ANNONCE
Rejsebrev fra Grønland: Spor i landskabet
Grønland har flere steder på UNESCO’s Verdensarvsliste, og Arkitektskolen Aarhus skal hjælpe med at finde ud af, hvordan man skaber en bæredygtig turisme.
Mogens A. Morgen
Arkitekt MAA og professor på Arkitektskolen Aarhus.
Den kølige, klare luft slår én i møde, når man stiger ud af flyet i lufthavnen i Kangerlussuaq. Vi er kommet mod nord, tæt på den store grønlandske indlandsis, der befinder sig en dags vandring mod øst.
Arkitektskolen Aarhus har gennem en årrække arbejdet med at sætte kulturmiljøer på dagsordenen, og skolens kulturmiljøhold blev i efteråret 2020 inviteret til Grønland for at vurdere kulturmiljøer ved de to grønlandske UNESCO-verdensarvsområder Aasivissuit-Nipisat og Kujataa.
Tidligt næste morgen står vi ved Arktisk Kommandos hangar og indsnuser lugten af helikopterbrændstof ved den Sikorsky S-61, der skal flyve os ud i felten ved Aasivissuit. Sikorsky’en er legendarisk i Grønland, hvor den siden 1965 har befløjet hvert et hjørne af det store land. Vi er med på en af de sidste flyvninger, da Sikorsky’en er ved at blive udfaset efter mere end 50 år som en central del af den grønlandske infrastruktur i et land, hvor byer og bygder ikke er bundet sammen af veje og biler, men af havet og luftrummet. Helikopteren sætter os af ved den tidligere sommerboplads Aasivissuit, hvor vi slår lejr med nogen afstand ind til indlandsisen. Herfra kunne vi ikke se indlandsisen, men vi kunne fornemme den inde bag fjeldene.
Aasivissuit-Nipisat blev i 2018 optaget på Verdensarvslisten som et “inuit-jagtområde mellem indlandsisen og havet”. I Aasivissuit står lange, lige rækker af stensatte varder, inussuit, der som menneskelignende figurer i et stort jagtsystem har haft til formål at skræmme rensdyrflokke hen mod jægere, som har dækket sig bag stensatte skydeskjul. På stedet findes også aftryk i landskabet af de karakteristiske grønlandske huse med en ‘husgang’, der har indeholdt kogested, og som er forsænket i terrænet for at holde kulden ude fra hovedopholdsrummet. Aasivissuit-Nipisat er et kulturlandskab, der strækker sig 235 km fra indlandsisen gennem et af de største isfri landområder i Grønland med sletter, dale og fjorde ud til øerne i havet mod vest. Arkæologiske udgravninger af bopladser, grave, varder og depoter viser, at området har været et tillokkende jagt- og bosættelsesområde for mennesker gennem 4.500 år. Befolkningen har flyttet sig rundt i en årlig cyklus efter den gode jagt. Fra vinterhuse af tørv og sten i skærgården har jagt på havdyr kunnet finde sted. Ved forsommerens lejre i fjorden og ved elvenes udløb har man kunnet fiske. Og ved sommeren og efterårets bopladser inde i landet har man kunnet drive rensdyrjagt.[1] Det er en levende tradition, der i dag føres videre af grønlandske familier, der, ligesom befolkningen i bygden Sarfannguit midt i verdensarvsområdet, stadig driver fangst og fiskeri nær de gamle bopladser.
Mogens A. Morgen
Arkitekt MAA og professor på Arkitektskolen Aarhus.
Noter
1 Jens Fog Jensen, Statens Naturhistoriske Museum.
2 Thulefolket, der er forfædre til nutidens inuitter i Grønland, kan konstateres i landet fra omkring år 1200.
3 Saqqaq-folket, der levede ca. 2400-800 f.v.t., er den tidligste indvandring af palæo-eskimoer til Vestgrønland.
Udgivelse
Rejsebrevet blev udgivet første gang i Arkitekten 10/2020.
ANNONCE
På øen Nipisatved i Davisstrædet bliver det tydeligt for os, hvordan landskabet i Grønland, som overalt på Jorden, er i kontinuerlig forandring. Store klippeformationer, der oprindelig blev dannet i vandrette aflejringer, er her skudt op, så lagene nu står på skrå i ekspressive formationer. Øverst på øen finder vi en slette, der består af gammel havbund, men som nu befinder sig langt over havoverfladen. Landhævningen bliver også tydelig med de arkæologiske udgravninger. Bebyggelserne er som regel opført tæt ved havet, hvor man i dag finder nyere bosættelser fra Thulekulturen[2] og kolonitiden, mens den ældre kultur, Saqqaq,[3] er løftet op med landhævningerne og befinder sig højere oppe i landskabet.
I det sydlige Grønland blev Kujataa udpeget til UNESCO’s Verdensarvsliste i 2017 som et område, der viser “Nordbo- og iniut-landbrug ved randen af indlandsisen”. Det var vikingen Erik den Røde, der omkring 985 tog initiativ til nordboernes kolonisation af Grønland. Ruinerne af hans gård ligger i Qassiarsuk, der i nordbotiden hed Brattahlid, hvorfra hans søn Leif den Lykkelige sejlede vestpå og kom til Vinland i Amerika. Nordboerne boede i Grønland i omkring 450 år og var, i modsætning til inuitterne, fastboende bønder. Efter at de forsvandt, er landsbrugskulturen senere blevet genoptaget i områderne omkring Igaliku og Qassiarsuk, hvor det også nu til dags er et aktivt erhverv hos den grønlandske befolkning.
Kujataa rummer mange og store ruinområder fra nordbotiden, med Hvalsey Kirke i Qaqortukulooq som den bedst bevarede. I Igaliku, som nordboerne kaldte Gardar, lå det grønlandske bispesæde i 1124-1378, og her finder man et stort ruinområde med kirke og kirkegård samt boliger, økonomibygninger og værksteder. Husene var opført i den smukke Igaliku-sandsten, som fremstår plettet og i stærke røde farvenuancer. Da bygden århundreder efter nordbotiden blev genindtaget af lokalbefolkningen, benyttede man middelalderbispens gård som stenbrud, og mange af bygdens huse fremstår i dag i røde, genbrugte Igaliku-sandsten. Dermed har den nutidige bygningskultur en materialitet, hvor den historiske tidsdimension kan opleves meget direkte.
De fornemme UNESCO-udnævnelser af Aasivissuit-Nipisat og Kujataa til verdensarv har medført en markant øget turisme, som med en prognosticeret stigning vil gavne Grønlands økonomi. For at være forberedt på det er Arkitektskolen Aarhus’ screeningsmetode til kulturmiljøer sat i spil, fordi den foruden en værdisætningsdel også rummer en udviklings- og potentialedel. Opgaven fremover bliver at sikre kulturmiljøerne, som sine steder kan være skrøbelige, på en måde, som på den ene side fastholder deres værdier og på den anden side gør dem tilgængelige med henblik på en åbning af den grønlandske kultur for omverdenen. Hvis det lykkes at gøre det godt, kan Grønland blive et forbillede for en ny, bæredygtig turisme.
