ANNONCE

Royal Arena, 3XN, 2017. Foto: Adam Mørk

Kristine Annabell Torp

Arkitekt og ph.d.

Om Ørestad nu også ligger så langt borte, kan selvfølgelig diskuteres. Måske er afstanden til bydelen mere mental end metrisk, omend det er en langstrakt bydel, der i sig selv rummer store afstande. Langs Ørestads Boulevard kan man se bydelen fra ende til ende. Således betragtet fra nord ligner den en sitrende storby, der rejser sig fra fælleden.

Storbyillusion

Storbyen Ørestad viser sig at være et fatamorgana, der langsomt opløses, når man bevæger sig derhen. Ligesom en galakse, der på afstand ligner et fortættet lysfelt, men samtidig gemmer på ubegribelige afstande fra stjerne til stjerne. I sydlig retning, langs Vestamager-metrolinje og Ørestads Boulevard, afløses illusionen om den fortættede storby til fordel for en spredt række af stjerner. Mod nord ligger den blå kæmpestjerne DR Byen, herefter dobbeltstjernen Bella Center og Bella Sky, fulgt af det sorte hul Field’s, og nu også superstjernen Royal Arena.

Indimellem er der mindre stjerner, der også agerer tyngdepunkter, men fælles for dem er, at de er centre for den omgivende bebyggelse og byliv. Det kan aflæses i navnene på de nye kvarterer: Radiorækkerne, Bellakvarter og Arenakvarteret.

Disse relationer er der for så vidt intet spektakulært eller nyt i. Det, der kan virke særegent i Ørestad, er den manglende kobling mellem mastodonterne og den øvrige bebyggelse. For nok er stjernerne udgangspunkt og omdrejningspunkt i hver sine områder. Men hvordan integrerer man et messecenter, et stort shoppingcenter og nu en multiarena, med et boligkvarter og barndommens gader? I bydelens masterplaner og soltågede renderinger ses urbane situationer, der lader til at kunne kombinere downtown-agtige scenarier med boligkvarterer omkranset af vild og frodig natur. Så hvordan gør man det konkret? Hvordan skaber man liv mellem stjernerne?

En plint til byrummet

Spørgsmålet om livet mellem husene har hjemsøgt Ørestad fra dag ét. Heldigvis har arkitekterne bag Royal Arena taget problemstillingen seriøst, ansporet af lokalplanerne for området. Både planlæggere og arkitekter har, ligesom resten af os, erkendt de bylivsmæssige udfordringer, som følger Fields’ kolde skulder til resten af området. En så dominerende bygning som en multiarena, der endda som typologi oftest optræder meget geometrisk og lukket, bliver nødt til at række hånden ud, når den ikke ligger på en mark i Herning, men i et mangfoldigt byrum med både boliger, erhverv og offentlige bygninger omkring sig.

Arenaens arkitekter har imødekommet problemstillingen gennem en todeling af bygningens hovedgreb; en plint i normal etagehøjde henvender sig byrummet, mens en oval cylinder indeholder selve arenaen. Gennem den nedtonede skala og skiftende retninger søger plinten at gå i dialog med omgivelserne og danner både en plads og nicher mellem folderne, som retningsskiftene skaber.

Pladsen, der ligger i sydsiden af arenaen, vendt mod Arenakvarterets boliger og byfælled, er sat i scene af en gruppe relativt store fyrretræer. Der sørger for en skalaovergang fra den høje arenabygning til den lavere boligbebyggelse. Plinten har glasfacader ud mod pladsen og indrammes hele vejen rundt af et bånd i lys beton.

Kondiløb på terrassen

Indgangene til arenaens tribuner ligger på plinten, og de tre trappesektioner, der giver adgang hertil fra pladsen, sørger samtidig for at trække byrummet op på plinten. Derved gives der på arkitekternes foranledning offentlig adgang til plintens bølgende terrasse, der omkranser arenaen. Den kan bruges af både kondiløbere, barslende forældre og skolebørn på vej til skøjtehallen, der ligger lige ved siden af. Terrassen er selvfølgelig også til arenaens gæster, ligesom de planlagte restauranter i plintens stueetage formentlig primært vil henvende sig til det samme publikum.

Restaurationslokalerne ligger ud til pladsen, og der er fra arkitekternes side lagt op til en kvalitativ udveksling mellem bygning og byrum, hvor det ene kan flyde over i det andet. Man kan håbe, at Royal Arena spiller med, ligesom de har gjort med hensyn til arkitekternes ambitioner om at lade byrummet trækkes op på plinten.

Kristine Annabell Torp

Arkitekt og ph.d.

Royal Arena

Hannemanns Allé 18, 2300 København S
Arkitekt: 3XN Architects
Landskabsarkitekt: Planit-IE
Bygherre: ARENA CPHX
Ingeniør: Arup and ME Engineers
Totalrådgiver: 3XN Architects (udført som fagentreprise)
Totalrådgiver: 3XN Architects (udført som fagentreprise)
Masterplan for Arenakvarteret: Vandkunsten
Opført: 2017

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 05/17.

ANNONCE

Stueplan. Tegning: 3XN

Plan, 1. sal. Tegning: 3XN

En stribet signatur

Plintens slyngede plan spiller sammen med et andet hovedtræk i bygningens facade, nemlig den bølgende bevægelse i de markante lameller klædt i lys accoya. Lamellerne omslutter arenaens ovale cylinder, og takket være deres størrelse kan de ses på kilometers afstand og fremstår som bygningens hovedsignatur. De skjuler den forskydning, der sker i cylinderens facade som følge af den bagvedliggende skrånende tribune, og tilføjer samtidig stoflighed til terrassens svalegang. Derudover bølger de op og ned på strategiske steder, så arenagæsterne nemt kan aflæse bygningens åbninger. Endelig er lamellerne brugt som beholdere for en række nødvendige funktioner såsom overvågningskameraer, lys og højtalere.

