ANNONCE

Eksempler på sikkerhedsforanstaltninger i København. Optagelser: Deane Simpson

Deane Simpson

Arkitekt MAA og professor ved KADK.

Som ramme om vores daglige liv er byens offentlige rum skrøbelige systemer, der er følsomme over for den snigende sikkerhedskontrols påvirkning og dynamikker. De præges mere og mere af permanente foranstaltninger som pullerter, afspærringer, plantekummer, overvågningssystemer, låger, hegn eller vagtposter – tiltag, der er udtryk for en bestemt måde at tænke på, som placerer sig i krydsfeltet mellem arkitektur, risikostyring og kriminologi.1 I udlandet har denne nye sikkerhedstænkning haft konsekvenser for det offentlige rums stemning og rumlige kvaliteter; den måde, rummet bliver brugt på; dets evne til at understøtte sociale relationer; de aktiviteter, der tillades eller tolereres i rummet; samt rummets politiske og symbolske associationer til idealer som åbenhed, tillid, demokrati osv. Der er derfor grund til at overveje, hvad det er, der står på spil, når vi giver os i kast med det tæt på umulige projekt at eliminere risikoen for terrorhandlinger ved at befæste vores offentlige rum – komplekse steder, hvor en determineret gerningsmand har næsten uendelig mange muligheder for at gøre fortræd.

I de senere år har frygten for terror i det offentlige rum indimellem ført til en slags byplanmæssig ‘undtagelsestilstand’, der præges af andre aktører og beslutningsprocesser end de etablerede demokratiske – og hvor årsag og virkning hænger nøje sammen. Politiet, efterretningstjenesten, medierne og politikerne har fået en ny udvidet rolle, f.eks. i forbindelse med begivenheder som lastbilsangrebet mod Berlins julemarked i 2016, der førte til markante ændringer i Københavns offentlige rum, da man fra den ene dag til den anden opstillede de betonbarrierer, der siden er blevet udskiftet eller tilpasset.

Forestillingen om den sikre by

Det har gang på gang vist sig, at sikkerhedsforanstaltninger har det med at forskyde truslen til andre felter, eller til at der opstår andre angrebsmetoder eller -teknikker, som man ikke havde taget højde for i de oprindelige tiltag. Hvor længe kan et samfund forsvare at afsætte de stadig flere ressourcer, der bruges på at prøve at forhindre den form for angreb, man har set andre steder, men som måske ikke kommer til at ske på samme måde eller i samme slags rum, og som den enkelte borger vel at mærke kun har en umådelig lille risiko for at blive ramt af. Og hvornår når vi til et punkt, hvor vi beslutter, at nu kan der ikke laves flere sikkerhedsforanstaltninger omkring et mål.

De senere års befæstelse af det offentlige rum kan sidestilles med den historiske dialog mellem modstridende byplandiskurser og idealer. Forestillingen om ‘den sikre by’ hænger sammen med tanken om byen som det fysiske produkt af samspillet mellem defensive og offensive militærstrategier, som kan spores helt tilbage til oldtidens byer, og som derfra udvikler sig op igennem middelalderen og renæssancen, som Horst de la Croix beskriver det i klassikeren Military Considerations in City Planning fra 1972. Denne udvikling når et vendepunkt midt i det 19. århundrede med afskaffelsen af bymurene omkring de europæiske byer. De følgende generationer af forsvarsværker fjerner sig mere og mere fra bykernen – og bliver hurtigt forældet i takt med fremkomsten af nye militærteknologiske opfindelser som langtrækkende skyts, flyvemaskiner og senere atomvåben (Gallison, 2001). Som Stephen Graham påpeger, er denne gradvise distancering af forsvarsværkerne fra bykernen vendt på hovedet de seneste to årtier, hvor “… byen for første gang siden middelalderen … [er] ved at blive den primære ‘kampzone’ både herhjemme og i udlandet” (2009:389). Grundlaget for hans betragtning er den amerikanske situation efter 9/11 og den europæiske situation i årene efter (2001) med angreb i byer som Madrid, London, Paris, Bruxelles, Oslo, Stockholm, Nice, Berlin etc.

