ANNONCE

Terrorsikring ved Christiansborg Slotsplads, GHB Landskabsarkitekter, 2019. Foto: Frederik Braüner

Marie Christine Skammelsen

Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Terrorforsker Anja Dalgaard-Nielsen og journalist Lotte Lund har sammen skrevet bogen Tryg i en terrortid, der udkom i januar 2019. Bogen tager indledningsvis afsæt i rapporten Danskernes syn på terror udarbejdet af TrygFonden i 2018. Rapporten viste bl.a., at hver femte dansker var personligt utryg i forhold til terrortruslen – altså bange for at blive offer for et terrorangreb. Trods truslen er risikoen for at blive involveret i et terrorangreb forsvindende lille. Den statistiske risiko for at blive dræbt i et terrorangreb var i 2016 omtrent 0,00000028 procent.1 Vi har med andre ord ingen grund til at gå og være bange – men hvordan bringer vi frygten ned, og hvilken betydning har den ringe tryghedsfornemmelse for måden, vi tænker byer på?

Hvad er terror?

ADN Det er der mange forskellige meninger om. Både i den politiske og i den akademiske verden. Tager man udgangspunkt i de elementer, der går igen i de fleste akademiske definitioner, så kan man definere terrorisme som vold mod civile, udført af en ikke-statslig aktør, i en eller anden samfundsomvæltende ideologisk sags tjeneste.

Hvad siger TrygFondens undersøgelse om vores forhold til byen?

ADN Når så mange danskere giver udtryk for en personlig terrorfrygt, vidner det om, for os at se, at Islamisk Stat i perioden 2015-17 lykkedes med at gennemføre og/eller inspirere til en række angreb på europæiske storbyer.

Byen er i befolkningens hoveder blevet forvandlet til et potentielt terrormål. Byens rum forbinder vi ikke længere kun med hverdagsaktiviteter, nej, angrebene var designet på en sådan måde, at man kunne spejle sig selv i de mennesker, der blev ramt, og man kunne genkende sin hverdag i de byrum, hvor angrebene fandt sted.

LL Samtidig var flere af de steder, der blev ramt, ikoniske steder, som promenaden i Nice, Gedächtniskirken i Berlin og Westminster Bridge i London. På den måde skabte angrebene resonans, da det var steder, hvor mange enten havde været eller måske have planer om at besøge.

Men det er vigtigt at huske på, at terror ikke kun er et urbant fænomen. Det vidner sagen om Kundby-pigen om. Internettet har betydet, at terror er noget, der kan ramme overalt, og der er basis for radikalisering og potentielle angreb alle steder. Selvfølgelig er risikoen langt mindre ude på landet, men det er ikke sådan, at hvis du bor i Kundby, så rager spørgsmålet om terror ikke dig. Det rager os alle sammen.

I indleder jeres bog med at understrege, at ambitionen med bogen er at skabe basis for en oplyst samtale. Hvorfor er det så vigtigt?

ADN Terrorbekæmpelse er en kompleks problemstilling. Vores påstand er, at oplysthed er vigtigt både på et individuelt niveau og på samfundsniveau. Forskning viser, at folk bliver mindre utrygge, hvis de bliver mødt med sober, nøgtern viden om eksempelvis myndighedernes terrorberedskab – forudsat at de har tillid til myndighederne, naturligvis. Vi forestiller os derfor, at oplysthed og en oplyst samtale kan være med til at reducere den angst og utryghed, som terrorangrebene er designet til at skabe.

Den oplyste samtale kan samtidig være med til at skabe grundlag for, at vi, når vi støder på utrygheden i hverdagen, på radikalisering og ekstremisme, reagerer mere hensigtsmæssigt. Helt nede i øjenhøjde kan det f.eks. betyde, at man vælger at engagere sig i sit lokalmiljø for på den måde at styrke den sociale kapital og sammenhængskraften, hvilket i virkeligheden er det vigtigste universalmiddel mod radikalisering.

