Royal Arena

En stribet signatur

Plintens slyngede plan spiller sammen med et andet hovedtræk i bygningens facade, nemlig den bølgende bevægelse i de markante lameller klædt i lys accoya. Lamellerne omslutter arenaens ovale cylinder, og takket være deres størrelse kan de ses på kilometers afstand og fremstår som bygningens hovedsignatur. De skjuler den forskydning, der sker i cylinderens facade som følge af den bagvedliggende skrånende tribune, og tilføjer samtidig stoflighed til terrassens svalegang. Derudover bølger de op og ned på strategiske steder, så arenagæsterne nemt kan aflæse bygningens åbninger. Endelig er lamellerne brugt som beholdere for en række nødvendige funktioner såsom overvågningskameraer, lys og højtalere.

Look som hotelsæbe

Alt i alt giver den lodrette beklædning bygningen et meget sluttet og markant udtryk. Noget, som ikke nødvendigvis er en god ting. Når plinten fungerer så godt i byrummet, er det, fordi den introducerer en flossethed, om end beskeden. En flossethed, som Ørestad higer efter, med alle sine markante stjerner, der er sig selv nok. Man kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan Royal Arena mon havde set ud uden sine lyse lameller, der tegner et look, man i et ondt øjeblik kan tænke på som en hotelsæbe eller en ølkapsel.

Facadens store logoer – som selvfølgelig er uden for arkitekternes kontrol – bidrager til disse mindre fine associationer. Royal Arenas facade uden accoya-lamellerne ville være domineret af sorte plader og glas, og der ville formentlig være et mere tydeligt mylder af teknik og aktiviteter inden døre. Det ville måske i større grad fremhæve det allermest fascinerende ved bygningen, nemlig at den er en lean, mean entertainment machine.

Cool kraft

Ad velfungerende, rå og dæmpede ankomstområder ankommer man til bygningens enorme scenerum, hvor små og store idoler skal kæmpe og underholde, eftersom der lægges rum til både idrætsarrangementer og koncerter af varierende størrelse. 16.000 tilskuere kan der blive plads til, men rummet kan også gøres mindre ved at trække sorte forhæng for tribunens øverste etage. Salen domineres af sorte og blå matte nuancer og kan i løbet af få døgn forvandles fra hockey-arena til koncertsal til svømmehal. Hele det indre rum, loftet inklusive, er med andre ord en velsmurt og avanceret maskine, hvor der på kort tid kan forvandles, tilpasses, og dirigeres ind og ud. Det gigantiske rum i kombination med den tydelige, professionelle og tekniske handlekraft giver associationer til Dødsstjernens indre; Her er ingen klodsethed eller tvivl, bare optimeret og cool kraft, der til de største arrangementer sætter op til 600 fodsoldater i arbejde. Scenerummets kolossale gulv, der er koblet på en kæmpestor loading bay bagerst i rummet, bidrager til fornemmelsen af at befinde sig inden i Det Galaktiske Imperiums rumstation. Koblingen mellem loading bay og backstage sker gennem fem store porte, hvoraf den ene er lydsikret, sådan at nedringning og oprydning kan gå i gang, allerede før et arrangement er færdig.

Som en kontrast til den stramme komposition i det indre rum viderefører tribunens øverste etage dansen fra bygningens facade. Det understreges af en bølgende LED-skærm, der løber hele vejen rundt og markerer højdeskiftene. Under denne ligger VIP-etagen med egne tribuneområder, glasinddækkede lounges og bar- og restaurantområde. Også striben af lounges sørger for en kontrast, idet de udsender varme skyer af blødt lys fra klynger af taghængte, messingfarvede lamper. En tredje kontrast i arenaens interiør skal nævnes, nemlig de farverige vægmalerier af den hollandske kunstner Rick Berkelmans, alias Hedof. Vægmalerierne følger de to trapper fra foyeren på første sal og er et velfungerende træk, der giver, om ikke et comic relief, så et color relief, i alt det dæmpede.

Det der gives af tiden

Bygningens indre byder på en delikat blanding af rå beton, lækkert matsort maskineri og subtile kontraster. Vi aner de samme kvaliteter i bygningens facade, og man kan derfor blive lidt skuffet over, at det hele samles og gemmes bag det nordiske, lamellerede accoya-visir. Det lyse træ, der beklæder de store lameller, har naturligvis fine stoflige kvaliteter, men dette kommer mere til sin ret på plintens trapper, hvor ­accoya-træet er brugt anderledes subtilt, idet det ligger som lyse håndlister på de mange gelændere, som en fin kontrast til de robuste betontrapper.

Der skal nok komme liv mellem både huse og stjerner i Ørestad. Og mellem de boliger, skole, skøjtehal og erhvervsbyggerier, som Arenakvarteret også kommer til at rumme inden længe. Men det er unægteligt lettere for livet at hægte sig fast, når der er en vis porøsitet, med varierende skala, flere lag og forskellige fortællinger. Meget gives af tiden, men det er planlæggerne og arkitekternes opgave at medtænke noget af denne porøsitet og åbenhed allerede fra start. Lokalplanen efterspørger en arena med en tydelig arkitektonisk identitet, men spørgsmålet er altså, om sådan en identitet kan blive for tydelig. Lad os håbe, at de markante striber på Royal Arenas facade er et tegn på de stråler, der skal kastes over bydelen. Lad os håbe, at de store menneskemængder, der lejlighedsvis kommer til at skylle ind og ud af kvarteret, vil give bydelen en positiv dynamik. At de ankommer til arrangementerne med metro, tog og cykler, og ikke biler. At de er mere glade og hensynsfulde end fulde og hærgende. Og lad os håbe, at Royal Arenas bølgende plint varsler, at kraften er med den nye bydel.