ANNONCE

Undervisning på Arkitektskolen Aarhus. Foto: Arkitektskolen Aarhus
Interview af

Frederik Braüner

Redaktionsassistent

BA i kunsthistorie og arkitektstuderende ved KADK

Der har været stor diskussion om forholdet imellem det kunstneriske, akademiske og praktiske på arkitektuddannelsen de seneste år. Hvordan ser du, som studerende, forholdet mellem de forskellige tilgange på Arkitektskolen Aarhus?

På nogle punkter er uddannelsen blevet mere akademiseret. Og desværre kobler de forelæsninger, vi har haft på bacheloren sig ikke nødvendigvis til det, vi lærer på vores units (afdelinger på Arkitektskolen Aarhus, red.). De føles lidt som ‘add-ons’. En slags krymmel på kagen. Så der har været store problemer med fravær. Selv når det var store, spændende forelæsninger med gæsteforelæsere udefra, mødte folk ikke op, og derfor er underviserne begyndt at notere fravær. Problemet er, at det bliver en symptombehandling frem for en årsagsbehandling. Det er min opfattelse, at man ikke har undersøgt, hvorfor de studerende nedprioriterer forelæsningerne, og at man i stedet prøver at tvinge dem til at møde op. Det, i kombination med at mange ser deres semesterprojekt som værende vigtigere end f.eks. forelæsningerne, gør det svært at engagere de studerende til at deltage, hvilket er ærgerligt. Det er en generel indstilling og kultur på skolen, der skal ændres. Akademiseringen af arkitektuddannelsen er ikke nødvendigvis dårlig, men der er opstået tydelige problemstillinger i forbindelse med implementeringen, bl.a. det med at så meget skal måles og vejes. Det er altså svært med kreative fag, da det ikke kan aflæses sort på hvidt, hvilken værdi det enkelte projekt har.

Tror du, at det øgede fokus på karakterer påvirker de studerendes prioriteringer?

Både og. Det mærkelige er, at folk ved, at der ikke rigtig bliver kigget på dem, når de skal søge job. Men alligevel vil mange gerne have, at deres semesterprojekt er perfekt, og arbejder absurd mange timer på tegnesalene op til eksamen. Det er ikke udelukkende karakterernes skyld, men de spiller helt klart ind. Problemet er ikke karakteren i sig selv, men det, den repræsenterer. At alt skal kunne måles og vejes. Det medfører et andet stort problem: at man skal kunne redegøre for præcis, hvad man har lavet. Der er kommet rigtig meget individuelt arbejde pga. et krav om, at man skal kunne se, hvem der har lavet hvad. Det er mærkeligt, når man tænker på, at man som færdiguddannet arkitekt ikke kommer ud og arbejder alene. Men det er et krav fra ministeriet, og ikke nødvendigvis noget skolerne har gjort af sig selv. Det er en kultur, der kommer fra de øverste lag, og som er sivet ned gennem uddannelsessystemet. Skolerne har ikke de store muligheder for at sige fra. Det virker dog, som om skolen og de studerende rører lidt på sig. For alle kan godt se, at det ikke fungerer med så meget individuelt arbejde, og at ønsket om høje karakterer faktisk har en negativ indvirkning. Jeg er af den grundopfattelse, at karakterer ikke skaber lyst til læring, men mere konkurrence og måling. Og det findes også på arkitektstudiet, som er meget holdningspræget, og det afspejler sig også i bedømmelserne af ens projekter. Derfor kan du med ét og samme projekt gå til eksamen hos én censor og få 12, mens en anden censor måske vil give projektet 2 eller 4, da der ikke er nogen facitliste, vi skal krydse af for at få en bestemt karakter. Den subjektive bedømmelse er rigtig god i feedbacken, men når det bliver kogt ned til et tal, så vi passer ind i systemet, kan den læring, man får ved feedbacken, måske miste sin effekt. Generelt er de kreative brancher svære at måle på, da meget af det er holdnings- og smagsrelateret, og derfor kan det være svært at få os til at passe ind på den rigide karakterskala, der er i Danmark. Det negative ved karakterer på de kreative studier er, at man begrænser sig selv kreativt for at være sikker på at lave det ‘perfekte’ projekt, da det eksperimenterende og trodsige projekt kan blive et projekt, der falder meget hårdt.

