ANNONCE

Kanalhuset (tidl. Det Kgl. Opfostringshus) set fra Wilders Plads. Foto: Jens M. Lindhe
Anmeldelse ved

Christoffer Thorborg

Arkitekt MAA, ph.d. og lektor ved Arkitektskolen Aarhus.

I sin skelsættende historiefilosofiske afhandling Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben (da. overs.: Historiens nytte, egl.: Om nytte og ulempe af historien for livet) slog den tyske mestertænker Friedrich Nietzsche fast, at historiens fornemste pligt var at tjene livet selv. Afgørende for Nietzsche var balancen mellem erindring og glemsel; og denne måtte afspejle sig i en kulturs plastiske kraft, dvs: “kraften til at vokse selvstændigt ud fra egne forudsætninger, til at omdanne og optage det forgangne og det fremmede, til at læge sår, erstatte det tabte, nydanne sønderbrudte former indefra.”

Sådan forholder det sig også med restaureringskunsten. Restaurering er ikke en mumificerende fastholdelse af fortiden gennem en såkaldt museal ‘tilbageføring’, for noget sådant er lige så umuligt som at rejse de døde fra graven. Ej heller er det overgribende moderniserende istandsættelse og historieløs leg i gamle huse. Restaurering er en fremsynet ambition om på videnskabeligt og kunstnerisk grundlag at bevare og rehabilitere en historisk bygning, så den som kulturarv bliver nærværende i vor tids liv. Derved knytter den os an til vort ophav, fortiden, og minder os om, hvem vi selv er. I Bente Langes restaurering af Søkvæsthuset er dette lykkedes. Bygningerne er nu rehabiliteret og har fået nye, gode funktioner, der giver dem nyt liv.

Søkvæsthuset består i realiteten af flere bygninger med hver deres historie. Ældst er Det Kgl. Opfostringshus, der i dag har fået det lidt karakterløse navn ‘Kanalhuset’. Det er tegnet og opført i 1753-55 af Johan Christian Conradi, der, efter ved flere lejligheder som murermester at have bygget for Eigtved, fik godt greb om den eigtvedske lisenstil. Opfostringshuset er et smukt og karakterfuldt rokokoarbejde og regnes for Conradis hovedværk. I 1776 ophørte bygningens funktion som opfostringshus, og den blev overtaget af Søetaten; bygningen blev i stedet taget i brug som flådehospital, deraf navnet Søkvæsthuset. Herefter, efter sigende i 1780erne, blev fløjen langs Bådsmandstræde opført af murermester J.B. Schottmann som en udvidelse af hospitalsfunktionen. I 1779 blev fløjen benævnt Havehuset opført af stadsarkitekt G.E. Rosenberg. Fløjen langs Bådsmandsstræde, i dag benævnt Bådsmandshuset, blev i 1789-90 bygget sammen med Havehuset af arkitekt og hofbygmester Johan Boye Junge Magens. Således udgør Søkvæsthuset en umistelig helhed, hvis integritet skal og bør respekteres.

I 2015 og 2016 blev bygningskomplekset dog sat til salg som to selvstændige ejendomme af statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, hvorved der var overhængende fare for, at denne helhed kunne være gået tabt. Heldigvis købte bygherren hele komplekset og igangsatte en restaurering. Det er meget glædeligt, at en privat bygherre udviser forståelse for værdien af kulturarven. For som den konservative politiker og medlem af Rigsdagen Frederik Sporon-Fiedler udtrykte det i 1916, så er “disse gamle Bygninger ikke i almindelig Forstand (…) Enkeltmands Eje. De er hele Samfundets Eje”. Men der skal jo nogen til at betale gildet, og i så henseende er det prisværdigt, at andre end Realdania, i dette tilfælde en privat bygherre, er villig til generøst at sikre et højt niveau i bygningsbevaringen.

