ANNONCE
Nyt udefra: OL på godt og ondt
“Helt afgørende for at opnå et vellykket resultat er, at der er fokus på projekternes langtidsholdbarhed og indvirkning på miljøet.”

Meriem Chabani
Arkitekt og grundlægger af tegnestuen New South.
De Olympiske Lege er et globalt fænomen, et udstyrsstykke i det helt store format og en sportsbegivenhed, der tiltrækker tilskuere fra hele verden. Men det er også en begivenhed med konkrete, langvarige konsekvenser for den pågældende by. Tidligere værtsbyer har oplevet et stort pres og endt med at efterlade sig en enorm gæld og et tvivlsomt eftermæle, der trækker lange spor. Mange af sports-arenaerne fra OL i Athen i 2004 ligger i dag forladte og forfaldne hen, og hundreder af beboere blev tvunget ud af deres hjem for at gøre plads til det olympiske byggeri i Rio de Janeiro i 2016. Så selvom der er meget godt at sige om Olympiaden, kan den også være en ordentlig mundfuld med mange udfordringer.
Paris begrundede sit eget OL-kandidatur med, at man nemmere vil kunne afvikle legene sammenlignet med tidligere værtsbyer. Til forskel fra London i 2012 råder Paris nemlig allerede over 95% af de faciliteter, der skal til, og behøver ikke opføre noget nyt storstadion. Lokale politikere har desuden henvist til, at værtskabet kan være med til at bringe de turister tilbage, der forsvandt med terrorangrebene, genvinde noget af byens fordums storhed og bygge bro mellem den velstående bymidte og de fattige nordlige forstæder. Når Paris tabte til London i kampen om værtskabet i 2012, var det bl.a., fordi det franske forslag så overvejende fokuserede på bymidten, mens man fra Londons side fremhævede, hvordan man ville revitalisere den østlige forstad Stratford. For at undgå, at det samme gentager sig her, har man til næste års Olympiade valgt at gennemføre en byfornyelse af Saint-Denis, et blandet byområde lige nord for Paris, der længe har lidt under afviklingen af industrien. På trods af løfter om en lokal opblomstring i kølvandet på opførelsen af Stade de France, det store stadion til VM i fodbold i 1998, kæmper Saint-Denis stadig med lavere levestandard, højere arbejdsløshed og dårligere boliger end resten af hovedstaden.
Til næste års Olympiske Lege vil der kun blive opført et begrænset antal nye anlæg, som primært kommer til at ligge i Saint-Denis, heriblandt et stort svømmestadion. De lokale myndigheder har lovet, at bassinerne vil kunne benyttes af kvarterets beboere efter legene, hvilket har stor betydning, eftersom omkring halvdelen af børnene i området ikke kan svømme. Legenes fokus på at begrænse antallet af nyopførelser og det tilsyneladende høje bæredygtighedsniveau bliver fremhævet som helt centralt for projektet. Dog er nogle af byggeplanerne blevet mødt med kritik – det gælder ikke mindst træningsbassinerne i Aubervilliers, som ville betyde, at nogle hundrede år gamle kolonihaver skulle sløjfes. Lokale kræfter slæbte myndighederne i retten og endte med at vinde sagen. Den offentlige ankeinstans konkluderede, at den “urbanisering af den vestlige udkant af Vertus-haverne”, som det nye svømmestadion repræsenterede, ville “underminere områdets grundlæggende biodiversitet og forværre den økologiske krise”. Projektet blev derefter tegnet om, så det nu kan gennemføres, uden at det går ud over haverne. Befolkningens årvågenhed og OL’s blakkede forhistorie har fået offentlige og private aktører til nøje at overveje, hvordan man kan minimere byggeriernes negative konsekvenser. Ifølge Elodie Benoît, som er ‘Directrice Grands Projets’ i udviklingsselskabet Nexity Villes et Projets – den instans, der står for anlæggelsen af den olympiske by – har såvel byggeledelse som entreprenører og projektansvarlige gjort meget ud af at tilrettelægge logistikken omkring byggeriet, så man begrænser til- og frakørsel ved at udføre dele af arbejdet andre steder, etablere særlige transportkorridorer og opfordre til, at man benytter vandveje, i form af floder og sågar søer, til transport af bygge- og overskudsmateriale.
OL-byerne kæmper ofte med at overholde de stramme deadlines, der er vilkårene, når man skal nå at opføre eller opgradere nødvendige infrastrukturer og kun har kort tid at gøre det i. For Paris’ vedkommende blev situationen yderligere skærpet af den globale pandemi og krigsudbruddet i Europa. Overraskende nok ser det ud til, at man faktisk bliver færdig i tide. Elodie Benoît mener selv, at det bl.a. skyldes beslutningen om at holde sig til franske og europæiske materialer (træ fra Frankrig og beton med reduceret CO2-aftryk fremstillet på stedet eller præfabrikeret i Frankrig og Belgien), som har gjort det nemmere at styre tidsforbrug og omkostninger.
Helt afgørende for at opnå et vellykket resultat er, at der er fokus på projekternes langtidsholdbarhed og indvirkning på miljøet. I forsøg på at tænke ud over selve Olympiaden har man valgt at satse på nøjsomhed som bærende princip. I den olympiske by forsøger man således at holde de midlertidige tiltag nede på et minimum, sørge for at projekterne har en indbygget fleksibilitet og samtænke de blivende boligstrukturer med de midlertidige for at sikre, at der er så stort sammenfald som muligt. Man har valgt en planløsning med kun én midlertidig skillevæg pr. lejlighed ud fra princippet om, at ‘den bedste form for reversibilitet er den, der ikke behøver at finde sted’ – og udelukkende i lejligheder med tre værelser og opefter, hvor opholds-/spisestuen omdannes til stue og soveværelse, mens legene står på. For at undgå unødigt spild vil skillevæggene blive genanvendt i andre byggeprojekter efter 2025. Det samme vil gælde for de midlertidige badeværelser og ekstra handicaplifter, som skal bruges i forbindelse med de Paralympiske Lege.
Vil det lykkes for Paris at bryde det negative mønster? Nøglen til det er formentlig at planlægge for eftertiden: De olympiske anlæg er, på godt og ondt, kommet for at blive. Og det samme gælder de værdier, de bygger på.
Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.
Meriem Chabani
Arkitekt og grundlægger af tegnestuen New South.
Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten 04/2023
ANNONCE

Rendering af det kommende Stade Yves-du-Manoir, der indvies i 2024. Tegnestuen Celnikier et Grabli Architectes forestår ombygningen og renoveringen. Illustration fra celnikier-grabli.com

Le Stade Yves-du-Manoir, Paris. Fotoet er fra de Olympiske Lege i 1924. Arkiv: Bibliothèque Nationale de France