Føler du dig rustet til fremtidige praktikophold og ansættelser på arbejdsmarkedet for arkitekter?

Jeg føler mig personligt godt forberedt, men det er også, fordi jeg selv er opsøgende. Der er ikke de store tiltag på skolen, der imødekommer det. Det er selvfølgelig også nyt, at vi har obligatorisk praktik (eller udveksling) på sjette semester på bacheloren, så det tager nok nogle år, før man ved, hvad der fungerer, og hvilke ændringer der skal til. Men hvorfor tages der f.eks. ikke tid ud af skemaet til at lave portfolio? Det er blevet en essentiel del af uddannelsen og ikke bare noget, du laver sideløbende med dit projekt. Når det pludselig er et så afgørende element, burde man måske sætte tid og undervisning af til det.

Og det peger på noget af det, jeg synes er enormt problematisk på arkitektuddannelsen og i den bredere arkitektkultur: den manglende evne til at italesætte ens egne projekter og evner. Arkitekter kan virkelig ikke finde ud af at tale om, hvad de gør. De eneste, der forstår os, det er os selv. Vi har ikke et håndgribeligt sprog, vi kan bruge til at mødes med brancher udenfor. Vi har ikke de samme fagtermer som andre faggrupper. Vi gør det bare. Det er mærkeligt, at vi ikke lærer det på studiet. Vi må simpelthen blive bedre til at italesætte vores projekter på et plan, så det kan formidles til et bredere publikum.

Interview af

Frederik Braüner

Redaktionsassistent

BA i kunsthistorie og arkitektstuderende ved KADK

Udgivelse

Interviewet blev bragt i Arkitekten 07/2020.

ANNONCE

Undervisning på Arkitektskolen Aarhus. Foto: Arkitektskolen Aarhus

Så sideløbende med undervisningen i de kreative, teoretiske og praktiske tilgange til arkitektfaget burde man måske også lære om formidling og kommunikation?

Ja. Vi mangler et sprog og en kultur for at tale om, hvad vi kan og gør. Og det burde være med helt fra starten. Mens du tilegner dig en faglig forståelse og færdigheder, må du lære at formidle dine evner. Du skal lære at ‘sælge’ dine projekter. På den måde er det mærkeligt, at vi ikke har nogen decideret metode- og teoriundervisning. Man lærer jo ikke at skrive på skolen. Man prøver at inkorporere skriftlige opgaver, men det er altså svært, hvis du ikke får noget undervisning i det. Nogle begår sig godt i det, fordi de har lært det andetsteds, mens andre virkelig kæmper. Det kan jeg forestille mig går igen efterfølgende, når vi i erhvervslivet pludselig skal skrive tekster og artikler og skal formidle. Det er noget, du bliver kastet ud i, som du så selv må finde ud af. Eller synke.

Hvis der blev skabt en klarere forbindelse mellem forelæsninger, skrivekurser og lignende og de studerendes semesterprojekt, ville en form for akademisering så give mere mening?

Ja. For det er de forbindelser, der mangler. Men det er også svært, for alle har så individuelle projekter. Det er en balance mellem at finde noget indhold, der er overordnet og generelt, men samtidig konkret og direkte relevant. Det er helt vildt svært, men det er vigtigt at diskutere. Og netop diskussionen er desværre noget, der er gået lidt tabt, fordi de studerende ikke inddrages så meget. Det er vigtigt at have et samspil mellem elever, undervisere og skolen generelt om, hvad der kunne være interessant at få på dagsordenen i forhold til forelæsninger, temaer, projekter osv. Nogle ting skal selvfølgelig bestemmes oppefra, for vi ved naturligvis ikke alt selv. Men medindflydelsen i f.eks. arbejdstemaer er vigtig for også at give os studerende en ejerskabsfølelse.