Derudover handler det jo om, hvordan vi som samfund, som stat, reagerer på terrortruslen. I kølvandet på et terrorangreb eller en hændelse er nerverne på højkant. Et sådant politisk klima er måske ikke det mest hensigtsmæssige, når det drejer sig om at udforme en ny terrorlovgivning. Ikke desto mindre ser vi, hvordan lovgivningen ofte bliver strammet i perioden efter et angreb. Vi går så at sige ind og strammer på sanktionsskruerne.

Kaster vi et blik på radikaliserings- og exitforskningen, kan vi se, at sanktioner kan virke afskrækkende, men vi kan omvendt også se, at hvis folk ryger i fængsel, kan det være en enorm radikaliseringsdynamo. Samtidig kan en strammere lovgivning støtte militante gruppers retorik om, at staten netop er gået i krig mod dem, hvilket understøtter rekrutteringen af nye medlemmer. Det er med andre ord vigtigt at have blik for diverse trade-offs, som stramninger i lovgivningen kan medføre – og netop derfor er det vigtigt med en samtale taget på et oplyst grundlag. På den måde kan man forhåbentlig træffe nogle mere afbalancerede beslutninger.

LL Det handler også om, hvordan vi bruger samfundets samlede ressourcer; hvor mange penge vil vi bruge på terrorbekæmpelse? I dag bliver der brugt færrest penge på forebyggelse og flest penge på hårde midler, som når man f.eks. giver flere penge til Efterretningstjenesten, til dens analyser og efterforskningskapacitet eller investerer i fysisk sikring.

Marie Christine Skammelsen

Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.

Note

1 Se Tryg i en terrortid, side 66-67.

Medvirkende

Anja Dalgaard-Nielsen er chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Hun er Professor II ved Center for Samfundssikkerhed og Beredskab, Universitetet i Stavanger, og tidligere afdelingschef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) med ansvar for analyse, forebyggelse og ekstern sikkerhedsrådgivning. 

Lotte Lund er journalist og medforfatter til bogen Tryg i en terrortid. Har været kommunikationsrådgiver i Verdensbanken og politisk medarbejder på ambassaden i Washington.

Udgivelse

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 06/19

ANNONCE

Nyhavn, København. Foto: Frederik Braüner

Gør det samme sig gældende med sikkerhedsdesign? Skal vi passe på med at sikre for meget for hurtigt i perioden lige efter et angreb? Når først betonblokkene står der, kan de være svære at fjerne igen, da de skaber en forventning eller en opmærksomhed i befolkningen omkring deres tilsyneladende nødvendighed.

ADN Skal man anlægge et myndighedsperspektiv eller et politisk perspektiv, så er det nok lidt svært at argumentere for, at vi bør holde igen med fysisk sikring, lige holde vejret og håbe på, at der ikke sker noget. Men du har fuldstændig ret, når du peger på problemstillingen. Når vi først er kravlet op i niveau, hvornår og hvordan kravler vi så ned igen?

LL Ifølge myndighederne har trusselsniveauet de forløbne år været alvorligt, og terrortruslen kommer ikke til at gå væk. For når militant islamisme eller højreekstremisme ikke er her mere, så kommer der en ny bølge, hvor truslen vil tage sig anderledes ud.

ADN Det, vi foreslår i forhold til lovgivningen, er, at man lægger udløbsklausuler ind; at man giver sig selv mulighed for at genoverveje lovgivningen i lyset af, hvad den har ført med sig, hvad den har kostet, og hvordan truslen har udviklet sig. Pointen er jo også, at truslen er dynamisk, og alene af den grund giver det god mening, at man tvinger sig selv til at revurdere stramningerne efter en periode.

Ved vi noget om, hvordan synet af sikkerhedsdesign påvirker vores tryghedsfornemmelse?