Look som hotelsæbe

Alt i alt giver den lodrette beklædning bygningen et meget sluttet og markant udtryk. Noget, som ikke nødvendigvis er en god ting. Når plinten fungerer så godt i byrummet, er det, fordi den introducerer en flossethed, om end beskeden. En flossethed, som Ørestad higer efter, med alle sine markante stjerner, der er sig selv nok. Man kan ikke lade være med at spekulere over, hvordan Royal Arena mon havde set ud uden sine lyse lameller, der tegner et look, man i et ondt øjeblik kan tænke på som en hotelsæbe eller en ølkapsel.

Facadens store logoer – som selvfølgelig er uden for arkitekternes kontrol – bidrager til disse mindre fine associationer. Royal Arenas facade uden accoya-lamellerne ville være domineret af sorte plader og glas, og der ville formentlig være et mere tydeligt mylder af teknik og aktiviteter inden døre. Det ville måske i større grad fremhæve det allermest fascinerende ved bygningen, nemlig at den er en lean, mean entertainment machine.

Længdesnit. Tegning: 3XN

Cool kraft

Ad velfungerende, rå og dæmpede ankomstområder ankommer man til bygningens enorme scenerum, hvor små og store idoler skal kæmpe og underholde, eftersom der lægges rum til både idrætsarrangementer og koncerter af varierende størrelse. 16.000 tilskuere kan der blive plads til, men rummet kan også gøres mindre ved at trække sorte forhæng for tribunens øverste etage. Salen domineres af sorte og blå matte nuancer og kan i løbet af få døgn forvandles fra hockey-arena til koncertsal til svømmehal. Hele det indre rum, loftet inklusive, er med andre ord en velsmurt og avanceret maskine, hvor der på kort tid kan forvandles, tilpasses, og dirigeres ind og ud. Det gigantiske rum i kombination med den tydelige, professionelle og tekniske handlekraft giver associationer til Dødsstjernens indre; Her er ingen klodsethed eller tvivl, bare optimeret og cool kraft, der til de største arrangementer sætter op til 600 fodsoldater i arbejde. Scenerummets kolossale gulv, der er koblet på en kæmpestor loading bay bagerst i rummet, bidrager til fornemmelsen af at befinde sig inden i Det Galaktiske Imperiums rumstation. Koblingen mellem loading bay og backstage sker gennem fem store porte, hvoraf den ene er lydsikret, sådan at nedringning og oprydning kan gå i gang, allerede før et arrangement er færdig.

Som en kontrast til den stramme komposition i det indre rum viderefører tribunens øverste etage dansen fra bygningens facade. Det understreges af en bølgende LED-skærm, der løber hele vejen rundt og markerer højdeskiftene. Under denne ligger VIP-etagen med egne tribuneområder, glasinddækkede lounges og bar- og restaurantområde. Også striben af lounges sørger for en kontrast, idet de udsender varme skyer af blødt lys fra klynger af taghængte, messingfarvede lamper. En tredje kontrast i arenaens interiør skal nævnes, nemlig de farverige vægmalerier af den hollandske kunstner Rick Berkelmans, alias Hedof. Vægmalerierne følger de to trapper fra foyeren på første sal og er et velfungerende træk, der giver, om ikke et comic relief, så et color relief, i alt det dæmpede.

Det der gives af tiden

Bygningens indre byder på en delikat blanding af rå beton, lækkert matsort maskineri og subtile kontraster. Vi aner de samme kvaliteter i bygningens facade, og man kan derfor blive lidt skuffet over, at det hele samles og gemmes bag det nordiske, lamellerede accoya-visir. Det lyse træ, der beklæder de store lameller, har naturligvis fine stoflige kvaliteter, men dette kommer mere til sin ret på plintens trapper, hvor ­accoya-træet er brugt anderledes subtilt, idet det ligger som lyse håndlister på de mange gelændere, som en fin kontrast til de robuste betontrapper.

Der skal nok komme liv mellem både huse og stjerner i Ørestad. Og mellem de boliger, skole, skøjtehal og erhvervsbyggerier, som Arenakvarteret også kommer til at rumme inden længe. Men det er unægteligt lettere for livet at hægte sig fast, når der er en vis porøsitet, med varierende skala, flere lag og forskellige fortællinger. Meget gives af tiden, men det er planlæggerne og arkitekternes opgave at medtænke noget af denne porøsitet og åbenhed allerede fra start. Lokalplanen efterspørger en arena med en tydelig arkitektonisk identitet, men spørgsmålet er altså, om sådan en identitet kan blive for tydelig. Lad os håbe, at de markante striber på Royal Arenas facade er et tegn på de stråler, der skal kastes over bydelen. Lad os håbe, at de store menneskemængder, der lejlighedsvis kommer til at skylle ind og ud af kvarteret, vil give bydelen en positiv dynamik. At de ankommer til arrangementerne med metro, tog og cykler, og ikke biler. At de er mere glade og hensynsfulde end fulde og hærgende. Og lad os håbe, at Royal Arenas bølgende plint varsler, at kraften er med den nye bydel.