Ragnarock

Musicon er det nye navn til et nedlagt industriområde i udkanten af Roskilde, som ifølge kommunens ambition med tiden skal genopstå som “national rugekasse for kunstnere, designere, musikere, kreative virksomheder og andre med behov for utraditionelle rammer”. Med åbningen af Ragnarock – Museum for Pop, Rock og Ungdomskultur som den første af tre institutioner i konglomeratet Rockmagneten er det første gang, den brede offentlighed for alvor inviteres indenfor.

Ragnarock består af en ny bygningskrop, som er klemt inde imellem og sammenbygget med eksisterende industrihaller. En Tetris-agtig klods med et enormt udhæng over en rød løber, der fortsætter ud til Musicons hovedgade, Rabalderstræde. Bygningskroppens frie facader er beklædt med gyldne, pyramideformede metalplader som en interessant fornyelse af renæssancens diamantkvadrer, som de kendes fra bl.a. Palazzo Punta di Diamanti i Rom. Facadepladerne fortsættes i indgang og forhal, dog med farveskift til en dyb rød, som foringen i en guitarkasse. Entréen rummer − som det efterhånden er kutyme på nyopførte museer – primært museumsbutik med disk til billetkøb. Forhallen videreføres under et smalt glastag i en transformeret industrihal til café med åbent køkken. Herefter en aflukket gård med caféborde, og på den anden side af denne findes kreative værksteder for børn. I en elevator med underholdning i kraft af et højt rock-medley stiges i sneglefart op forbi administrationen til udstillingen på de øverste etager. De to etager med udstilling flyder sammen i et dobbelthøjt rum med en bred central trappe i udkragningen med vinduer ud mod Rabalderstræde.

Konsekvens

Den gyldne facadenuance, som på tegnestuernes hjemmesider er gengivet som tør og metallisk, er ved ankomsten til museet i formiddagssol noget mere lunken i sin fremtræden. Som en mat asiatisk vinkekat.

Fra Rabalderstræde er bygningen virkelig dragende. Det store udhæng dramatiserer perspektivet, og sammen med den lange røde løber i belægningen demonstrerer museet sin magnetisme i det ellers noget usammenhængende gaderum. En essentiel effekt for en placering, der ellers let kunne blive hengemt.

På en tur om på siderne udviser bygningen en imponerende konsekvens i facadeudformningen. Bygningskroppen har dog tendens til at blive noget skulpturelt anstrengende i sin mangel på ligevægt, der giver en følelse af, at den vil tippe forover. Der kunne argumenteres for, at netop ubalancen skal kaste spændstighed og magnetisme af sig, men for denne anmelder er det ikke deri, den pirrende tiltrækning eksisterer.

Inde under udhænget udløses den magnetiske virkning i en energi, der sætter en ekstravagant scene om den besøgende Det ér faktisk så virkningsfuldt, som man må forvente af den ejendommelige form. Det er en glæde at nærme sig de tynde facadeplader, hvis foldning til pyramider er ganske omhyggeligt udført, ligesom deres interne sammenstød og møde med åbninger har fået den fornødne opmærksomhed. Mod terræn håndterer en minimal inddækning i samme nuance de nødvendige justeringer. Et vindue over udhænget er vellykket camoufleret bag en perforering af de samme pyramideformede facadeplader.

Forførende

Hvorvidt pyramideformerne burde være ført med ind i bygningen, kunne lægge op til diskussioner af forskellig art. Tydeligt er det i hvert fald, at det derinde giver en del flere besværligheder at få de store pyramider til at samarbejde med dørhuller og installationer, og den røde strukturbehandling er heller ikke blevet tilstrækkeligt besnærende.

Videre frem møder man et potpourri af nyt og gammelt i ombygningen af de eksisterende bygninger til café, gårdrum og værksteder. Det er gennemgående ikke bare veludført og balanceret, men decideret forførende. Kønne cementfacadeplader sammen med ubehandlede letbetonindervægge og guldmalede søjle-bjælke-efterladenskaber. Det er rum fulde af frækhed, men som også sagtens kan bære, at der drikkes champagne fra hvide bomuldsduge ved formelle lejligheder. Indergården samler det hele, mens caféen elegant formidler overgangen fra det upolerede mash-up til det mere ekstravagante nybyggeri. I splitsekunder kammer valget af rock-interiør over i det parodiske, men det formår langtfra at ødelægge den gode stemning. Det samlede lange snit fra Rabalderstræde, ind under udhænget og gennem butik, café, gård og værksteder er varieret og fornøjeligt fra ende til anden.