Den åbne by

Denne opfattelse af det offentlige rum som et risikolandskab har haft en tendens til at overskygge andre forestillinger og diskurser, der er med til at forme byerne – heriblandt det, vi kan kalde ‘den åbne by’ (Christiaanse, 2010) med dens grundlæggende ambition om et urbant rum, der er både demokratisk og demokratiserende, inkluderende og frigørende. Kernen i hele dette er den rolle, det offentlige rum spiller for samfundets fortsatte udvikling og politiske dynamik – noget, som kan spores helt tilbage til det gamle Athens Pyx og Agora, til L’Enfants The Mall i Washington D.C. eller til Olmsteds Central Park i New York. Den nuværende ‘asymmetri’ mellem idealerne om den ‘sikre’ og den ‘åbne’ by har ført til debat og overvejelser om konsekvenserne af de omfattende sikkerhedsforanstaltninger og deres betydning for demokratiet (Parkinson, 2014) og for vores oplevelse af byen.

Forskerne er uenige om, hvorvidt de fysiske sikkerhedsforanstaltninger forstærker eller dæmper vores frygt (Minton & Aked, 2017; Dalgaard-Nielsen, Laisen & Wandorf, 2016; Coaffee, O’Hare & Hawkesworth, 2009), men flere fremtrædende byforskere har peget på, at de fysiske foranstaltninger kan være med til at forværre eller skabe rumlig og social fragmentering og eksklusion, og at de desuden kan skabe en stemning af mistillid (Christiaanse, 2009; Graham, 2010; Minton, 2009; Sorkin, 2008; Lambert, 2017; Weizman, 2007). Derudover har flere tænkere (Graham, 2011; Low, 2006; Marcuse, 2006) beskrevet koblingen mellem sikkerhedskontrol og byudvikling som en trussel mod “selve det gode ved byen, nemlig muligheden for at møde fremmede mennesker (Wirth, 1938), friheden i anonymiteten (Benjamin 1983) eller det politiske engagement (Arendt, 1958; Fraser, 1990), som byen netop er kendt for” (Fawaz et al., 2012:75).

Fra frihed til komfort

Man kan derfor spørge sig selv, om der kan findes mere passende og hensigtsmæssige måder at lave terrorbekæmpelse på i det offentlige rum – ligesom de kulturspecifikke løsninger, man ser andre steder? Når nu København er verdenskendt for sine demokratiske byrum (Nielsen, 2019), kunne byen måske statuere et eksempel ved at holde igen over for det politiske (og økonomiske) pres, der siger, at man skal befæste og ‘hærde’ eventuelle mål? Være forsigtig med at indføre foranstaltninger og kun gøre det efter grundig overvejelse og offentlig debat om deres potentielle virkninger. Det ville være med til at fremhæve værdier som tillid og åbenhed – som noget helt centralt for de nordiske lande – og igen stille spørgsmålet ‘hvad er det egentlig for en by, vi vil have?’ – i stedet for blot at acceptere de oplagte fysiske og symbolske svar på spørgsmålet ‘hvordan gør vi byen sikker?’

I og for sig har den hjemlige reaktion været ganske moderat og afdæmpet, hvis man ser på den måde, hvorpå Københavns Kommune har håndteret hele sikkerhedsspørgsmålet og bevidst har undgået de mere ekstreme løsninger, som man ser i USA og England eller planerne til genopbygning af Oslos regeringskvarter, hvor stramme sikkerhedskrav vil betyde, at man får et nærmest mono-programmatisk kvarter, som ikke hænger sammen med resten af byen.   

Denne diskussion er særlig vigtig i en europæisk kontekst, fordi idealet om den såkaldte ‘smart (& liveable) city’ viser, at der er ved at ske et paradigmeskifte væk fra europæiske kerneværdier som “frihed, lighed og broderskab” og hen mod helt andre kulturværdier som “komfort, sikkerhed og bæredygtighed” (Koolhaas, 2014) – med deraf følgende ulighed og social fragmentering. Denne post-millennium “revolution er gået stort set ubemærket hen”, som Koolhaas skriver, hvilket kan relateres til Lars Bo Kaspersens betragtninger om nationalstatens nye prioriteringer. Ifølge Kaspersen har der i Danmark siden 9/11 været en tendens, der peger væk fra velfærdsstaten med dens ambition om social tryghed og hen mod et mere sikkerhedsbaseret samfund, der fokuserer på at skabe fysisk tryghed (2013). Det kan hænge sammen med den gradvise erodering af demokratiske strukturer, som Kaspersen mener har præget Danmark i de senere år – et skift, der i sin mere radikale internationale udgave er blevet beskrevet som ‘en autoritær drejning’ (Scraton, 2004) eller ‘en sikkerhedspolitisk forvandling’, hvor “velfærdsstaten bliver til en slags risikostyringssystem, der ikke længere handler om at sikre samfundets velfærd, men om at kontrollere såkaldt risikable ‘anti-borgeres’ gøren og laden” (Graham, 2011).

