Penge og Palads

Et flertal i Københavns Kommunes borgerrepræsentation har stemt for en startredegørelse, som i sidste ende måske kan føre til en nedrivning af Palads.

Men Paladsbiografen, hvis grundbase er fra 1918, er  værd at restaurere og i en eller anden grad transformere. Spørgsmålet er bare, i hvilken skikkelse den skal genopstå og på hvis og hvilke præmisser?

Palads Teateret, som huset oprindeligt hed, var ikke hvidmalet ved opførelsen i 1918, og Kai Nielsens skulptur på taget var ikke forgyldt. Facaderne var pudset, formentlig i en varm grå, og at dømme ud fra tegninger og fotografier var – og er – der tale om en ganske kompleks og sammensat bygning (se tegninger nederst denne side). Med et festligt udsmykket interiør, mest i trapperummet, men også i den oprindelige storsal.

I 1989, hvor huset i mellemtiden var blevet hvidt, havde hverken ‘tiden’ eller Poul Gernes dog problemer med at udsmykke Palads. Selvom man befandt sig i den sen-postmoderne periode, satte ingen åbenbart pris på borgerlig arkitektur fra skuffen med blandede stilarter.

I dag ser man anderledes på bevaring af gammel arkitektur, og min hypotese er, at den vel til dels situationistiske billedkunstner Gernes ville vende sig mindre i sin grav, hvis farverne forsvandt, end arkitekten Andreas Clemmensen og hans kollega Johan Nielsen ville gøre det i deres grave, hvis farverne blev siddende efter en delvis rekonstruktion af Palads.

Clemmensen stod bag mange fornemme arbejder. Særligt Immanuelskirken på Frederiksberg fra 1893 bør fremhæves som et helstøbt værk. Udsmykninger over døre og inde i kirken er udført af samtidige, fremtrædende billedkunstnere – så arkitektur med integreret kunst var ikke fremmed for Clemmensen og hans kollegaer. Tværtimod. Som Københavns Rådhus, der er fra samme tidsrum, jo også vidner om. Bare fordi Clemmensens arbejder ikke er lige så omtalte som Marin Nyrops, betyder det jo ikke nødvendigvis, at førstnævntes arkitektur ikke er lige så god som Nyrops.  

Guldet og det hvide, de stærke farver og de mange ombygninger i det indre er kommet hen ad vejen og har samlet set medvirket til, at den nuværende bygning er et konglomerat af ombygninger og nye tilføjelser. Ligesom Børsen var det før branden. Som man kan se på de oprindelige tegninger (vist herunder), var der kun én stor sal i begyndelsen, men som det også er gået med mange andre gamle biografer, er salen underdelt i mindre biografrum, og der er puttet flere ind mange andre steder i huset.

Så hvilket øjeblik i husets liv skal man vælge at fastholde i forbindelse med fremtidens Palads?

Graden af forandringer bør afvejes i forhold til en lidt mere imødekommende forståelse af Clemmensens arkitektur – eller af det, der er tilbage både ude og inde. Det omgivende byrum, og i hvilken grad ejernes naturlige interesse i maksimale indtægter harmonerer med den eksisterende arkitektur og bydelens funktionelle sammenhænge og rumlige forhold, mangler at blive taget i betragtning. Nordisk Film råder over flere biografsale, f.eks. den nærliggende, meget flotte gigantbiograf Imperial, eller endnu tættere på Dagmar. Hvorfor ikke bare lade Palads være Palads og i stedet bygge en spritny biograf af bæredygtige genbrugsmaterialer et helt andet sted og tjene de penge man mangler i en ny bydel?

Herfra blev det for fire år siden kækt foreslået, at man da bare kunne overdække banegraven og bygge nogle udendørs biografer ovenpå, så Palads kunne bevares.

Det er muligvis en dyr pris, også i forhold til CO2, at betale for at redde et hus, men spørgsmålet, om der er andre muligheder for at tjene penge på uden at skulle rive bygningen ned, bør udforskes mere.