Uden benyttelse, ingen beskyttelse; og ejeren har som sagt fundet nye, gode funktioner til Søkvæsthuset. Opfostringshuset er åbnet som hotel, og mens Bådsmandshuset er indrettet til forskellige erhvervsfunktioner, er Havehuset blevet hjem for ejeren og dennes nærmeste familie. Det er som bekendt naturligt, at en restaurering indbefatter et element af transformation; og i så henseende må Søkvæsthusets karakterfulde nye hotellejligheder fremhæves som særligt vellykkede. Her er det lykkedes at fjerne hotelpræget og skabe en hjemlighedsfølelse, der er smuk, karakterfuld og intim. Dette skyldes ikke alene arkitektens gode planløsning og detaljering; det er også et resultat af indretningsfirmaet EEN’s arbejde, hvis særlige indretningsstil, der er gennemgående for Kanalhuset, efter min formening lykkes bedst i hotellejlighederne, velsagtens fordi den her opnår en velafbalanceret, lidt mere tilbageholdt og underspillet ro.

Anmeldelse ved

Christoffer Thorborg

Arkitekt MAA, ph.d. og lektor ved Arkitektskolen Aarhus.

Fakta – restaurering

Kanalhuset, Bådsmandshuset og Havehuset
Overgaden Oven Vandet 62A, 1415 København K
Totalrådgivere: Plan 1 Cobblestone Architects
Arkitektmedarbejdere: Henrik Suhr, Nina Schmidt og Marie Tissot Skafte
Bygherrerådgivere: Allan Lyth og Bente Lange Arkitekter
Arkitektmedarbejdere: Sünje Rüter
Lysdesign: Marianne Tuxen
Interiør: EEN
Bygherre: Mitco
Hovedentreprenør: Clausen & Elkjær Entreprise
Funktion: Hotel, restaurant, hotellejligheder, mødelokaler og erhverv
Udført: 2020

Fakta – oprindelige bygninger

Søkvæsthuset (tidl. Det Kgl. Opfostringshus og senere flådehospital)
Arkitekt: Johan Christian Conradi
Opført: 1753-55

Bådsmandshuset (tidl. Orlogsmuseum)
Arkitekt: Johan Boye Junge Magens
Opført: 1789-90

Havehuset
Arkitekt: Johan Boye Junge Magens
Opført: 1779

Noter

1 Friedrich Nietzsche: Historiens Nytte (København: Gyldendals Uglebøger, 1962), s. 19-20.

2 Allan Tønnesen, Claus M. Smidt og Ulla Kjær (red.): Hele Samfundets Eje: Bygningsfredning i 100 år (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018), s. 2.

3 Inge Mette Kirkeby: Mødet mellem nyt og gammelt: Bygningsbevaring i vor tid (København: Chr. Ejlers Forlag, 1998), s. 12.

4 Ibid., s. 23.

5 Ulla Kjær: “Håndtering af de fredede bygninger 1918–2018”. I: Allan Tønnesen, Claus M. Smidt og Ulla Kjær (red.): Hele Samfundets Eje: Bygningsfredning i 100 år (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018), s. 138.

Udgivelse

Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 07/2020.

ANNONCE

Bådsmandshuset (det tidl. Orlogsmuseum). Foto: Jens M. Lindhe
Søkvæsthuset på Christianshavn, Situationsplan.Tegning: Arkitekten v. Frederik Braüner: Kanalhuset (tidl. Det Kgl. Opfostringshus), Bådsmandshuset (det tidl. Orlogsmuseum) og Havehuset.

Der var engang, hvor modernister tolkede Venezia-charteret ortodokst; man afstod fra enhver form for rekonstruktion og lod nye tilføjelser demonstrativt skille sig ud. En sådan ideologisk ortodoksi lider Søkvæsthuset heldigvis ikke under. Her er holdt den rette balance. Hvor kviste historisk har kunnet dokumenteres, er disse rekonstrueret, velproportionerede, med slanke flunker og tømmerkarme. Hvor en 1700-tals trappe ikke førte den sidste etage op, er denne forlænget i et nyt, smukt formsprog, der har pant i fortiden, men bærer vor tids stempel. I det hele taget synes løsningerne på sikker vis at være befriet for overgribende formalisme. Hvor det har været passende, er nye gerigter udført med et simpelt, rektangulært tværsnit. Og hvor det andre steder har været passende, har arkitekten ikke været bange for at genanvende gamle gerigter med klassiske profiler for at komplettere et rum. Det 20. århundredes angst for historieforfalskning synes at være et skinproblem, hvis den rette restaureringsarkitekt er ved roret. Den trænede fagperson ser jo straks, at Søkvæsthusets smukke og veludførte oliemalede revledøre til et nyindrettet toilet hører sin egen tid til, endda når de har håndsmedet gangtøj (ældre udtryk: de stabler og hængsler, som et dørblad drejer om, red.). Lad os dog i dag glæde os over, at man igen kan lade det historiske formsprog leve; lad os glæde os over det bæredygtige, smukke og fremsynede i historiens nytte for livet.