I ankomst såvel som den øvrige stueetage synes museets primære funktion som museum sært fraværende, og var det ikke for det påfaldende tjekkede personale, der var på arbejde på besigtigelsesdagen, kunne udstillingen let overses i mer­chandise og udskænkning. Foruden den tilsigtede elevator er der mulighed for at tilgå udstillingen ad en trappe, som med karakter af baglokale ikke just sætter rammen om en koncentreret museumsoplevelse.

Udstillingsrummene er overtaget af udstillingsdesignere, og det er svært at se, hvad udstilling og arkitektur tilfører hinanden. Man kan ikke rigtig finde ud af, hvad det dobbelthøje rum skal til for; der kunne holdes foredrag med folk siddende på trappen, men udstillingen har allerede taget scenen.

Trods enkle og grafisk smukke plantegninger er orienteringen i bygningen gennemgående uklar, og et utal af døre fra udstillingsrummene gør wayfinding udfordrende. Man forvilder sig ind i teknik- og rengøringsrum, og trappen modsat adgangsvejen var ved besigtigelsen afspærret halvvejs nede.

Prisen for de kønt camouflerede vinduer mod Rabalderstræde betales indefra, hvor den minimale perforering hverken giver eftertragtet lysindtag eller udsigt. Desuden er vinduerne af en type, der efterlader mere ramme end rude, og milevidt fra den store åbning, der blev slået an i konkurrenceforslaget.

Relationen mellem udstilling og arkitektur virker ikke videre gunstig, hvilket immervæk er centralt for et museum. Det ellers diagrammatisk stærke greb med en offentlig stueetage og en højtløftet udstilling er ikke vellykket. Møderum og kontorer adskiller de to elementer, og det er ikke lykkedes at overskride denne opdeling med den lille elevator.

Musealisering?

Trædes et skridt tilbage fra bygningen som materie, opstår nye perspektiver. Balancerer det stærke ikonografiske udtryk troværdigt mellem fiktiv parodi og kulturel reference? Er bygningen nitterne på Keith Richards guitarstrop eller det karikerede hår i Cartoons? Ungdomskultur og ikke mindst rockgenren som kulturelt fænomen har stillet spørgsmålstegn ved etablerede kulturelle normer og værdier. Er denne musealisering et mausoleum over rockgenrens oprørske potentiale? Disse spørgsmål bliver præsente, hvis Ragnarock skal bidrage til et Musicon, der rækker ud til yngre generationer. En sådan ambition fremstod ikke overbevisende på besøgersegmentet en tirsdag formiddag i sommerferien.

Rockmagneten blev i konkurrencen indskrevet som kontekst til Vikingeskibsmuseet, der for nylig var i vælten, da kulturordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen foreslog det nedrevet til fordel for et nyt museum i vikingestil. I den parallel findes den nok mest kritiske betragtning på Ragnarock: Gør museumsbygningen tilnærmelser til en sådan populistisk vikingestil med rocken som fortegn? Spørgsmålet kan nok ikke besvares entydigt, men er værd at overveje, når der konkurreres om disse potentielt signifikante kulturelle paladser.

I et Musicon under udvikling er Ragnarock et essentielt tyngdepunkt som en både visuel, social og rumlig determinant. Det er ikke stedsspecifikt på en omklamrende manér, men med til at indfange områdets relation mellem fortid og fremtid. Man må håbe, at arrangementerne formår at gøre museet til samlingspunkt for nogle kræfter, som fra nogle mindre beherskede transformationer kan bidrage til fortsat udvikling af en ungdomskultur, og stedet dermed ikke bliver monopoliseret af bar erindring. De mange gæster, der forventes at besøge museet, vil ikke gå skuffede derfra. Som bygning er den et palads af gode og rigtige valg og løsninger. Foruden at klodsen synes at vippe forover, træder en vis ubalance dog i kraft, når forholdet mellem rugekasse og mausoleum tipper til den museale side.

Morten Birk Jørgensen er arkitekt og ph.d.-studerende ved KADK, institut for Bygningskunst og Kultur.  Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 8, august 2016.