ANNONCE
Små forandringer med store potentialer
60ernes erhvervsområder rummer gode muligheder for trinvis bytransformation.
Anne Mette Boye
Arkitekt MAA og stadsarkitekt i Aarhus Kommune.
Presset på byudvikling betyder, at erhvervsområder i disse år ryddes til fordel for nye boligkvarterer. I den proces overses det ofte, at mange af de store erhvervsområder kan genbruges gennem en trinvis transformation, der kan give erhvervsområderne en ny rolle i byen. Præmisserne for deres omdannelse er dog grundlæggende anderledes end eksempelvis omdannelse af et udtjent godsbaneområde eller havneareal. Her er behov for andre transformationsstrategier, planlægningstilgange og værdiforståelser. Til gengæld kan transformationen aktivere et materielt, landskabeligt og rumligt overskud, som kan bidrage til en mere bæredygtig og dynamisk byudvikling.
De erhvervsområder, som blev etableret i 1960erne som en del af velfærdsstatens zoneopdelte byplanlægning, imødekom de behov, som markeder og produktionsmetoder stillede: Fleksible standardbygninger blev foretrukket frem for skræddersyede løsninger. Spildplads blev accepteret, fordi den gav mulighed for løbende ændringer i produktionen, for udvidelse eller opsigelse af dele af lejemålene eller for at lukke ned, hvis markedet svigtede. Skiftet gik således mod en fleksibel rumlig-økonomisk organisering, der løbende tilpassede produktionen til markedets behov. Bebyggelsestætheden var lav. Terrænet blev udjævnet i niveauspring, til fordel for de store lagerbygningers logistik. De store befæstede flader blev designet til at imødekomme oplagspladser og bilens, truckens og lastbilens behov. Mellem bygningerne blev der efterladt plads til udvidelse og miljø- og sikkerhedszoner, og beplantningsbælter blev plantet for at markere opdelingen af matriklerne. Man kan sige, at det er en bytypologi designet til effektiv produktion og infrastruktur, men også med en høj grad af fleksibilitet og derfor en høj forandringskapacitet. Det er netop de fleksible og rumlige egenskaber i bygningerne og bebyggelsesplanen, som i dag gør dem interessante i forhold til genanvendelse.
Fleksibiliteten ses i udviklingen af de funktioner, der findes i erhvervsområderne i dag. Finanskriser, konjunktursvingninger samt ændringer i produktioner og logistik har efterladt tydelige spor i form af tomme bygninger, udvidelser af eksisterende faciliteter eller skiftende funktioner. Forandringerne i erhvervsområderne sker gradvist. Forladte lagerbygninger står side om side med aktive produktioner, og bygninger, der har stået tomme længe, aktiveres på ny. Erhvervsområdernes bebyggelsesstruktur og fleksible bygningsmasse har således altid tilpasset sig tidens forandring og udgør en dynamisk ramme, der åbner for en ny tilgang til transformation.
Dette er en vigtig forskel fra de tidligere store, udtjente industrielle produktionsanlæg, som i de seneste årtier har dannet grundlag for store byudviklingsprojekter, som vi kender fra godsbane- og havneområder. For det første er erhvervsområderne stadig aktive. For det andet er her mange bygningsejere med forskellige planer for deres bygning. Derfor er det vanskeligt at få dem til at samles om én helhedsplan og udviklingstakt.
Artiklen fortsætter nedenfor…
Anne Mette Boye
Arkitekt MAA og stadsarkitekt i Aarhus Kommune.
Arkitekten fortsætter føljetonen “Mere Genbrug”.
Nu på bydelsniveau.
Udgivelse
Artiklen er første gang bragt i Arkitekten 01/2025.
ANNONCE
Foto: Anne Mette Boye
Foto: Anne Mette Boye
I stedet rummer erhvervsområderne potentialet for en trinvis byomdannelse, der følger områdernes eksisterende forandringsdynamikker og matrikelstrukturer. Det kan blive en byomdannelse baseret på en række mikrotransformationer, der understøtter en mere fleksibel byudvikling. Kortlægningerne viser en overraskende stor mangfoldighed i erhvervsområderne. Det er aktiviteter og virksomheder, der trives med fleksible rammer og lave lejeomkostninger. Her finder vi iværksættere og interessefællesskaber omkring kultur- og sportsaktiviteter, der udnytter pladsen til at udfolde deres virke og drømme. Nogle er traditionelle erhverv og solide virksomheder, som har ligget der i mange år. Andre er nye typer virksomheder og hybride arbejdsrum. Det skaber et broget miks af f.eks. tandteknikere, håndværkere, produktionsskoler, webshops, autohandlere og nye organiseringer, der kombinerer sociale og forretningsmæssige formål. Det er interessant, at denne pragmatiske genbrug af bygninger til alternative funktioner også ses i f.eks. erhvervsområderne i USA.
Efter min opfattelse har byer brug for områder, der ‘giver plads’ til ‘at prøve noget’. Områder, hvor mangfoldigheden kan udvikle sig, og hvor der er plads til nye hybrider, som ikke kan forudses eller planlægges. Jeg ser erhvervsområderne som netop sådan et potentiale – et fremtidigt, eksperimenterende supplement til byens øvrige zoner. De rummer et materielt og rumligt overskud, som vi ikke finder andre steder i byen, og tilbyder muligheder for selvorganisering og spontan orden, som de historiske bykerner vanskeligt kan finde plads til.
Erhvervsområdernes landskabstyper byder også på en stor variation: Her findes både områder med park- og havekarakter, store træer, høj artsrigdom og biotoper på de tomme grunde, i læhegn og langs skel, der er groet til over mange år. Det interessante er, at det netop er fraværet af koordinering mellem aktører og fraværet af interesse for ens udearealer der, nogle steder har resulteret i en mosaik af forskellige mellemrum med høj artsrigdom. Dermed finder vi også et potentiale for bynatur, nye økologiske sammenhænge og muligheder for at etablere økologiske korridorer og oplevelsesrige stier gennem erhvervsområderne. Gennem anvendelsen af landskabet er det også muligt at etablere æstetiske oplevelser, der etablerer kendskab og ejerskab til områderne for borgerne. Herudover kan opbrud af de befæstede flader og mellemrum bruges til at tilbageholde den stigende mængde vand, der skal håndteres. Erhvervsområdernes bebyggelsesplan rummer således en høj porøsitet. Det kan være her, i de landskabelige forhold, at områdernes bærende kvaliteter kan findes i en trinvis omdannelsesproces.
Artiklen er baseret på Anne Mette Boyes ph.d.-afhandling fra Arkitektskolen Aarhus, 2020.