Snostrup Kirke: På ét og samme gulv

Det er en intelligent form, romben. Den har mange mutationer i sig. Gulvet fortsætter i nye geometriske mønsterbelægninger ind i skib, kor og tårn. Det blander sine kort på ny ved hver rumlig overgang. Teglklinken er produceret til netop dette sted, i Potsdam, brændt i ringovn, en brændingsmetode, der gør hver enkelt klinke til sin egen, lidt lysere, mørkere, kantmarkeret, som delikat afbagte franske renæssancekiks. Lige til at bide i.

I skibet fremhæver mønstret rummets langstrakte akse. Under døbefonten slår klinkerne sig sammen til en stjerneform. Den stråler ud under den nye kapitælformede fod af moseeg, der bærer det gamle halvkugleformede granitkar. Gulvet beskriver kirkens zoner og koncentrationspunkter, samtidig med at det fortolker disse steder, deres indbyrdes afstande, som et billede.

Sidste gang, kirken havde besøg af arkitekter, var da Inger og Johannes Exner stod for en istandsættelse i 1960erne. Dengang stod de rødmalede kirkebænke hævet på støbte cementplinter belagt med kork, og midtergangen var lagt af gule Flensborgsten på kant, med en bort af røde mursten.

Prædikestolen var hævet på en søjle og placeret, så den blændede et sydvendt sidevindue, ligesom vinduet i tårnet blev dækket af kirkens lille orgel. Exner-parret ombyggede bænkene, så de blev dybere og omlagde trappen mellem skib og kor. Gennem den meget nænsomme istandsættelse bibeholdt man et helt andet lys- og materialerum end det, vi møder i dag.

Nu er der mere luft, mere lethed og mere lys. Bænkene er kommet ned og stå på gulvet, så fødderne har direkte kontakt til gulvfladen. Lågerne er demonteret, og hjørnerne mod midtergangen er blevet afrundede, så kroppen lettere kan glide ind og finde plads på hynderne, der er betrukket med mørk brun uld. Som en hjemlig gestus.

Varmen forstærkes af konvektorer diskret opsat under bænkesæderne. Bænkene kan dateres tilbage til 1800, og de har fyldt godt op i rummet. Nu fylder de mindre. Dels fordi man har fjernet to rækker i skibets bagende (med tanke på menighedens størrelse og for at give plads til andre handlinger end de kirkelige), dels fordi man har demonteret en rem, der fastgjorde dem til kirkens mure.

Virkningen af demonteringen er, at den beskedne kirkes største smykke, dens egen pragtfulde geometri og de vertikale bæringer står frit frem, i al deres stille velmagt. Mur og søjlebundter kan friholdes, fordi bænkene via en ny fod under gavlene er fastgjort til en betonrem skjult under klinkegulvet. En disposition, som det angiveligt tog sin tid at få godkendt hos fredningsmyndighederne. Vi applauderer tålmodet.

Den (formodede) frisætningsstrategi fortsætter. Man har samlet og flyttet genstande, foretaget en slags støjrensning og derved givet den gamle murkrop ro. Nogle få historiske genstande, et epitafium visende et præstepar, der ligger begravet i koret, samt deres mindesten og to navnetavler for kirkens præster er samlet til et lokalhistorisk miniaturemuseum i tårnet. Et rum, der nu lægger op til betragtning og samtale.

Orglet er flyttet væk fra sin placering foran tårnets vindue og ned i skibet, så kirkerummet på ny sluttes af lys. Samtlige vinduer har fået opsat diskrete forsatsvinduer med ruder af trukket glas, men hér, foran tårnvinduet, er ruden yderligere elaboreret som glasmosaik. Den traditionelle variant er blyindfattet. Malene Bach har limet glasstykkerne direkte på forsatsruden. De sarte felter bliver til frit svævende stykker farvet lys, monteret med en lille afstand mellem sig, et smalt fravær af farve, i hvis linjer man, flygtigt, og afhængigt af ståsted, aner tegningen af et kors.

Længere oppe i skibet er den smukt restaurerede prædikestol fra 1630 trukket tilbage til sin oprindelige placering, ind i rummet. Den øgede afstand til vinduet lader sidelyset finde hen til de kunstfærdige træskærerarbejder. Prædikestolens heksagonale lydhimmel har smittet af på udformningen af de nye, afdæmpede staldportslamper. Denne afsmitning, eller samtale mellem geometrier, går igen flere steder og er med til at gøre de nye tiltag så hjemmehørende. Knæfaldet foran Eckersbergs altertavle er forenklet til knæpude på hævet bund, så gulvet kan flyde under. De nye jernfødder harmonerer smukt med det oprindelige gitter.

Farverummet i kirken indoptager og afbalancerer yderpunkter mellem lys og mørke. Kalken på de skønne, ujævne murflader har fået mere plads til at lyse og vibrere. Med sval mildhed møder de linoliemalede, mosgrønne bænkerader gulvet, mens den mørke siddehynde skaber et fælles, horisontalt niveau i rummet. Ælde og dunkelhed møder øjet på de caput mortuum-malede dørflader.

Træ, kalk, uld, linoliemaling, glas, stål, læder, tegl. Hvert materiale står rent og ublandet, i et nyt fællesskab. Det samme gælder de store geometrier. Det bærende står frem. Gulv er gulv. Loft er loft. At opgaven voksede sig så stor og lykkelig, var ikke på forhånd givet. Malene Bach blev i første omgang inviteret til Snostup af Selskabet for Kirkelig Kunst for at give et bud på farvesætningen af bænkene. Men med helheden for øje, og i samarbejdet mellem kunstneren og arkitekten, foldede opgaven sig ud.

På Snostrup Kirkes yderside oplever man en tæret, tørret taktilitet. En robusthed, der kan rumme livets yderligheder. Det samme skal det indre af kirken. Samtidig skal dette rum også tilpasses tidens behov. De ændringer, der er foretaget, er alle, meget sympatisk, reversible. Man er på besøg i tiden.