Sociale foranstaltninger

Eftersom mange af indlæggene i debatten fokuserer på fysiske snarere end sociale foranstaltninger for at modvirke ‘godtroenheden’ og reducere risikoen for angreb, er det vigtigt med en bred diskussion, der på et oplyst grundlag reflekterer over, hvad der er på spil, hvis vi ikke sætter spørgsmålstegn ved befæstelsen af det offentlige rum – man kan f.eks. risikere at spilde mange ressourcer på uhensigtsmæssige og utilstrækkelige foranstaltninger, der potentielt kan skabe mere mistillid og frygt, og det kan føre til stadig mere kontrollerede og sterile byrum af dårligere kvalitet, som gør byens rumlige og sociale fragmentering endnu værre, end den er.

Deane Simpson

Arkitekt MAA og professor ved KADK.

Note

1: Crime Prevention Through Environmental Design (CP-TED) (Jeffrey 1971); “Defensible Space” (Newman 1972); “Situational Crime (Terror) Prevention” (Clarke, 1983); “Secured by Design” (UK Police, 1989)

Kilder

Christiaanse, Kees: “The Open City and its Enemies” i Tim Rieniets, Jennifer Sigler & Kees Christiaanse (red.): Open City: Designing Coexistence, 2009.

Coaffee, John: “Protecting Vulnerable Cities”, International Affairs 86, no. 4 (2010), s. 939-54.

Coaffee, John, Paul O’Hare & Marian Hawkesworth: “The Visibility of (In)Security: The Aesthetics of Planning Urban Defences Against Terrorism”, Security Dialogue 40, no. 4/5 (2009), s. 489-511.

Dalgaard-Nielsen, Anja, Jesper Laisen & Charlotte Wandorf (2016): “Visible Counterterrorism Measures in Urban Spaces – Fear-Inducing or Not?”, Terrorism and Political Violence, 28:4, s. 692-712.

Fawaz, Mona, Mona Harb & Ahmad Gharbieh: Living Beirut’s Security Zones: An Investigation of the Modalities and Practice of Urban Security, i City & Society, Vol. 24, Issue 2, 2012, s. 173-195.

Graham, Stephen: “Cities as Battlespace: The New Military Urbanism”. City. 13 (2009), s. 383-402.

Graham, Stephen: Cities Under Siege: The New Military Urbanism, 2010.

Graham, Stephen: When Life Itself Is War: On the Urbanization of Military and Security Doctrine, International Journal of Urban and Regional Research, publiceret online 23. februar 2011.

Kaspersen, Lars Bo: Denmark in the World, 2013.

Koolhaas, Rem: “My Thoughts on the Smart City – by Rem Koolhaas”, European Commission: Digital Minds for a New Europe, 2014, tilgået 12. marts 2017, http://ec.europa.eu/archives/commission_2010-2014/kroes/en/content/my-thoughts-smart-city-rem-koolhaas.html

Low, Setha: “The Erosion of Public Space and the Public Realm: Paranoia, Surveillance and Privatization in New York City”. City and Society 18(1) 2006, s. 43-49.

Marcuse, Peter: “Security or Safety in Cities? The Threat of Terrorism after 9/11”, International Journal of Urban and Regional Research 30(4) 2006, s. 919-929.

Anna Minton: Ground Control: Fear and Happiness in the Twenty-First Century City, 2009.

Minton, Anna & Jody Aked: “Fortress Britain: High Security, Insecurity and the Challenge of Preventing Harm” i Deane Simpson: Vibeke Jensen & Anders Rubing (red.): The City Between Freedom and Security, 2017.

Nielsen, Tom: “The Making of Democratic Urban Public Space in Denmark” i Patricia Aelbrecht & Quentin Stevens (red.): Public Space Design and Social Cohesion: An International Comparison, 2019.

Parkinson, John R.: Democracy and Public Space: The Physical Sites of Democratic Performance, 2014.