ADN Vi har faktisk en lille smule (dansk, red.) forskning, som dog efterhånden har et par år på bagen. Det, som vi testede dengang (2014, red.), både kvalitativt i fokusgrupper og kvantitativt, var: Hvordan reagerer danskerne på synlig sikkerhed i det offentlige rum, f.eks. på pullerterne foran Christiansborg eller persillehakkere, hegn, kameraer eller uniformeret, ikke bevæbnet vagtpersonale? Lidt overraskende fandt vi frem til, at folk ikke havde noget imod de synlige sikkerhedsforanstaltninger. I modsætning til lignende undersøgelser fra USA, der viste, at synlige sikkerhedsforanstaltninger ofte fik folk til at tænke ‘uha, repressiv stat!’ eller ‘åh nej, terrortrussel!’, tegnede der sig et helt andet billede herhjemme.

Nørreport. Foto: Frederik Braüner

Hvorfor tror du, at reaktionen herhjemme var en anden?

ADN Mit bud er, at vi er et højtillidssamfund. Vi har tillid til hinanden og til myndighederne. Jeg tror, at når vi herhjemme støder på fysisk sikring, så tænker vi måske i højere grad, at det lader til, at nogen har taget ansvar for vores sikkerhed.

Vi kan jo sagtens diskutere, om vi nu også behøver at terrorsikre Endelave Havn, og man kan godt være uenig i, hvorvidt sikkerhedsforanstaltningerne bør være synlige. Man synes måske, det er dumt eller unødvendigt, men synet af den fysiske sikring gør ikke folk utrygge.

Men bør sikkerhedsdesign være synligt eller usynligt? Hvor meget skal man gøre opmærksom på, at truslen fortsat eksisterer?

ADN Hvis vi var i en situation, hvor terrorgrupper ikke var lykkedes med at italesætte byrummet som potentielle mål, så ville jeg til en hver tid foretrække usynlig sikkerhed, fordi det ville være uhensigtsmæssigt, at myndighederne italesatte byrummet som mål for terror. Men byrummet er allerede blevet italesat af terrorgrupperne som potentielle terrormål, og taget i betragtning at vores forhold til myndighederne er præget af tillid, tror jeg ikke, at synlig sikkerhed gør nogen skade.

Kan I ikke være bekymrede for, at man gennem synligt sikkerhedsdesign tegner et billede af, at vi som nation, eller som by, er under angreb?

ADN Nej, det ville jeg ikke være så nervøs for. Det er klart, at hvis vi valgte en løsning, hvor man ikke kunne komme i nærheden af Christiansborg, og hvor der stod pansrede mandskabsvogne foran vores demokratis hovedsæde, ja, så ville jeg nok være bekymret. Men der synes jo netop at være en meget høj grad af bevidsthed om, at f.eks. Slotspladsen ikke må se lukket ud, men fortsat bør være tilgængelig.

Men det er klart, at man med den nye politi- og forsvarslov fra sidste år måske vil opleve et skifte. Med den nye lov har man åbnet op for, at forsvaret i langt videre udstrækning kan støtte politiet med bl.a. bevogtningsopgaver, hvilket vi f.eks. ser i Krystalgade. Det rejser et interessant spørgsmål, for hvad gør det egentlig ved vores tryghedsfornemmelse, at der pludselig er bevæbnede soldater i gaden? Ikke meget, tror jeg, da vi netop har tillid til myndighederne og militæret. Men det ændrer vores byrum. Det er et faktum.

Nyhavn, København. Foto: Frederik Braüner
Thorvaldsens Museum, København. Foto: Frederik Braüner

Note

1 Se Tryg i en terrortid, side 66-67.

Medvirkende

Anja Dalgaard-Nielsen er chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Hun er Professor II ved Center for Samfundssikkerhed og Beredskab, Universitetet i Stavanger, og tidligere afdelingschef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) med ansvar for analyse, forebyggelse og ekstern sikkerhedsrådgivning. 

Lotte Lund er journalist og medforfatter til bogen Tryg i en terrortid. Har været kommunikationsrådgiver i Verdensbanken og politisk medarbejder på ambassaden i Washington.

Udgivelse

Interviewet blev udgivet første gang i Arkitekten 06/19