Paragraf 155

Vi bygger for fremtiden, men vores adgangsgivende referencer til nye opgaver gælder kun flygtigt – jo klogere et projekt bliver på erfaring som ramme om det levede liv, jo mere værdiløst bliver det på papiret. 

Enhver tegnestue ved, at der skal noget til for at blive prækvalificeret i offentlige udbud.

Krav og kriterier for at komme i betragtning skærpes kontinuerligt, og de seneste år har der sneget sig flere benspænd ind. Særlig et har en enorm betydning, der har problematiske strukturelle konsekvenser for faget. Med udbudslovens § 155 stilles der krav om, at “tilbudsgivers faglige formåen skal være udført inden for de seneste 3 år”. Herefter har de ingen relevans, er outdatede – bom… og uden referencer ingen adgangsbillet. Fugen er knap nok tør, og det pågældende projekt har ikke gennemlevet ret mange empiriske årshjul, før det ryger på pension som reference.

At erfaring med tidligere projekter ikke kan gælde til evig tid, giver sig selv. Men er en så kortvarig erfaringsportefølje værdiskabende for fremtidige projekter? Vi gør os umage for at bygge til eftertiden arkitektonisk og kvalitativt, men selvsamme umage har altså efter tre år ikke længere relevans i udbudssammenhæng. De stramme krav snævrer feltet af bydende ind og gør muligvis udvælgelsesarbejdet mere overskueligt. Anden værdi har jeg svært ved at se fra min side af bordet.

Selvom holdbarheden af et projekt åbenbart er flygtig som en døgnflue, ændrer det ikke på, hvordan vi går til opgaverne. Det, der driver os, er fortsat at skabe værdi for brugerne og arkitektonisk kvalitet nu og for fremtiden. Men uanset hvad målet for os rådgivere måtte være, afstedkommer udbudsreglernes setup en hæsblæsende jagt på gyldige referencer. Har man dem ikke i egen butik, må man koble sig med andre.

Lur mig, om de mange opkøb og ægteskaber mellem virksomheder ikke skal finde noget af sin oprindelse her – sammen er vi stærke – sammen dækker vi det hele, og ellers dumper vi prisen for at få referencen i hus… Kombineret med de mange rammeaftaler og partnerskaber, hvor store teams i en årrække sidder tungt på et område, giver det sig selv, at mange dømmes ude, og Tordenskjolds soldater styrkes. Med al respekt, risikerer vi så ikke med udbudsreglernes snærende bånd, at dynamikken og bredden på sigt udvandes uden tilførsel af nyt blod?

Hvordan skal man som grøn tegnestue kunne komme ind i loopet? Ingen erfaring – ingen invitation.

Tidligere var der tradition for, at en erfaren virksomhed koblede sig med et ‘wild card’ – en yngre tegnestue. Den konstellation og krydsbefrugtning kunne ligefrem være adgangsbilletten. En inviterende oplæringskultur for de unge og et befriende spark for de garvede. I stedet kaster de unge danske tegnestuer glans over åbne konkurrencer i udlandet…

Tilbage til paragrafferne. Retmæssigt skal det siges, at dugfriske referencer ikke er et krav i udbudsloven. Der kan søges om dispensation for projekter med 5+ år på bagen. Problemet er bare, at dem, der ofte kridter de indledende baner for udbuddet op, ikke nødvendigvis har en arkitektfaglig opmærksom på, hvad der skaber arkitektonisk værdi. 

Vi æder præmissen og halser videre. Sporadisk begræder vi vores tabte terræn i lukkede arkitektklynger, hvor vi snakker om de ufattelige mængder af ressourcer, vi bruger, der langtfra altid skaber værdi og den ønskede tryghed for bygherren. Men trygheden ligger ikke begravet i opfyldelse af mindstekrav og dugfriske referencer. Det tager tid at udvikle og skabe fysiske rammer. Det tager tid og skal tage tid. Vi skal lære af vores projekter og de iscenesættelser, vi skaber. Vi skal følge op og evaluere. En sådan opmærksom erfaring burde være meget mere relevant for at kunne komme i betragtning.

Så kom nu, fagfæller! Lad os slå på tromme for, at det bliver den arkitektoniske kvalitets kår, der sikres, fremfor ligegyldige teknokratiske flueben, der skal sættes.

Lad os få gjort noget ved udbudsreglerne, så dynamikken i faget sikres. Lad os hjælpe bygherrerne med at vælge rumlige rammer, der styrker det innovative. Lad os snakke om, hvordan vi kan brede feltet ud fremfor at se det snævre sig ind.