ANNONCE

Overformynderiet. Foto: Jens M. Lindhe
Anmeldelse ved

Overformynderiet stod klar til indvielse i 1937. Det var en anderledes bygning, der var blevet rejst ved Holmens Kanal, baseret på en helt ny konstruktionsform i dansk kontekst, nemlig stålbetonskellettet. Arkitekten Frits Schlegel gjorde bygningen til en fejring af den nye teknik, idet han lod betonelementerne stå frem i bygningens facader i rytmer, der ikke blot var bestemt af konstruktive principper, men også var betinget af de kontorinddelinger, som programmet skulle facilitere. Med denne synlige og taktfaste proportionering kom bygningen til at fremstå som et møde mellem den rest af nyklassicisme, som Schlegel var blevet påvirket af på Kunstakademiets Arkitektskole, og den blomstrende funktionalisme, som prægede mange af samtidens unge arkitekter. Schlegel havde helst set, at fyldingerne i facaden havde stået pudset i beton og derved havde givet bygningen et ensartet, udekoreret udtryk. I tråd med funktionalismen, men også med forbilledet Auguste Perret, den franske jernbetonpionér, hvis hovedkvarter til den franske marine i Paris var en tydelig inspiration for Schlegel. Bygherren, dvs. myndighederne, havde dog andre planer for facaden. Herfra blev det bestemt, at den skulle beklædes med marmor for at støtte eksportfremstødet fra de nyåbnede, grønlandske marmorbrud. Det huede bestemt ikke Schlegel, som efter sigende var åbenlyst utilfreds til åbningsfesten. Få vil nok i dag være enige med Schlegel. Overformynderiets marmorbeklædning er blevet en ikonisk del af Københavns bybillede og var naturligvis en central udfordring, da det blev besluttet, at bygningen – med høj bevaringsværdi – skulle renoveres. Bevaringsklassificeringen betød, at facaderenoveringen var bundet af bygningens oprindelige udtryk. I første omgang blev al marmorbeklædning pillet ned, så betonkonstruktionen kunne blive renoveret. Sidstnævnte viste sig at være en særdeles omfattende affære med bl.a. PBC-maling, der skulle fjernes, og smuldrende mellempiller, som endte med at blive skiftet ud med fiberbeton. Resultatet er en betonkonstruktion, der står som ny, hvis ikke bedre. De adskillige ekstra millioner, som blev bevilget undervejs til det, der skulle vise sig at være et uventet kompliceret renoveringsarbejde, blev også brugt til at rydde ud i diverse lappeløsninger, som op igennem årene var kommet til, især på tag og gesimser. Disse forringede ikke bare konstruktionen, men også bygningens elegante profil. Der blev derfor valgt en særlig isoleringsløsning, der ikke blot sørgede for at bryde kuldebroer og kondensansamlinger, men som også gav anledning til at tilbageføre facadens enkelhed, ved at isoleringen blev lagt i facadens hulrum. Som en fin, knapt synlig signatur på ‘den store renovering anno 2019’ er den øverste tagkant skåret femogfyrre grader. En lille gestus, som ikke kan ses fra bygningen, men som tegner sig smukt i profil på lang afstand.

Marmorbeklædningen bød på helt andre problemer, da det var umuligt at skaffe mere af den grønlandske marmor, efter at en hel del af de eksisterende plader måtte sorteres fra. Nogle blokke grønlandsk marmor, der i sin tid blev brugt til havneopfyldning i København og senere til al held fundet ved udgravningen til Skuespilhusets fundament, blev en del af løsningen. Men først og fremmest var det den såkaldte honeycomb-teknik, der gjorde det muligt at få nok marmor til at beklæde hele bygningen. Metoden går ud på at fæstne ekstruderede heksagonale gitterplader på hver side af marmorpladerne, som så kan flækkes i to. Det lyder simpelt, men er det absolut ikke. Alle marmorpladerne fik en tur til Dallas, til det eneste firma, der mestrer teknikken. Den amerikanske rejse har bestemt givet pote; de før så afblegede plader har fået kuløren tilbage, og marmorets fine spil står igen tydeligt frem.

Anmeldelse ved

Det tidligere Overformynderi

Indvending ombygning:

Nuværende: Beskæftigelsesministerium og Energi-, Forsynings- og Klimaministerium
Arkitekt: Rørbæk og Møller Arkitekter
Arkitektmedarbejdere: Anders Wesley Hansen (ansvarlig partner), Troels Radmer Jensen, March Johan Rooijackers, Irina Maksimovich,
Marthe Frey Eriksen, Bettina Strøyberg, Gökce Kitir, Jette Lynge Rasmussen og Jannik Kristensen
Bygherre: Bygningsstyrelsen
Ingeniør: Rambøll Danmark A/S
Kunstnerisk udsmykning: Jette
Hye Jin Mortensen (lysinstallation
i hovedindgang mod Holmens
Kanal 20)
Udført: 2019

Facaderenovering:

Arkitekt: Bertelsen & Scheving
Arkitekter (totalrådgiver)
Arkitektmedarbejdere:
Jens Bertelsen, Jesper Sort, Claus Nebelin, Jonas Vollmond, Sarah Due Larsen
Bygherre: Bygningsstyrelsen
Underrådgivere: Jørgen Nielsen
Rådgivende Ingeniører A/S FRI
Udført: 2016

Oprindelig bygning

Arkitekt: Frits Schlegel
Ingeniør: Ernst Ishøy
Opført: 1937

Referencer

Alle referencer til Frits Schlegel, inkl. dem omhandlende forbindelserne til Auguste Perret, er fra Vibeke Andersson Møllers bog Arkitekten Frits Schlegel, udgivet af Arkitektens Forlag i 2004.

