Om altaner: Fra private drømmerum til en del af byen

Mange gør en dyd ud af at indrette altanen med inspiration fra både Instagram og naboer. Der bliver set skævt til skrald, rod og tomme øldåser, mens lyskæder om vinteren og frodige altankasser om sommeren er idealet. “Man bør bidrage til hyggen i gården”, som en kvinde på Vesterbro udtrykker det. Under første corona-­lockdown dukkede paddleboards op på næsten samtlige altaner i Nordhavn, og med møbler, planter og pride-flag giver altanerne et billede af, hvem beboerne er eller drømmer om at være. En beboer, der er vokset op i Vestjylland, vælger planter, som minder om naturen der, mens andre ser deres altan som en erstatning for forstadshaven, hvor man kan grille, dyrke krydderurter og tørre tøj. De rum og landskaber, vi bærer i os, vokser som fysiske tankebobler med altanerne ud gennem facaden og konfronteres her med både naboer og byens liv.

Naboerne kommer tættere på

Om sommeren, hvor dørene står åbne, og lyd, lugt og røg flyder frit mellem boligerne, bringer altanerne naboerne tættere på. Man kan høre, hvad de snakker om, og lugte, hvad de skal have til aftensmad. Nogle oplever det som noget hyggeligt, der giver bedre indbyrdes kendskab, også selvom man typisk ikke taler sammen over altankanten. Men der opstår også irritation og konflikt, særligt hvis naboerne har en væsentlig anden livsform eller livsrytme: “Vi bor ved siden af en, der ryger virkelig meget tung hash. Det generede i forvejen, og nu generer det endnu mere, fordi han tit har åben dør”, fortæller en beboer på Nørrebro f.eks. Nogle steder forsøger man at løse eller forebygge konflikter med regelsæt om grill, larm, rygning og markiser. Men der opstår også ofte nogle mere diskrete måder at skabe grænser om privatlivet på: Folk stiller store potteplanter op langs gelænderet, tager høretelefoner på eller sætter sig med ryggen mod naboen. På tætsiddende altaner findes ofte en uudtalt regel om, at den, der er derude først, ‘har den’.

For børnefamilierne gør altanerne ikke, at man går mindre ned i gården eller parken – tværtom kan der holdes øje med ungerne fra altanen og råbes på kryds og tværs mellem gård og altan til irritation for dem uden børn, som gerne vil nyde solen i fred. Altanerne tømmer således næppe gårde og parker for liv, men trækker noget af bylivet op ad facaden og skaber en vis rumlig opdeling mellem dem, der tumler rundt dernede, og dem, der foretrækker at betragte vrimlen på afstand.

Altaner gør byrummet mere spraglet

Altaner kan give en fornemmelse af liv og tryghed i gården og gaden, men nogle steder også opleves som en privatisering af de fælles rum: “Selv når jeg var inde hos mig selv, så kunne jeg ikke kigge ud af mit vindue uden at skulle have de der altaner lige op i hovedet”, fortæller en kvinde på Vesterbro, som ikke selv har altan, men fra sit køkkenvindue har overværet dem indtage gården. En anden sammenligner gårdens altaner med et kontroltårn, men også mod gaden forlænger altanerne boligens private kontrol på godt og ondt. En kvinde på Nørrebro fortæller f.eks., at hendes altan mod gaden har givet mere adgang til, hvad der foregår derude: “Jeg så en kvinde med sin hund, som lagde en lort, og så gik jeg ud og råbte til hende: Saml din lort op!” Altaner mod gaden skaber en anden stemning i byrummet, både med ‘øjne på gaden’, men også med et mere mangfoldigt og spraglet facadeudtryk, præget ikke blot af beboerne, men også i høj grad af deres planter, havemøbler og tibetanske bedeflag.

Hvor byens facader uden altaner primært var formet af bygherrer, arkitekter og planlæggere, overlader de mange nye altaner en større del af magten til beboerne – eller rettere til de af dem, som har altaner. De forskelle mellem folk, som ellers udviskes af facaden, træder dermed tydeligere frem. Det bliver synligt, hvem der har altaner, og hvem der ikke har, men også hvem der har frodige plantekasser, og hvem der har tomme ølkasser. Ligesom sociale medier har forandret vores kommunikation, er altaner med til at forandre byrummet til et sted præget af mange forskellige stemmer. Det kræver arkitektonisk omhu at håndtere de mange tankebobler, der træder ud gennem facaden. Her er udformning og placering afgørende, og særligt i nybyggeri er der potentiale i at tænke altaner som en vertikal begrønning af byen. For selvom beboerne primært ser altaner som private drømmerum og en horisontal forlængelse af boligen, må arkitekter og andre fagfolk fortsat bestræbe sig på også at gøre dem til en del af byens fællesrum.