Søkvæsthuset: Historiens nytte for livet

Der var engang, hvor modernister tolkede Venezia-charteret ortodokst; man afstod fra enhver form for rekonstruktion og lod nye tilføjelser demonstrativt skille sig ud. En sådan ideologisk ortodoksi lider Søkvæsthuset heldigvis ikke under. Her er holdt den rette balance. Hvor kviste historisk har kunnet dokumenteres, er disse rekonstrueret, velproportionerede, med slanke flunker og tømmerkarme. Hvor en 1700-tals trappe ikke førte den sidste etage op, er denne forlænget i et nyt, smukt formsprog, der har pant i fortiden, men bærer vor tids stempel. I det hele taget synes løsningerne på sikker vis at være befriet for overgribende formalisme. Hvor det har været passende, er nye gerigter udført med et simpelt, rektangulært tværsnit. Og hvor det andre steder har været passende, har arkitekten ikke været bange for at genanvende gamle gerigter med klassiske profiler for at komplettere et rum. Det 20. århundredes angst for historieforfalskning synes at være et skinproblem, hvis den rette restaureringsarkitekt er ved roret. Den trænede fagperson ser jo straks, at Søkvæsthusets smukke og veludførte oliemalede revledøre til et nyindrettet toilet hører sin egen tid til, endda når de har håndsmedet gangtøj (ældre udtryk: de stabler og hængsler, som et dørblad drejer om, red.). Lad os dog i dag glæde os over, at man igen kan lade det historiske formsprog leve; lad os glæde os over det bæredygtige, smukke og fremsynede i historiens nytte for livet.

Som den danske restaureringsarkitekt Inge Mette Kirkeby bemærkede i sin licentiatafhandling, så er “en restaurering en skelsættende begivenhed i en bygnings historie og deler den op i et før og et efter”. Det er en “nutidsaktivitet”, der kun er meningsfuld, “hvis den indgår i bevaringsbestræbelser”. Bedst var det, om man helt kunne undgå at restaurere og alene pleje og bevare bygningsarven. I Søkvæsthuset er der udført et prisværdigt bevaringsarbejde: af gørtlerarbejde, af stuk, af de historiske gulve, som det på lykkelig vis kun har været nødvendigt at skure. Af trapper, træværk, vinduer og døre. Men Søkvæsthusets restaurering har også omfattet en del nødvendig oprydning. Eksempelvis har Farvandsvæsnet haft til huse i bygningen, og har vandaliseret den med vinylgulve og nedhængte modullofter, med cellekontorer og plastickabelbakker. Det er ingen svær beslutning, at den slags må lade livet. Arkitekten har således skrællet disse skæmmende lag ned og derved fået husets mange steder ganske nøgterne og autentiske rum frem.

Men hvor har de svære spørgsmål så rejst sig? Det sted, hvor den største ændring af husets identitet har fundet sted, synes at være i Søofficers-Foreningens karakterfulde, anakronistisk indrettede lokaler fra 1942 med guldindrammede Chr. X-portrætter, pompejanskrøde vægge, sildebensparketgulv og papmachéstuk. Sildebensparketgulvet, der med sit lidt småborgerlige grosserer-præg formelt set ikke passede til en rokokobygning, er erstattet, ifølge arkitekten efter Slots- og Kulturstyrelsens ønske, af nye gulvplanker i den rette bredde, der jo sådan set er det rigtige til et sådant hus. Og interiøret er blevet frisket op i tidens korrekte, såkaldt uprætentiøse smag og med en dertil passende farveholdning, der ligger i forlængelse af rokokoens. Skønt størstedelen af originalsubstansen som døre, paneler, gerigter og stuk er bevaret, rejser spørgsmålet sig alligevel om, hvad det egentlig er, vi bevarer, når vi restaurerer? Hvad er det, der giver et rum identitet og karakter? Hvori består en historisk bygnings talende virkning? Hvad er forholdet mellem det materielle og det immaterielle, mellem originalsubstans og atmosfære? Hvordan vægtes det proces­historiske over for det rekonstruerende, og hvilken rolle spiller fortælleværdien? Den del af husets historie, der fortalte om orlogskaptajner i fuldt ornat til frokostselskaber under den kolde krigs atomare alvor, synes, for mig at se i hvert fald, at være væk nu. Sådan skal det muligvis også være – men så er det sagt.

Problematikken minder os om, at restauratorens måske fornemste dyd er den sunde og stærke dømmekraft. Netop derfor er værdisætningen så central, for her foretages den svære udpegning af, hvad der må leve – og dermed også af, hvad der må dø. Selvsagt er fjernelse af umistelig originalsubstans en dødssynd; men forkert er vel også at lade det leve, der må dø? Ikke at handle er også at handle. Det er denne balancegang, der med Ulla Kjærs ord gør restaurering til “arkitekturens sværeste disciplin”, fordi spørgsmålenes besvarelse “næppe nogensinde kan sættes på formel”. Og således fremtræder Bente Langes restaurering for mig som et modent og myndigt arbejde, hvor beslutninger er truffet på en sådan vis, at resultatet i det store hele fremtræder med en afklarethed, der virker så let, men koster så megen møje.