ANNONCE

Foto: MK

Alexandra Thygesen

Arkitekt MAA MDB og leder af Rets- og responsumdvalget i Akademisk Arkitektforening.

Jeg studsede, da jeg fik spørgsmålet første gang. For mig var det ikke enten eller, men både og. Næste tanke var, at spørgeren nok mente arkitekt eller rådgivende ingeniør, men der tog jeg fejl. For ham var det soleklart, at en arkitekt var noget andet end rådgiver. Det affødte en god snak.

Sidenhen har jeg mødt denne skelnen oftere og oftere både hos bygherrer entreprenører, ingeniører og arkitekter, og det undrer mig. Er det et tilfælde, eller er opfattelsen af arkitektbranchen og dermed også rammerne ved at ændre sig?

Mange arkitekter beskriver sig selv som generalister. Spørgsmålet er, om det også vil være sådan i fremtiden, eller om branchen er ved at gøre sig selv til specialist. Der er en tendens til, at projektforløb på større projekter er blevet mere og mere fragmenterede og spredt ud på flere og flere specialist­hoveder. Listen over involverede i et byggeprojekt bliver længere og længere. Årsagerne kan være mange, men ofte er det for at kunne opfylde bygherrekrav eller for at kunne uddelegere ansvaret.

Arkitektfirmaernes tilgang til denne udvikling er vidt forskellig. Nogle vælger at fusionere eller opkøbe, andre indgår i mere ad hoc netværksbaserede samarbejder. Uanset hvordan er det et vilkår, som påvirker branchen markant.

Når vi taler om ændringer i branchens rammevilkår, er det ofte med udgangspunkt i ydre omstændigheder som eksempelvis konjunkturer, samfundsmæssige ændringer, politiske beslutninger og lovgivning. Forhold, som vi ikke selv direkte kontrollerer, men underlægges.

Men rammevilkår kan også defineres af indre omstæn­dig­heder i form af eksempelvis de krav, som vi stiller til os selv, det faglige niveau, samarbejdsformer, og hvad vi opfatter som god skik. Det er forhold, vi hver især har direkte indflydelse på, og som dermed sætter rammen for udviklingen af fagets kultur og selvforståelse. 

Så hvordan ser vi os selv? Er vi arkitekter eller rådgivere, og hvordan vil vi gerne opfattes af andre? Burde det lille ord ‘eller’ erstattes med ‘og’? Er det blot en sproglig petitesse eller netop det stik modsatte?

Der findes bygherrer og entreprenører, som klart skelner mellem arkitekt og rådgiver. For dem er arkitekter nogen, som har fast adresse på drømmefabrikken og kommer svævende ind i mødelokalet på en sky af gode ideer. Deres værdi ligger i at generere ideer. Det udmøntes i et hav af visualiseringer, som de kan plukke i, afhængig af hvordan det videre forløb bliver, når rådgiverne kommer på. Rådgiverne er dem, som fører projektet til realisering. Det er eksempelvis finansieringseksperter, ingeniørfagene, advokater, brandrådgivere, beregnere, udbudseksperter og optimeringsspecialister. Arkitekten opfattes som specialist i at få gode ideer og skabe visualiseringer som billeder, der tiltrækker sig opmærksomhed, men forventes ikke nødvendigvis at vide noget om, hvordan det bygges. Det har de rådgiverne til, fordi de opfattes som dem, der kan realisere ideer. Arkitektfaget bliver dermed et speciale, som kan bruges efter behov på lige fod med de andre.

Udviklingen i byggebranchen i de sidste mange år har betydet, at arkitekter og ingeniører kun sjældent fører fagtilsyn på egne projekter og reelt ikke ved, hvordan de ender med at blive bygget. Dermed fratages eller fraskriver de sig muligheden for praktisk erfaring om byggeri, og afstanden mellem teori og virkelighed bliver større. For nogle er det bare et vilkår, mens andre oplever det som en forringelse, fordi det kolliderer med egen selvforståelse som arkitekt og omverdenens forventninger.

Der findes også bygherrer, som opfatter arkitekten som rådgiver og har tillid til, at arkitekten lever op til det ansvar. En bygherre kontakter en arkitekt for at få tegnet et hus inden for et givent budget. De har samme opfattelse af, at arkitekten er rådgiver, og begge er glade for samarbejdet. Arkitekten tegner løs i begejstring over muligheder og egne evner, men uden fornemmelse for økonomi, og giver som begrundelse, at økonomien er entreprenørens ansvar. Da bygherre får tilbud på projektet, overstiger det budgettet i en sådan grad, at det selv efter omprojektering stadig er urealistisk. Bygherren må opgive projektet og føler, at arkitekten har spildt både hans tid og penge.

Eksemplet kunne også få en anden slutning. Bygherre og arkitekt har en god og tillidsfuld dialog. Arkitekten har styr på processen og får løbende afstemt og optimeret bygherrens ønsker i forhold til tid og økonomi. Arkitekten tegner et projekt, som passer til det budget, som bygherren har oplyst, men undervejs finder bygherren ud af, at han ikke kan få projektet finansieret som forventet, så han beslutter at opgive projektet. Selvom arkitekten har tegnet et godt projekt, har det nu ingen værdi for bygherren, og han vil ikke betale honorar, fordi han opfatter arkitektens arbejde ligesom et tilbud fra en håndværker, som han heller ikke skal betale for.

Det handler om selvopfattelse. I begge eksempler opfører en part sig ordentligt, den anden ikke. Det er lige forkert, om man er bygherre eller arkitekt, og i begge tilfælde bidrager det negativt til fagets kultur.

I de sidste par år er der sket store omvæltninger i branchen, som får betydning for alle, uanset hvilken faggruppe man repræsenterer. Det er vigtigt at tage del i diskussionen om udviklingen af fagets kultur og selvforståelse. Det er de vilkår, som vi selv kan påvirke positivt, og som vil influere andres opfattelse af arkitektbranchen.

Det er ramme alvor.

Alexandra Thygesen

Arkitekt MAA MDB og leder af Rets- og responsumdvalget i Akademisk Arkitektforening.

Rammevilkår

Artiklen er første del af en føljeton om rammevilkår. Serien fortsætter – læs næste del i Arkitekten 03/2020.

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 02/2020.

ANNONCE

Rammevilkår

Artiklen er første del af en føljeton om rammevilkår. Serien fortsætter – læs næste del i Arkitekten 03/2020.

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 02/2020.