Samfundsrelevans

Heldigvis kommer de afgangsstuderende fra begge skoler rektor til undsætning med klare vidnesbyrd om, at uddannelsen for dem har givet anledning til at arbejde sig ind i en tradition for samfundsrelevant, problemorienteret projektarbejde, som i højere grad end salonerne i Berlin og Paris trækker på traditioner fra Bauhaus’ værksteder i Dessau og RUC’s grupperum på Marbjerg Mark.

I Aarhus er der ikke meget nybyggeri på bar mark i sigte. Det er transformation, restaurering og genbrug, tilbygninger, ombygninger og omdannelse, der er på dagsordenen. Peter Gröne Christensen har vundet et legat fra en byggevareproducent og en pris fra et arkitektfirma for med projektet Hjørnesten at præsentere en arkitektonisk strategi for, hvordan landsbyfællesskabet i Kjelstrup selv kan istandsætte den sammenfaldne Clemensgaarden kun ved hjælp af lokalt eksisterende kompetencer, relationer og byggematerialer til et nyt mødested. Projektet rummer en omhu og en omtanke for den konkrete kontekst både socialt og materielt, man kun kan drømme om finder vej til de professionelle rådgiveres repertoire. Og det er bestemt ikke kun nostalgi og skønhed i den klassiske forstand, der arbejdes med i Aarhus. Esbjerg Fiskeauktion bliver taget under kærlig behandling af Aske Hartje Jakobsen og Oliver Skovdal Danielsen, Frederik Wulf Munk foreslår en radikal transformation af et parkeringshus i Berlin til et center for urban farming, og Celine Camille Skriver Grabowski transformerer tidligere minkfarmkonstruktioner til et moderne videnscenter i nærheden af Holstebro.

De nedlagte minkfarme er også i søgelyset i København, hvor Simon Pyll Truesen og Mads Oien Nielsen har modtaget et bæredygtighedslegat fra en landbrugsvirksomhed, som undersøger, hvordan træ fra den afviklede minkproduktion i Danmark kan benyttes i nutidens byggepraksis. Projektet er omfattende og overvældende i sin kompleksitet, der både rummer en analyse af tilgængelige ressourcer fra den ophørte minkproduktion, en vurdering af cirkularitet i teori og praksis samt et udviklingsstudie af en søjle-/bjælkekonstruktion udført af det indsamlede genbrugstræ. Frode Hertzberg Heldaas og Eskil Norman Sætre har kastet sig over realisering af en housing first-strategi som et middel til at imødegå og håndtere komplekse, sociale problemer, mens Stine West Frederiksen, Caroline Lindberg og Pernille Jørgensen adresserer en anden prekær boligsituation og foreslår at huse asylansøgere i Danmark ved at kombinere asylcentret med forstædernes forladte butikstorve.

Påtrængende samfundsmæssige problemstillinger er i det hele taget udgangspunktet for langt hovedparten af afgangsprojekterne på begge skoler. De sitrer af samtidighed og frygtløshed, og man spejder forgæves efter et forslag til et kunstmuseum i og på bekostning af et fredet landskab i Odsherred. Heldigvis.

Som afslutning på sin tale fortalte Dammand Lund de studerende, at de ikke skal være bange for, at kunstig intelligens kommer med alle løsningerne og overtager de jobs, de skulle have haft. “Kunstig intelligens er statistik og ufattelige datamængder”, fortæller rektor. Jeg vil mene, at den er betydeligt mere end det, og at den teknologiske udvikling på netop dette område allerede er velintegreret i fagets praksis, og over de næste år og årtier vil udfordre vores forståelse af, hvad menneskelig intelligens er.

Men de skal ikke være bange for noget, de nye afgangsstuderende. For selvom ingen tilsyneladende har lært dem vigtigheden af at sætte tekster og nordpil på en tegning, kan de identificere og analysere en problemstilling og med stor overbevisning samle funktion, teknik og æstetik i en overbevisende arkitektonisk form. Og mon ikke adskillige af dem allerede er fortrolige med, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe med at analysere et program, skrive en tekst, give forslag til bebyggelsesplaner og generere billeder af, hvordan verden i morgen kan blive bedre, end den var i går?