eller en børnehave, smager ens: De smager af gennemsnittet.”

Politikerne elsker makrovirksomheder, der konkurrerer på verdensmarkederne. Men inden for arkitektur er det, synes jeg, en misforståelse. Utzon, Moneo, Zumthor, Siza ‘konkurrerede’ ikke med deres muskler, men med talent og faglig frihed; de startede små og forblev relativt små.

Jeg ser Deneaults scenarie tydeligt udfolde sig i dansk arkitektur. Og præcis som han beskriver det: uden vold, uden revolution, med mediokratiets snu konsensus. Få store tegnestuer bliver større, og specialisten opkøber tegnestuerne. Det er måske ikke ulovligt, men det er grimt.

Når arkitekter afgiver eller sælger deres beslutningskraft til andre, aktionærholdere eller ingeniører, mister de kritisk kapacitet og glider i mine øjne ned mod kunstnerisk irrelevans og ensartet­hedens helvede.

Nathan Romero Muelas

Arkitekt MAA

Fakta

Note

(1) The Peter Principle, 1969.

Udgivelse

Den kritiske klumme udgives i Arkitekten 10/19, der udkommer den 12/12.