ANNONCE
Rubjerg Knude Fyr
Rubjerg Knudes ruinøse fyr står som et spinkelt memento mori i sandmasserne højt over havet. En midlertidig installation i tårnets gamle skal give nyt udsyn over et sted, hvor klima-forandringerne slår hårdt tilbage mod kysten.
Anne Pind
Arkitekt MAA
Projektet i Rubjerg Knude Fyr foregriber en afsked. Inden for en årrække, måske en dekade, ingen kan sige præcist hvornår, vil fyret styrte i havet. Det er en realitet. Havet gnaver sig dag for dag dybere og dybere ind i klintens kant. Fra toppen af klitterne er vi vidne til et stort tidsligt drama. Fyret, en ubetydelig tændstik i den store natur, afventer stille sit endeligt, det store skred mod stranden og bølgerne, der vil skille konstruktionen fra hinanden igen, mursten for mursten. Indtil da står det som en metronom i sandet. Som tilskuer rammes man af lige dele melankoli, romantisk dødsangst og fatalitetsfetichistisk fryd. Kanten trækker i kroppen. Sandet lægger sig som en tynd film på huden.
Men inden vi når så langt, så skal bilen parkeres. Som en skolegarderobe er parkeringspladser ved turistattraktioner i højsæsonen i konstant virvar. Pakke ud, pakke ned, huske dit, glemme dat, hej og farvel. Rammen i landskabet er en stor, rolig ellipse. Helt enkelt markeret af træstykker i samme takt. Sølvgrå på den ene side, oxidrøde på den anden. Formen kan fyldes af biler eller stå affolket tilbage.
Det er en smuk og subtil anvisning til en ustabil situation. Når bilerne er væk, får landskabet fred.
Så begynder den lange vandretur til fyret, der fra parkeringspladsen endnu ligger skjult bag sandet. Først når man træder op på vandrestien, dukker det op som en tynd hals af de 30 meter høje vandreklitter, der ligger som gule fabeldyr i horisonten. Nok er fyret målet, men det er landskabets bredde, der suger én til sig, i widescreen. Jo tættere man kommer, desto mere porøst bliver underlaget, man går på. Til sidst synker man i til anklerne, og (balance)gangen bliver uvant vuggende. På toppen rammer vinden én som en mur!
Anne Pind
Arkitekt MAA
Steder i landskabet – Rubjerg Knude
Fyrvejen 30, 9480 Løkken
Arkitekt: BESSARDs Studio og JaJa Arkitekter
Bygherre: Naturstyrelsen
Ingeniør: Erasmus & Partnere A/S
Opført: 2016
Udgivelse
Anmeldelsen blev første gang bragt i Arkitekten 09/2017.
ANNONCE
Flugt
I 1889 opførte Fyrdirektoratet et nyt fyr på Rubjerg Knude, 60 meter over havet. Fyret var del af en større fyrudbygning og sikring langs vestkysten. Det grundmurede fyranlæg fremstod hvidkalket og med sorte skifertage på sine sidebygninger, fyrmesterbolig og maskinhus ved opførelsen. Linsen i tårnet blev fremstillet af Barbiér & Bernard i Frankrig og blev tændt første gang i år 1900. På det tidspunkt stod fyret alene i landskabet. Men snart kom vandreklitten. Man satte fyrreris og plantede marehalm på toppen, men det fik kun klitten til at vokse. Sandet vedblev med at vandre og tildynge bygningerne. I 1968 opgav man endeligt at kæmpe imod. Fyret blev taget ud af funktion, og linsen, det lysende hjerte, blev begravet i sandet. Ligesom omkomne søfolk er blevet begravet i klitterne gennem tiden. I 1980erne indrettede man et sandflugtsmuseum i de tomme huse, som ironisk og helt passende sandede til.
Mindesmærker
Fyranlæggets sidebygninger er i dag revet ned. Naturstyrelsen har besluttet at lade stenene ligge som en mark af gule byggeklodser rundt om fyrtårnet. Stenene holder sandet nede, momentært, eller flyttes rundt af de besøgende, der bygger tårne og tagger deres navne i sandet. LARS VAR HER og ÆD SAND, står der. Ikke åndrige udsagn, medgivet, men man giver folk en mulighed for at gribe deres legesyge i landskabet. I et smukt erindringsspil opføres små slotte i sandet af det, der engang var fyrvogternes hjem. Fyret selv har ikke undergået renovering. Det står som fundet, mærket af tiden. I stedet har arkitekterne givet det et nyt, midlertidigt indre.
Tæt på fyret er det første, man ser, et skarpt skår og en spejling. Man hensættes til en formodning om, at indgangen til tårnet er en slags portal til landskabet; vi skal ind for at komme ud. I tårnets rektangulære rør står en ny, trianguleret stålkonstruktion af cortenstål, i hvis midte man kan træde ind og se op, langt op, mod et lyspunkt. Mens den gamle linse sover under sandet, er et nyt, spejlende prisme blevet hængt op under himlen i en konstruktion, der er skabt til at kunne bevæges af vinden og sender lys og billeder af verden ned i kalejdoskopet.
Lys og vind er de stedbundne kræfter, som skal drive dette værk. Men det er samtidig de kræfter, der bryder konstruktionen ned, og efter de seneste store storme, som kommer oftere og oftere, er prismets rotation sat ud af funktion. Ligeledes bliver den billedbølgende effekt i kalejdoskopet mere og mere mat, når sandet lægger sig som en hinde på overfladerne.
Opstigningen foregår rundt om kalejdoskopet på papirstynde trin af perforerede plader. Lys og sand passerer ovenfra, mens man går på noget, som min højdeskræk opfatter som stærk luft, mere end et stærkt materiale. Det er gysende dejligt. Undervejs er der kig ud i landskabet gennem fyrets egne vinduesåbninger og kig ind i kalejdoskopets submarine mørke. Konstruktionens midlertidighed understreges af dens friholdelse fra murene. Den er her også på lånt tid og kan fjernes inden det store styrt.
Fra toppen fyldes man af dyb taknemmelig over, at nogen har skabt en mulighed for, at man kan stå her, tæt på tiden, der går, og havet, der slår ind mod kysten. Se på sandet. Det finder vej. Det bygger op, og det river ned. Det bevæger sig, når vi står.
Galleri