Som den danske restaureringsarkitekt Inge Mette Kirkeby bemærkede i sin licentiatafhandling, så er “en restaurering en skelsættende begivenhed i en bygnings historie og deler den op i et før og et efter”. Det er en “nutidsaktivitet”, der kun er meningsfuld, “hvis den indgår i bevaringsbestræbelser”. Bedst var det, om man helt kunne undgå at restaurere og alene pleje og bevare bygningsarven. I Søkvæsthuset er der udført et prisværdigt bevaringsarbejde: af gørtlerarbejde, af stuk, af de historiske gulve, som det på lykkelig vis kun har været nødvendigt at skure. Af trapper, træværk, vinduer og døre. Men Søkvæsthusets restaurering har også omfattet en del nødvendig oprydning. Eksempelvis har Farvandsvæsnet haft til huse i bygningen, og har vandaliseret den med vinylgulve og nedhængte modullofter, med cellekontorer og plastickabelbakker. Det er ingen svær beslutning, at den slags må lade livet. Arkitekten har således skrællet disse skæmmende lag ned og derved fået husets mange steder ganske nøgterne og autentiske rum frem.

Kanalhuset (tidl. Det Kgl. Opfostringshus). Foto: Jens M. Lindhe

Men hvor har de svære spørgsmål så rejst sig? Det sted, hvor den største ændring af husets identitet har fundet sted, synes at være i Søofficers-Foreningens karakterfulde, anakronistisk indrettede lokaler fra 1942 med guldindrammede Chr. X-portrætter, pompejanskrøde vægge, sildebensparketgulv og papmachéstuk. Sildebensparketgulvet, der med sit lidt småborgerlige grosserer-præg formelt set ikke passede til en rokokobygning, er erstattet, ifølge arkitekten efter Slots- og Kulturstyrelsens ønske, af nye gulvplanker i den rette bredde, der jo sådan set er det rigtige til et sådant hus. Og interiøret er blevet frisket op i tidens korrekte, såkaldt uprætentiøse smag og med en dertil passende farveholdning, der ligger i forlængelse af rokokoens. Skønt størstedelen af originalsubstansen som døre, paneler, gerigter og stuk er bevaret, rejser spørgsmålet sig alligevel om, hvad det egentlig er, vi bevarer, når vi restaurerer? Hvad er det, der giver et rum identitet og karakter? Hvori består en historisk bygnings talende virkning? Hvad er forholdet mellem det materielle og det immaterielle, mellem originalsubstans og atmosfære? Hvordan vægtes det proces­historiske over for det rekonstruerende, og hvilken rolle spiller fortælleværdien? Den del af husets historie, der fortalte om orlogskaptajner i fuldt ornat til frokostselskaber under den kolde krigs atomare alvor, synes, for mig at se i hvert fald, at være væk nu. Sådan skal det muligvis også være – men så er det sagt.

Problematikken minder os om, at restauratorens måske fornemste dyd er den sunde og stærke dømmekraft. Netop derfor er værdisætningen så central, for her foretages den svære udpegning af, hvad der må leve – og dermed også af, hvad der må dø. Selvsagt er fjernelse af umistelig originalsubstans en dødssynd; men forkert er vel også at lade det leve, der må dø? Ikke at handle er også at handle. Det er denne balancegang, der med Ulla Kjærs ord gør restaurering til “arkitekturens sværeste disciplin”, fordi spørgsmålenes besvarelse “næppe nogensinde kan sættes på formel”. Og således fremtræder Bente Langes restaurering for mig som et modent og myndigt arbejde, hvor beslutninger er truffet på en sådan vis, at resultatet i det store hele fremtræder med en afklarethed, der virker så let, men koster så megen møje.

Se Bente Langes kursus: Mesterlære i klassisk restaurering.