Sct. Mortens Kirke: Lag på lag af murede flader

En dyb og tæt vævning

Det nye sakristi, som er det fjerde eller femte i rækken af tidligere sakristier med samme placering, adskiller sig tydeligt fra den eksisterende bygning. VMB-Arkitekter er gået til opgaven uden at kopiere stiltræk, men der er alligevel truffet en række arkitektoniske valg og lagt detaljeringer ind, som binder tilbygningen til ‘moderbygningen’: Sakristiet er fuldmuret i røde normalsten.

Der er anvendt krydsforbandt og en gedigen murtykkelse, der lever op til kirkens massivitet. Det er en befrielse ikke at skulle spises af med nutidens løberforbandt i denne sammenhæng. Krydsforbandtets dybere og tættere vævning danner et genuint modsvar til kirkens tyngde. En solid granitsokkel og store vertikale vinduer, lagt dybt i facaden i en lidt uensartet rytme, bidrager til dette indtryk. Vinduesåbningerne er affaset i venstre side med en hvidtet lysning, der sender ekstra reflekslys ind i de nordvendte kontorer. Set frontalt spiller lysningerne en stor rolle i helheden, som en ekstra understregning af murdybden og af facaderytmen.

Set i facadeflugten, fra østsiden af Kirketorvet, lukker tilbygningen sig som en mere monolitisk muret klump. Set i flugten fra modsatte side bringer hvidtningerne letheden tilbage, afbrudt af indgangsdøren og det overliggende vindue, der danner et vertikalt snit i huset.

Vinduesløsningerne er et godt tænkt modsvar til kirkens eventyrligt smukke vinduer langs nordfacaden. De udmærker sig med dybe, konkave affasninger, der afslører murenes abnorme tykkelse og lag på lag af murede flader, der griber ind over hinanden i flere på hinanden overlappende facadelag.

Kordongesims-båndene, der indgår som del af de overlappende lag, er afspejlet i sakristiets murede stik, der løber som lange friser gennem facaden og under tagskægget, idet de samtidig danner stik over vinduerne. De forsætter rundt på den østvendte gavl, hvor et djærvt strømskifte desuden sørger for en ordentlig afslutning imod det blytækkede halvtags gavlprofil. Flot arbejde! Hydraulisk kalkmørtel naturligvis, UDEN dilatationsfuger.

Med den rå kirkemur som modspil

Når man træder ind i sakristiet, a øses materialiteten af hvidpudsede vægge og grålige, kvadratiske Ølandsfliser på gulvene. Man befinder sig i en lys fordelingsgang, der til venstre leder ind til kirkekontorerne og længere fremme til et trapperum på højre side.

Forbindelsesrummet domineres af kirkemuren, der har fået lov til at stå helt rå og ubearbejdet, som et stort, groft relief. Det er et enormt flot træk ved tilbygningen, at den rå mur med de mange spor fra tidligere tilbygninger er bevaret ‘as found’. Et langt glasbånd i etageadskillelsen mellem stuen og første sal sikrer, at kirkemuren bliver maksimalt eksponeret, som et stort autentisk aftryk fra fortiden.

Alt træværk er ubehandlet eg. Et godt valg til den rå mur, men listebeklædningerne på lofter og skillevægge er måske blevet lidt for spinkle, de mange tilpasninger til den knortede kirkemur taget i betragtning. Det virker, som om finheden i træværket her og der har det lidt svært med tilpasningen til den nøgne middelaldermur.

En anden lille bemærkning i dette regi er trappens tilpasning til kirkemuren. Hvor trappeløbet er fritskåret fra muren, er reposerne støbt helt op til muren. Her var der nok faldet en spids bemærkning om ‘originalsubstansens ukrænkelighed’, dersom gamle Johannes Exner havde været i live. Originalsubstans eller ej, så havde det været prikken over i’et, hvis hele trappeindsatsen var friholdt fra kirkemuren, men her har kroner og øre-afvejninger nok spillet ind.

Hemmeligheder og sammenhænge

Første sal er forbeholdt et stort møderum. Der er fuld loftshøjde langs kirkemuren, mens en sænket loftskassette giver en mere intim stemning omkring mødebordet. En ‘hemmelig’ lem i loftskassetten giver adgang til at skjult rum, hvorfra der er adgang til korets loft. Detaljen rummer samtidig et nok så betydeligt historisk ekko, idet jøder under besættelsen skjulte sig fra nazisterne på det hemmelige loft. Tyskerne fandt efter sigende aldrig den hemmelige indgang.

Sammenhængen med kirken er i øvrigt smukt bevaret ved en oprindelig, lav indgangsdør i stueplanet, der skærer sig nogle trin ned og dybt ind i den metertykke kirkemur. Døren leder direkte ind til kirkens kor, hvor ældre Ølandsfliser vidner om sammenhængen imellem nyt og gammelt. Det hvidkalkede kirkerum og dets inventar fra forskellige stilperioder er af absolut højeste kaliber.

Det nye sakristi lever fornemt op til standarden og minder om, at det ikke er helt umuligt at føje nyt til de gamle middelalderkirker. I tilfældet Sct. Mortens Kirke i Randers er det ovenikøbet gjort på en måde, så man nu lægger ekstra mærke til middelalderkirkens mange særprægede detaljer. Og så kan man vel næsten ikke forlange mere.