I interviewet med uddannelseschef på Arkitektskolen Aarhus, Rasmus Grønbæk, taler han om en “overgang fra tegnestuer til arkitektvirksomheder” (se Arkitekten 06/2020). Er det noget, de studerende er bevidste om? Og synes du, det burde påvirke arkitektuddannelsens struktur?

Jeg vil ikke sige, at det er noget, der fylder meget. Men vi lægger jo mærke til, at der kun er nogle enkelte store arkitektvirksomheder, der får de fleste projekter, hvilket ikke helt spiller sammen med skolen. Det føles, som om skolen kun uddanner konkurrencearkitekter, og hvis du ikke passer ind i den kreative, æstetiske arkitekt-boks, så passer uddannelsen nok ikke helt. Og samtidig kan vi jo se, at arkitektbranchen ikke er gearet til kun at modtage konkurrencearkitekter. Det er virkelig svært at komme igennem som konkurrencearkitekt lige nu, da der ikke bliver udskrevet særlig mange åbne konkurrencer. Det er oftere inviterede konkurrencer, så du skal gå sammen med de store firmaer, hvis du vil igennem som en lille tegnestue.

Skal skolen være mere rummelig i sin måde at uddanne arkitekter på, og måske se nærmere på, hvad arkitekter i dag laver, når de er færdiguddannede?

Det ville helt klart være et friskt pust. Naturligvis skal man bevare noget af det gamle, men samtidig inkorporere noget nyt. Der kunne evt. komme nogle flere spor på skolen, hvor der er plads til at gå en anden, tredje, fjerde vej, som måske er mindre udforsket. Nu er der kommet en erhvervskandidat (ny uddannelse, der kombinerer studie med arbejde i branchen, red.) på Arkitektskolen Aarhus, som kommer til at give noget mere erhvervserfaring. Man får lov til at eksperimentere lidt mere. Måske endda gå tilbage til den røde, marxistiske skole fra 1960erne, hvor det hele var diskussioner om problemer i samfundet. Man skal ikke være så berøringsangst, tror jeg. På en eller anden måde skal der sparkes lidt til hele branchen.

Hvad er dine håb for fremtidens arkitektuddannelse?

Det blev meget tydeligt under corona-nedlukningen, hvor svært nogle har haft det. Det er igen et forkert forhold mellem individuelt arbejde og gruppearbejde, vist i en ekstrem udgave. Det er forhåbentligt noget, vi kan tage med fra den her specielle situation. Vi er i et fag, hvor man ikke kan arbejde alene. Vi bliver nødt til at sparre med andre og snakke om vores projekter for at opnå en vis kvalitet. Men det bunder også i spørgsmålet om trivsel og problemer med ensomhed. At man sidder alene og kæmper med sit eget projekt, er jo ikke kun et problem på arkitektskolen under corona. Det er et problem, vi har haft før, hvor folk føler sig stressede og ikke kan komme videre med deres projekter. Under nedlukningen er det både gået op og ned for folk. Nogle har følt, at de er kommet ud af en usund kultur på tegnesalene, mens andre er gået helt i stå. Så trivsel på skolen er helt klart noget, der skal fokus på. Arkitektstudiet er et af de studier, der scorer allerhøjest på alle stressfaktorer, så der må være noget usundt i kulturen både på arkitektskolen og i branchen som helhed. Der er ofte en stemning af: ‘Sådan plejer det jo at være, det må du bare vænne sig til’. Og den mere fandenivoldske tilgang, hvor man svarer: ‘Det gider jeg altså ikke acceptere!’ møder man desværre ikke så tit. Folk accepterer alt for meget uden at råbe op. Vi er gode til at brokke os, men er ikke så villige til at handle. Hvilket peger på problemet med, at studerende generelt ikke engagerer sig i skolepolitik. Det er ikke for at pege fingre, men for at sige, at der hersker en usund kultur, som vi bliver nødt til at arbejde sammen om at ændre. Kun på den måde kan vi gøre skolen endnu bedre for nuværende og kommende studerende.