Scraton, Phil: “Streets of Terror: Marginalization, Criminalisation and Authoritarian Renewal” i Social Justice: A Journal of Crime, Conflict and World Order. 2004; Vol. 31 (1-2), s. 130-158.

Sorkin, Michael (red.): Indefensible Space, 2008.

Weizman, Eyal: Hollow Land, 2007.

Føljeton: Sikkerhed og arkitektur

Føjletonen Sikkerhed og arkitektur redigeres af cand.mag. og ph.d.-studerende Marie Christine Skammelsen. Læs første og anden del i Arkitekten 06/2019 og 08/2019. Serien fortsætter.

Oversættelse

Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.

ANNONCE

Note

1: Crime Prevention Through Environmental Design (CP-TED) (Jeffrey 1971); “Defensible Space” (Newman 1972); “Situational Crime (Terror) Prevention” (Clarke, 1983); “Secured by Design” (UK Police, 1989)

Kilder

Christiaanse, Kees: “The Open City and its Enemies” i Tim Rieniets, Jennifer Sigler & Kees Christiaanse (red.): Open City: Designing Coexistence, 2009.

Coaffee, John: “Protecting Vulnerable Cities”, International Affairs 86, no. 4 (2010), s. 939-54.

Coaffee, John, Paul O’Hare & Marian Hawkesworth: “The Visibility of (In)Security: The Aesthetics of Planning Urban Defences Against Terrorism”, Security Dialogue 40, no. 4/5 (2009), s. 489-511.

Dalgaard-Nielsen, Anja, Jesper Laisen & Charlotte Wandorf (2016): “Visible Counterterrorism Measures in Urban Spaces – Fear-Inducing or Not?”, Terrorism and Political Violence, 28:4, s. 692-712.

Fawaz, Mona, Mona Harb & Ahmad Gharbieh: Living Beirut’s Security Zones: An Investigation of the Modalities and Practice of Urban Security, i City & Society, Vol. 24, Issue 2, 2012, s. 173-195.

Graham, Stephen: “Cities as Battlespace: The New Military Urbanism”. City. 13 (2009), s. 383-402.

Graham, Stephen: Cities Under Siege: The New Military Urbanism, 2010.

Graham, Stephen: When Life Itself Is War: On the Urbanization of Military and Security Doctrine, International Journal of Urban and Regional Research, publiceret online 23. februar 2011.

Kaspersen, Lars Bo: Denmark in the World, 2013.

Koolhaas, Rem: “My Thoughts on the Smart City – by Rem Koolhaas”, European Commission: Digital Minds for a New Europe, 2014, tilgået 12. marts 2017, http://ec.europa.eu/archives/commission_2010-2014/kroes/en/content/my-thoughts-smart-city-rem-koolhaas.html

Low, Setha: “The Erosion of Public Space and the Public Realm: Paranoia, Surveillance and Privatization in New York City”. City and Society 18(1) 2006, s. 43-49.

Marcuse, Peter: “Security or Safety in Cities? The Threat of Terrorism after 9/11”, International Journal of Urban and Regional Research 30(4) 2006, s. 919-929.

Anna Minton: Ground Control: Fear and Happiness in the Twenty-First Century City, 2009.

Minton, Anna & Jody Aked: “Fortress Britain: High Security, Insecurity and the Challenge of Preventing Harm” i Deane Simpson: Vibeke Jensen & Anders Rubing (red.): The City Between Freedom and Security, 2017.

Nielsen, Tom: “The Making of Democratic Urban Public Space in Denmark” i Patricia Aelbrecht & Quentin Stevens (red.): Public Space Design and Social Cohesion: An International Comparison, 2019.

Parkinson, John R.: Democracy and Public Space: The Physical Sites of Democratic Performance, 2014.

Scraton, Phil: “Streets of Terror: Marginalization, Criminalisation and Authoritarian Renewal” i Social Justice: A Journal of Crime, Conflict and World Order. 2004; Vol. 31 (1-2), s. 130-158.

Sorkin, Michael (red.): Indefensible Space, 2008.

Weizman, Eyal: Hollow Land, 2007.

Føljeton: Sikkerhed og arkitektur

Føjletonen Sikkerhed og arkitektur redigeres af cand.mag. og ph.d.-studerende Marie Christine Skammelsen. Læs første og anden del i Arkitekten 06/2019 og 08/2019. Serien fortsætter.

Oversættelse

Artiklen er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.