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 06/2020.

ANNONCE

Foto: Adam Mørk

Mange har måske bemærket, at boltene, der før stod ud gennem marmoret som et grid af punkter over hele facaden, er forsvundet. I stedet er fastmontering og huller skjult bag propper af grønlandsmarmor, der går i et med resten af fladen. Beslutningen herom var genstand for diskussion, eftersom den synlige fastboltning efterhånden var blevet en del af bygningens signatur og af flere derfor blev betragtet som bevaringsværdig. Den var dog ikke del af det oprindelige facadeudtryk, men opstod efter en facaderenovering i 1963-64, ledet af Schlegel selv. Et andet markant træk ved facaden er de røde markiser, der har været med hele vejen, og som er blevet rekonstrueret i forbindelse med renoveringen. De kedelige alu-vinduer fra en facaderenovering i 70erne er nu skiftet ud med nye, smalprofilerede stålvinduer, der i materiale og udseende ligger tæt op ad bygningens fine, originale vinduer.

Hoveddøren med smalle messingrammer har ligeledes klaret overgangen til ministeriel hovedindgang med de krav til sikkerhed og automatisering, som det nu kræver. Over hoveddøren troner det for de fleste velkendte skilt (også på det punkt er der en temmelig ublu reference til Perrets marinebygning), der minder os om en anderledes synlig autoritær fortid, hvor Overformynderiet forvaltede de umyndiggjortes formuer. De har måske ikke tænkt så meget over de rumlige kvaliteter, staklerne, der før har stået med huen i hånden i Overformynderiets ekspeditionsrum, efter at have dukket sig under skiltet. Det var et smukt rum, omgivet af kontorer to trin over niveau fyldt med dagslys, og med blødt lys fra oven gennem glassten i atriumgulvet i etagen ovenover.

Tværsnit. Tegning: Rørbæk & Møller Arkitekter

I løbet af årene har skiftende lejere forvaltet bygningens rum på en sådan måde, at der dårligt kunne blive tale om en renovering. Holdet bag kalder det en revitalisering, og det har haft frie hænder med bygningens indre, efter at stort set alt blev skrabet ud af den. Det tidligere ekspeditionsrum rummer i dag bygningens reception, stadig omgivet af kontorer og dagslys, og nu også møderum med glasdøre, for at beholde maksimalt lysindtag. Rummets niveauskift er indfattet af tre dybe trin, beklædt med højkantsparket af overskudstræ, til de mere uformelle møder. Sammen med de rammeløse glasdøre er dette med til at sætte et klart 2019-aftryk på rummet. Det skal bestemt ikke forstås som noget negativt, for generelt er det lykkedes at lande rummene igennem hele bygningen med en enkelhed, der både viderefører Schlegels elegante funktionalisme og inkorporerer nutidens krav til teknologi og bæredygtighed. Foruden opdaterede varme- og ventilationssystemer har fleksibilitet været et vigtigt parameter for bæredygtighed; rummene skal være enkle og robuste nok til, at forskellige programmer og skiftende kontormiljøer kan være i dem.

Man kunne indvende, at denne funktionelle robusthed enkelte steder kommer til at fremstå en anelse for tydelig, men det skyldes formentlig økonomi. F.eks. var det ikke muligt at genskabe bygningens oprindelige, håndlagte sort-hvide gummigulv, så nu er der i stedet støbte gulve af den knapt så pirrende slags. Ligeledes har det sikkert også været uden for diskussion at skulle have andet end standardiserede sikkerhedsdøre på hver etage, men det gør en smule ondt med disse klumpede alu-døre ud til Schlegels egetræsforede atrium.

Plan. Tegning: Rørbæk & Møller Arkitekter

Atriet er og bliver bygningens pragtstykke, og i modsætning til resten af interiøret stod det intakt, inden renoveringen begyndte. På trods af sin unikke karakter, eller måske netop derfor, var atriet inden renoveringen stort set ignoreret som brugsrum. Det er der i den grad blevet rettet op på, og rummet er nu blevet bygningens hjerte. Det har naturligt nok medført en række nye forbindelser i form af flere gennemskæringer, der skal sørge for et flow af mennesker og lys. I et momentant anfald af anakronistisk nostalgi kunne man tænke, helt paradoksalt, at der er noget lige lovligt funktionelt i disse nye åbninger ud til atriet, der er indrammet i hvidt metal og giver ovenlyset konkurrence. Men ud fra en rationel, eller skal vi sige funktionalistisk, betragtning giver det nok ingen mening ikke at gøre sådan. De lyse kontorlokaler i karreens yderside er nu bedre bundet sammen med atriet og derved også hinanden. Revitaliseringen af Schlegels fine rumdispositioner samt udviklingen af et nyt kontorinddelingsskema, med skiftevis åbne og lukkede nicher, har givet nogle fantastiske kontorlokaler, inklusive tagterrasserne på de tilbagetrukne øverste to etager, hvor frokosten kan nydes med udsigt over byen.

En række detaljer i interiøret er desuden blevet bevaret og renoveret, og minder os nok en gang om vigtigheden af de taktile detaljer, såsom de gedigne håndlister i træ på trappegelænderet, væglamperne i atriet, en læderbetrukket sofa samme sted, de buede vinduer i trapperummet ud mod gården og en træforet elevator, der ikke bare tager os til en anden etage, men også en anden tid. Heldigvis kommer vi selv fra en tid, der værdsætter det, der var, og man kan ikke se det som andet end tegn på et velfungerende og civiliseret velfærdssamfund, når så mange penge og dygtige fagfolk bliver allokeret for at vedligeholde vores bygningskulturarv.

Foto: Jens M. Lindhe

Facadesnit. Tegning: Bertelsen & Scheving Arkitekter